Mød 10 ildsjæle fra modebranchen og få deres bud på, hvordan man får foden indenfor
SPONSORERET indhold

Job i modebranchen? Mød 10 ildsjæle og få deres tips

Foto: Petra Kleis og Jannie Stentoft
29. sep. 2014 | Mode | Eurowoman

Bag de kendte danske designere og catwalkens spotlights arbejder en veritabel hær af dygtige mænd og kvinder hver dag for at holde hjulene i gang i landets fjerdestørste eksportindustri. Her kan du møde 10 af dem, hvis alsidige jobs ­understreger, at du hverken behøver at være rap på en symaskine eller den nye Freja Beha for at få en spændende karriere i modeverdenen.


PR-chefen
Helene Skytte, 34 år

Har taget en toårig marketing-­kontor­uddannelse på Esbjerg Business Academy. Helene Skytte har været ansat hos mærket Ganni som PR-chef siden 2013.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg har ansvaret for al PR, marketing, kommunikation og Gannis visuelle udtryk. Et bredt ansvarsområde med mange kreative opgaver og ledelsesansvar. Mine dage er aldrig ens, og det er inspirerende og udfordrende."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Jeg har altid mange projekter i gang på en gang, og det kræver hårdt arbejde. Der er mange deadlines, der skal overholdes, mange relationer, der skal holdes ved lige, og man skal være kreativ og innovativ hver dag. Samt ikke mindst opsøge og opdrive nye markeder for markedsføring og branding af Ganni."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Jeg elsker at møde nye mennesker og skabe relationer gennem mit job. Det er meget givende. Derudover kunne jeg ikke ønske mig bedre kolleger. Vi står tæt sammen, og vi betyder meget for hinanden. Det er den største oplevelse at være en del af Ganni-teamet."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Hvis du er viljestærk og passioneret, skal du nok nå langt. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville frem, og har knoklet hårdt for det. Man kan sagtens starte fra bunden og arbejde sig op. Vigtigst af alt, og især i vores branche, er, at man skal være åben for nyt, være flittig og vise engagement i sit arbejde for derigennem at skaffe nogle gode relationer. Det er jo det, PR handler om."

Den visuelle merchandiser
Allan Thullesen, 33 år

Har taget en HG fra Nyborg Handelsskole og efterfølgende arbejdet for bl.a. DKNY. Allan Thullesen har siden 2002 arbejdet som først sælger, dernæst visual merchandiser for Group 88, som bl.a. repræsenterer Mulberry og Gucci i København og Oslo, og Burberry i hele Skandinavien.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg startede hos Group 88 som sælger for Mulberry. Jeg udviste en stor kreativ glæde i tilgangen til mit arbejde og fik åbenbart gjort et godt indtryk på direktøren hos Group 88, som senere lod mig indgå i det kreative team hos Mulberry. Jeg så ting, jeg kunne effektivisere, og jeg har i årene siden brugt min salgsuddannelse til at trække kunder til og få vores mærkers kollektioner til at sælge igennem butikkernes visuelle fremtoning. Jeg står i dag for at skifte vinduesudsmykningerne, sætte nye møbler ind i butikkerne og sørge for, at alle opgaver bliver løst til tiden. Derefter er der selvfølgelig også kontorarbejde, hvor jeg fx samler og sender billedrapporter til mærkernes hovedkvarterer i udlandet, så de kan se, hvad vi laver her i København."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Jeg arbejder bag linjerne, når der skal skiftes vinduesdekorationer og laves om i butikkerne, og møder ofte tidligt om morgenen eller sent om aftenen. De vekslende arbejdstider kan være både gode og dårlige. Jeg er far til fire døtre, og jeg synes fx, det er rart, at jeg kan have fri med dem på tidspunkter, hvor andre normalt ikke ville kunne se deres børn. En stor udfordring kan være, hvis en vigtig levering til en af butikkerne ikke kommer ind til tiden, og man har gjort alt klart til lanceringen."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Da vi åbnede Gucci-butikken i Oslo. Alt faldt bare på plads, som det skulle, og det var enormt tilfredsstillende. Ellers vil jeg sige, at de bedste oplevelser i jobbet kommer, når hverdagen falder i hak."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Har man passionen, er det med at komme ud i praktik og opleve branchen. Man kan nemt starte ét sted og ende et helt andet. Jeg begyndte jo fx som sælger og sidder som visual merchandiser i dag."


Læs med på de følgende sider...


LÆS OGSÅ:Her er de mest indflydelsesrige mennesker i modeverdenenSmykkedesigneren
Caroline Sillesen, 22 år

Autodidakt smykkedesigner, arkitektstuderende på Kunstakademiets Arkitektskole og blogger på Fokuru.eurowoman.dk. Caroline fik for to år siden firmaet ­Bramble i gave af sin kæreste, som havde oprettet det til hende, fordi han mente, at hun burde prøve kræfter med smykkedesign. I dag sælges Brambles smykker på ­Bramble.dk og i flere butikker i København.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Min kæreste og jeg har drevet Bramble sammen indtil nu, så mit felt har for det meste bevæget sig omkring det kreative – smykkernes udformning og materialitet og Brambles grafiske udtryk. Men nu gør jeg mig klar til at være alt fra pakæsel til smykkedesigner og økonomiansvarlig, når jeg fra i år skal til at være alene med Bramble."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"At jeg ikke er udlært guldsmed – endnu. Den uddannelse har jeg planer om at starte på, efter jeg har taget min bachelor i arkitektur næste sommer. På nuværende tidspunkt har jeg en klar indre visualisering af slutresultatet, når jeg designer, men jeg kunne godt tænke mig at komme langt dybere ind, forstå hele processen i ædelmetallernes forvandling og få lidt beskidte hænder."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Når man pludselig ser en pige, der bærer ens smykker, og de klæder hende. Så bliver jeg virkelig glad og får lyst til at gå over og sige tak."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Uddan dig inden for komposition og æstetik, så du får en holdning og klarhed omkring det formmæssige udtryk, eller tag guldsmedeuddannelsen, og lær det ægte håndværk omkring materialernes muligheder. Jeg tror, begge dele er vigtige i den her form for kreativ proces, og så er prioriteringen jo op til én selv. Desuden har det virkelig været en hjælp for mig at have mit andet grafiske firma, Caroline Sillesen Studio, hvor jeg har flere års erfaring med at være selvstændig. Det er altså lidt af en mundfuld, man skal have styr på."Kommunikationschefen
Cecilie Thorsmark, 31 år

Uddannet cand.merc. i Marketing Communications Management fra Copenhagen Business School i 2009. Cecilie Thorsmark har siden 2010 arbejdet for Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week.

Hvilke opgaver består dit job af?

"Overordnet set sidder jeg med klassiske kommunikations- og presseopgaver såsom at skrive pressemeddelelser og nyhedsbreve, have kontakten med pressen og holde vores website og sociale medier ajour. Det fede er, at der er overraskende meget afveksling i det, eftersom indholdet varierer afhængigt af, om det er en modeuge, et eksportfremstød, et topmøde om bæredygtighed eller noget helt fjerde, der er i sigte. Derudover har jeg også ansvaret for vores medlemmer, hvilket indebærer, at jeg er i løbende kontakt med dem, holder medlemsmøder, laver medlemsarrangementer osv."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Det er helt klart at jonglere mellem de mange opgaver, der havner på mit bord. At prioritere og generelt set bare finde tid til det hele. Vi havde engang besøg af en konsulent, der rådede os til at skelne mellem de ting, der haster, og dem, som er vigtige. Problemet er jo, at man altid synes, at det hele haster, og så kan det godt være svært at nå ned til bunken af opgaverne, der 'bare' er vigtige."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Unægtelig dengang vi for fire år siden havde 12 danske brands med til New York for at fejre lanceringen af magasinet V Mans Scandinavian Issue, som vi havde været inde over. Der mødte jeg nemlig min nuværende kæreste, og kun et lille år senere var jeg gravid med ham. Sådan kan det åbenbart også gå."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Kombinationen af en relevant uddannelse for den akademiske ballast og et studiejob i branchen for indblik og erfaring er helt sikkert et godt udgangspunkt. Men lige så vigtigt er, at du virkelig brænder for det, for at arbejde med mode på brancheplan er ikke et 9-17-job. Det er en livsstil, og det kræver en positiv indstilling og stor kærlighed til jobbet."

Butiksbestyreren
Christina Dalsøe, 39 år

Uddannet på Seminariet for Formgivning med speciale i billedkunst og formgivning. Herefter freelancefotograf, og senere tog Christina Dalsøe en toårig uddannelse som multimediedesigner med fokus på trykte medier samt hjemmesider. Hun blev der­efter butiksbestyrer i først Agent Provocateur og siden 2011 i Marc ­Jacobs samt Marc by Marc Jacobs.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Det er et job, som kræver, at man bærer mange forskellige kasketter og klarer mange typer udfordringer. Grundlæggende er jeg ansvarlig for, at butikkerne performer så optimalt som muligt. Det være sig både økonomisk og bestemt også personalemæssigt og brandmæssigt. Personalet er ansigtet udadtil for butikken og er derfor en meget vigtig brik i puslespillet. Indkøbet til butikkerne er også en betydningsfuld del af mit job. Her er statistikkerne et vigtigt redskab, men også ens egne fornemmelser for de kommende sæsoners trends, der danner grundlag for indkøbet."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Det er helt afgjort at administrere sin tid. Tit ønsker man sig flere timer i døgnet, fordi der hele tiden kommer nye projekter, som man skal forholde sig til. Der er ikke to dage, der er ens, men det er også det, der gør jobbet så fantastisk. Derudover er det en udfordring ikke at bruge hele sin månedsløn, når de nye kollektioner ankommer i butikkerne. Det er som juleaften."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"At mit hårde arbejde har affødt mere og mere ansvar, og at jeg har fået lov til at være med til de fleste beslutninger vedrørende butikkerne. Og så ser jeg frem til den dag, hvor jeg forhåbentlig kommer til at trykke Marc Jacobs himself i hånden. Da bliver jeg nok som en lille starstruck skolepige."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Når du søger job inden for modebranchen, så lav din research på brandet eller butikken, du vil arbejde for, inden du søger. Viden omkring mode og trends er selvfølgelig vigtig, men erfaring inden for service og personaleledelse er nøglen. Husk, at du selv skal være den bedste ambassadør for brandet samt være motiverende for dit team. Når du opdager, hvilke styrker du har, så gå all in. Og husk selvfølgelig: "Every day is dress up day.""

Den grafiske designer
Håkan A.A. Rossing, 40 år

Uddannet på linjen for visuel kommunikation på Danmarks Designskole og har siden arbejdet med grafisk design for en række klienter i mode- og udgivelsesbranchen. Håkan A. A. Rossing har været ansat på Eurowoman som assisterende art director siden foråret 2014.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg har altid været tiltalt af modens æstetik og visuelle sprog. Min nysgerrighed for branchen har tvunget mig ud i at afprøve alle mulige ting, fra at arbejde for de store high-end brands til styling og fashion direction. Mit første fuldtidsjob efter min uddannelse var for IC Companys, hvor jeg bl.a. lavede art-work til deres tøjkollektioner. Da jeg senere begyndte at freelance, dukkede der muligheder op for at arbejde for de større forlag med mode- og livsstilsmagasiner. Opgaverne består i at udvikle design og produkter inden for det printede og digitale medie. På Eurowoman layouter jeg det månedlige magasin og udvikler den visuelle stil i samarbejde med art directoren."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Der kan være lige så mange meninger om, hvordan en opgave skal løses, som der findes pantonefarver. Derfor kan det til tider være en stor udfordring at enes og overbevise hinanden om, hvad der er det rigtige at vælge."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Muligheden for at arbejde med andre på tværs af de kreative fag, hvor man reelt bruger hinandens kompetencer og viden hver dag."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Man skal være indstillet på, at det ikke kun er et kreativt fag, men i lige så høj grad et servicefag. Hvis man har mulighed for at komme i praktik eller på udveksling i udlandet, skal man helt klart gøre det. Der er generelt flere døre, der står åbne, når man vender hjem igen. Og sørg så for at bygge et godt og solidt netværk op. Det er oftest herigennem, du får dine jobs senere hen."

LÆS OGSÅ: Karl Lagerfeld lancerer sin egen avisModelbookeren
Rosa Yalcin, 33 år

Butiksuddannet hos Nørgaard på Strøget i 2005, hvorefter hun arbejdede som booker hos modelbureauet 1st Option. I 2009 startede hun sit eget modelbureau, Gossip Models, der i dag repræsenterer danske topmodeller som Nadja Bender og Emma Oak.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg sidder med alt fra møder til opstart af nye modeller, booking af modellerne samt den daglige drift af bureauet som helhed. Der er meget, der skal holdes styr på. Dog er jeg de sidste seks måneder begyndt at fokusere min tid primært på de af vores modeller, der rejser internationalt på fuldtid. Da vi holder styr på alle vores modellers kalendere, er der en del koordinering med modellernes udenlandske bureauer. Det tager meget af min tid, og en almindelig dag består i at sidde på mail og på telefonen."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Mit job består jo i at have med mennesker at gøre, så først og fremmest skal man som agent være tilgængelig 24/7. Jeg skal kunne holde alle bolde i luften og samtidig jonglere med dem. Opstår der et problem, fx når en model misser sit fly, skal det ordnes med det samme. Det kan til tider være en udfordring for tålmodigheden, især hvis man sidder midt i en middag eller andet privat. Derudover skal man kunne interagere med forskellige personligheder, lige fra modeller til kunder, fotografer osv."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Først og fremmest elsker jeg mit job. Jeg lægger liv og sjæl i mit arbejde, så når jeg har arbejdet hardcore på en model i over et år, fordi jeg har kunnet se noget fantastisk i ham eller hende, er forløsningen fantastisk, når det endelig lykkes. Det er en ubeskrivelig følelse."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg kan arbejde i en branche, hvor det altid handler om alle andre end mig selv. Der må jeg selvfølgelig fortælle folk, at ja, det handler bestemt om modellerne, men det handler også om det samarbejde, der er mellem agent og model. Det er et helt særligt arbejdsforhold, man danner til disse modeller, og man bliver deres bedste veninde, deres søster, mor og sidst, men ikke mindst, deres agent. Jeg har en stor personlighed og kan godt fylde ret meget, men kan sagtens tilsidesætte mig selv. Det skal man kunne som agent for at arbejde for alles interesser."Advokaten
Michael Nygaard Nielsen, 40 år

Uddannet jurist ved Aarhus Universitet med speciale i ­erhvervsret. Michael Nygaard Nielsen har siden 2004 ­været ansat i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg har i dag speciale i ansættelsesret og arbejder bl.a. med arbejdsgiverorganisationer. Jeg er fx med til at forhandle overenskomster for folk ansat i produktion og teknik i modebranchen, og så rådgiver jeg virksomheder og fører sager i ansættelsesret. Jeg har også meget med handelsagenturet at gøre og er tit med på modemesserne, når der skal lægges ordrer og forhandles kontrakter mellem virksomheder. Jeg sidder primært og fører sager mod udenlandske handelsagenter, hvis en handel fx går galt. Så repræsenterer jeg virksomheden i Danmark."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Man skal hele tiden holde sig opdateret. Det er sindssygt vigtigt inden for jura, at man er opdateret på nyeste praksis. I starten synes jeg også, det kunne være en udfordring at skulle formulere mig på engelsk, men den slags kommer ind på rutinen med årene."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Den største oplevelse er stadig min første retssag for Dansk Mode & Textil, som jeg heldigvis vandt. Det var en lidt speciel sag, hvor en virksomhed havde afskediget en medarbejder, som havde deltaget i et tv-show sideløbende med sit arbejde. Det var fint nok med tv-showet, indtil medarbejderen holdt op med at passe sit arbejde. Meget af kommunikationen mellem medarbejderen og virksomheden var forgået via sms, så det var en lidt spøjs sag at føre."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Det er altid en god idé at undervise sideløbende med sit arbejde som advokatfuldmægtig, så man virkelig får struktur på sit stof. Det gjorde jeg også selv – på TEKO i Herning – og det var der, jeg fik lyst til at prøve at arbejde i modebranchen. Derudover er det vigtigste dog at have en oprigtig interesse for jura og ikke lade sig forblænde af modebranchens glansbillede, hvis det er der, man vil gøre karriere som advokat. Det er glæden ved det faglige, der giver succes."Skrædderen
Tytti Hongisto, 23 år

Uddannet skrædder i hjemlandet Finland, inden hun sidste år flyttede til Danmark, hvor hun i dag arbejder for den danske designer Mark Kenly Domino Tan. Tytti har desuden sit eget firma ved navn Riot Diamond, hvorigennem hun producerer skræddersyet tøj med et bæredygtigt fokus.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Det meste af tiden arbejder jeg med at lave mønstre og sy dem sammen. I Mark Kenly Domino Tans studie starter jeg altid med at få en skitse af designet, og så snakker Mark og jeg sammen om stilen, og hvilke syteknikker man med fordel kan bruge. Derefter begynder jeg på mønstret, som så skal sys. Vi prøver det færdigsyede design på en model og retter til, hvor det behøves. Til sidst starter jeg konstruktionen af det endelige design i det rigtige stof."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"At finde de bedste løsninger til, hvordan hvert enkelt design skal skabes, så processen bliver effektiv og resultatet praktisk, i god kvalitet og smukt."

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Jeg er lykkelig for at have arbejdet på en masse spændende projekter allerede. Den største oplevelse har nok været, da jeg sidste år deltog i konkurrencen WorldSkills International 2013 sammen med en masse talentfulde unge og vandt guld inden for kategorien Fashion Technology."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Vær modig, og følg dine interesser og drømme. Intet er gratis i denne verden, så du skal være forberedt på at arbejde hårdt. Men hvis du kan nyde dit arbejde og arbejde med det, du elsker, er det det hele værd."Marketing-manageren
Thomas Bay, 34 år

Uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus. Thomas Bay har siden 2007 arbejdet ved Bestseller, de seneste to år som international marketingchef for mærkerne Vero Moda, Noisy May, Junarose og Mamalicious.

Hvilke opgaver består dit job af?
"Jeg er ansvarlig for marketingafdelingen, så en stor del af jobbet er at drive en afdeling med positive og motiverede kolleger. Jeg og mine kolleger er bl.a. ansvarlige for vinduer og instore (at udsmykke og finde dekorationer, red.) i vores 1.000 butikker, PR for mærkerne, mærkernes såkaldte brand identity, online marketing som sociale medier, kundeklub etc., events, at arrangere fotoskydning af billeder til fx lookbooks, grafisk design og webshops."

Hvad er de største udfordringer ved dit job?
"Den største faglige udfordring p.t. er at finde onlinemediets rolle i de traditionelle aktiviteter og medier. Især de sociale medier bevæger sig utrolig hurtigt, så hvilke skal man satse på? Hvordan tilpasser vi vores forretning og aktiviteter omkring onlinemedierne?"

Hvad har været den største oplevelse i dit job?
"Hver dag er en fantastisk oplevelse: At være omgivet af motiverede kolleger og internationale udfordringer gør hver dag til noget unikt. Det er svært at præcisere én konkret oplevelse, da jeg synes, vi konstant laver gode resultater – det gælder alle de afdelinger, jeg er en del af. Derfor vil jeg betegne min største succes som det team af dygtige og engagerede kolleger, jeg har."

Hvilket råd vil du give andre, der gerne vil arbejde med det samme som dig?
"Hold fokus på, hvad du gerne vil, kæmp for det, og hav hjertet og passionen med dig. Så motiveres man daglig og bruger sine kræfter på noget, man har stor mulighed for at få succes med."