Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Lindsey Vonn: "Det gav mig et nyt perspektiv på det hele"

På tværs af brancher og verdener findes der et mål der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Sej er kun et fattigt ord, når Lindsey Vonn skal beskrives. På løjperne vinder hun store krystaltrofæer, men det har ikke været nemt at nå hertil. Hårde landinger, langvarige skader og tilmed en helikoptertur ned fra bjerget ved OL i Torino i 2006 har truet med at afslutte hendes livslange karriere (efter det styrt tog Vonn direkte fra hospitalssengen til løjperne for at deltage i konkurrencen – de fleste havde nok taget en dag fri).

LÆS OGSÅ: Sylvia Earle: ”Mine forældre døde for mange år siden, men de er her stadig”

Men alligevel har den amerikanske alpinskiløber igen og igen opnået sportens mest efterstræbte bedrifter. Ud over olympiske medaljer (hun har to) slog Vonn rekorden for kvindelige World Cup-sejre med 82 sejre – rekorden for både mænd og kvinder er 86. I år blev hun den første skiløber i historien til at vinde 20 Crystal Globes, da hun vandt World Cup i styrtløb. Hun stræber nu efter et mål, som egentlig ikke findes som løb: at slå herrerne på den samme bane.

Sådan er Vonn: Når hun kommer i gang, er hun umulig at stoppe. Vi taler med styrtløberen om robusthed, vigtigheden af taknemmelighed, og hvorfor hendes første instinkt er at fortsætte, når hun bliver væltet omkuld.

Om at vokse op på løjperne.

"Jeg har altid elsket skiløb. Jeg begyndte at stå på ski sammen med min far, da jeg var to et halvt år. Før jeg kunne gå, sad jeg i en rygsæk, mens han stod på ski. (Min far voksede op med at stå på ski. Han var skiløber, så han vidste, hvad han lavede.) Jeg begyndte at tage på skilejre uden mine forældre, da jeg var syv år. Da jeg var ni år, fløj jeg for første gang til Europa alene for at komme på skilejr, hvor vi stod på ski på gletsjerne. Jeg har altid elsket det. Jeg elsker at være på bjerget."

Om store tanker tidligt i livet:

"Min mor sagde, at da jeg var seks eller syv år, tegnede jeg tegninger, hvor jeg vandt skiløb, og skrev 'Den Største Skiløber Nogensinde' med mit navn nedenunder. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, for det var der ingen, der havde sagt til mig."

Om vigtigheden af en rollemodel:

"Jeg mødte [skiløberen] Picabo Street, da jeg var ni år, hvor hun skrev autografer i en lokal skibutik i Minnesota. Hun inspirerede mig til at ville være olympisk skiløber. Da jeg mødte hende tænkte jeg, det er det her, jeg vil. Jeg ville være som hende. Jeg stod i kø i tre timer for at møde hende, og jeg talte med hende i to minutter. Det var lige som at møde en superhelt. Hun inspirerede mig."

"Da jeg var seks eller syv år, tegnede jeg tegninger, hvor jeg vandt skiløb, og skrev 'Den Største Skiløber Nogensinde' med mit navn nedenunder."

Om hendes aha-øjeblik:

"Da jeg var 11 år, konkurrerede jeg mod 13-, 14-årige, og jeg vandt. Det var temmelig usædvanligt, for de var jo meget ældre, og ingen havde gjort det før. Jeg var ikke klar over, at det var noget særligt, før jeg kom til ungdoms-OL og vandt. Alle talte om det. Jeg følte, at alderen var ligegyldig, at jeg var på vej frem, og at jeg opnåede resultater. Og jeg følte, at ingen kunne stoppe mig."

Om sine største støtter:

"Jeg har altid ønsket at deltage i OL, men det er en anden sag, når man siger, at det skal være ens karriere. Hele min familie flyttede til Colorado, da jeg var 12, så jeg kunne stå på ski. Jeg er den ældste af fem børn. Mine søskende stod alle sammen på ski, men de var ikke lige så opslugt af det. Hele min familie har ofret sig, så jeg kunne stå på ski."

Om at konkurrere gennem hele barndommen:

"Jeg blev undervist hjemme i to år. Jeg gik ikke til studenterfest. Jeg havde ikke mange venner, da jeg voksede op, for jeg var ikke særlig tit i skole, og når jeg stod på ski, var det med børn, der var meget ældre end mig, så jeg passede ikke rigtig ind. Jeg havde også bøjle på tænderne og pandehår, og det er ikke en god måde at få venner på!

"Mine klassekammerater havde ingen anelse om, hvad jeg havde gang i. De spurgte, hvorfor går du? "Jeg skal stå på ski," svarede jeg. "Hvorfor det?", sagde de så. Ingen forstod det. Der var ikke mange, jeg kunne tale om det med, men det generede mig egentlig ikke. Jeg var på rette vej og gjorde min egen ting."

Om at beslutte sig for at gå hele vejen:

"Jeg sagde til min far: "Jeg vil med til OL, hvordan kommer jeg det?" Han gav mig det råt for usødet: "Du skal have succes på mange forskellige niveauer. Du skal vinde her og her, og du skal komme på holdet i denne alder." Det stod mig altid klart, hvor vigtig min karriere var.

"Jeg deltog i internationale konkurrencer, da jeg var 11, 12 og 13 år. Og jeg var med til OL, da jeg var 17 år. Der er et løb i Italien, hvor alle de tidligere vindere har haft succes i World Cup og OL, så da jeg vandt det løb, tænkte jeg, OK, det begynder at ligne noget."

Der er altid noget, som er højere, og altid en, der har opnået mere, så hvorfor skulle jeg stoppe?"

Om at presse sig selv:

"Det handler om at bevare sulten og ikke blive magelig. Så snart man er tilfreds, er man færdig. Jeg vil blive bedre. Jeg vil opnå mere. Da jeg vandt min første samlede titel, sagde alle, at jeg ikke ville gøre det igen, fordi jeg var ung, og jeg ville være tilfreds. Men jeg ville vinde mere, og det har altid hjulpet mig med at fortsætte den succes, jeg har haft, fortsat stræbe efter mere. Der er altid noget, som er højere, og altid en, der har opnået mere, så hvorfor skulle jeg stoppe?"

Om sin største frygt:

"Fiasko er ikke det rette ord, men der var en periode omkring OL i 2006, hvor jeg ikke rigtig værdsatte tingene, som jeg burde, og det er blevet min frygt – at nå til et punkt, hvor jeg ikke værdsætter det og mister følelsen af nødvendighed. Jeg er ikke bange for at køre hurtigt eller at styrte. Det er bare en del af pakken. Jeg mener, når man drøner ned ad et bjerg med 130 km i timen, så går det galt en gang imellem."

"Jeg føler, at mændene generelt respekterer mig meget på grund af de ting, jeg har opnået i min karriere. Jeg kan følge med dem, jeg er lige ved siden af dem og vinder over mange af dem, og det respekterer de."

Om at træne med herrehold:

"Jeg træner meget med mænd. Mænd er bedre til at stå på ski end kvinder, fordi de er større og stærkere og kan få mere fart på. Så jeg forsøger at efterligne dem, og jeg stræber efter at være på deres niveau. Jeg håber, at jeg en dag kan konkurrere mod dem.

"Det er virkelig sjovt [at træne med dem]. Jeg elsker det. Det er noget andet, når man visuelt kan se nogen stå hurtigt på ski, følge deres bane og se, hvor meget power de har – det er inspirerende, fordi jeg kan se, hvad der er muligt, og det får mig til at blive hurtigere. Jeg har lige været i Chile med herreholdene fra USA og Norge, og jeg talte med dem om deres skiløb, hvad de gør, hvad de føler, og hvordan deres udstyr fungerer. Jeg spurgte løs. Jeg prøver at lære fra dem. Jeg føler, at mændene generelt respekterer mig meget på grund af de ting, jeg har opnået i min karriere. Jeg kan følge med dem, jeg er lige ved siden af dem og vinder over mange af dem, og det respekterer de."

Om at nå en karriere-definerende milepæl:

"Lige før OL i 2009 blev jeg en del af Rolex-familien. Det var en stor ære. Når man er tilknyttet Rolex, så har man nået toppen, så er man elite-sportsudøver. Det var stort. Rolex har været sponsor af ungdoms-OL, siden jeg var barn. Jeg har altid haft Rolex-bluser, og jeg har altid tænkt, at når man får et Rolex-sponsorat, så har man klaret den: Man er tidløs, man har hævet sig over sport og er nu mere et ikon end noget andet."

Om at gøre comeback.

"OL 2006 var en stor ting for mig, fordi jeg styrtede og jeg troede, at jeg havde brækket ryggen. Jeg kom baglæns ud af et hop og landede på ryggen, og jeg havde frygtelige smerter. Jeg tænkte, at nu var det sket. Jeg blev fløjet ned fra bjerget i helikopter. De lavede CAT- og MRI-scanninger, og jeg var overbevist om, at det var slut. Jeg græd som en pisket. Jeg var forberedt på, at jeg ikke kunne stå på ski igen. Da jeg så fik resultaterne, måtte jeg tilbage på bjerget med det samme. Jeg vil have chance til.

"Jeg var lige ved at flygte fra hospitalet. Jeg løb af sted i mit hospitalstøj og strømpesokker, men de fangede mig, før jeg nåede ud til elevatoren. Jeg var i Italien, og ingen talte engelsk. Jeg havde ikke en telefon, men var sikker på, at min mor var i lobbyen. Jeg måtte tilbage på bjerget. Jeg humpede ned ad gangen, og nogle gamle italienske kvinder fangede mig og trak mig tilbage på stuen. Da min mor kom derop, sagde jeg: "Vi må af sted NU, jeg skal stå på ski." [Red. Vonn havde slået halebenet, og inden for to dage efter sin hospitalsindlæggelse vendte hun tilbage til bjergskråningerne og konkurrerede i fire af sine fem konkurrencer.]

"Den hændelse ændrede min indstilling og fik mig til at værdsætte det, jeg gør, langt mere, og forstå, at det kan slutte når som helst. Det gav mig et nyt perspektiv på det hele."

Om vigtigheden af hvile og restitution:

"Det er vigtigt at forstå, hvad kroppen fortæller dig. Det er svært at have det godt hele tiden, når man presser sig så hårdt dag ud og dag ind. Men jeg ved, hvad jeg behøver: Jeg skal have massage næsten hver dag. Jeg skal have is på knæet. Jeg skal træne med skumrullen. Jeg skal tage varme bade. Der er nogle ting, jeg er nødt til at gøre for at holde min krop ved lige. Og jeg gør, hvad der er nødvendigt, for ellers kan jeg ikke udføre min opgave. Jeg sætter virkelig pris på, hvad min krop er i stand til."

Om at give noget tilbage:

"Det har været utrolig berigende at inspirere børn, at møde dem og tilbringe tid sammen med dem. Når jeg taler med en pige, som jeg mødte for fem år siden, og hun fortæller mig, hvor meget jeg inspirerede hende, og at hun løber på ski eller studerer, eller hvad det nu er – det giver mig stor glæde. Selvom du blot tilbringer 30 sekunder sammen med et barn, så husker barnet dig hele livet. Ligesom med mig og Picabo Street. Så jeg ved, at vi kan have stor indflydelse som rollemodeller."

Om at finde et fristed på bjerget:

"Jeg har altid følt, at uanset hvad der sker, kan jeg tage op på bjerget og være glad og komme i kontakt med mig selv. Der er så fredeligt. Især når man er den første deroppe, og der er stille. Jeg håber, at jeg kan konkurrere på ski i 2, 3, 4 år endnu – vi må se, hvordan min krop klarer det. Men jeg vil helt sikkert altid stå på ski."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Skiferie