"Pludselig havde jeg en krop, der blev meget seksualiseret"

Tøj skal tages alvorligt, mener Ida Holmegaard, der senest har skrevet bogen Look. Forfatteren, der i forbindelse med udgivelsen kom ud som nonbinær, har altid elsket at klæde sig ud, går gerne med skulderpuder og jakkesæt og er bl.a. inspireret af Virginia Woolfs roman Orlando. Og så er hen stadig i gang med en samtale med sig selv om, hvorvidt hen vil hedde Ida.

Hvordan begyndte din interesse for tøj?

“Jeg har altid elsket at klæde mig ud og gik afsindigt meget op i fastelavn, da jeg var lille. Jeg klædte mig gerne ud som abstrakte ting som universet eller som et træ, men også som fiktive og litterære karakterer som Harry Potter og Catwoman. Jeg syntes, det var spændende, at jeg kunne blive forskellige personer med min påklædning. Da jeg blev lidt ældre, handlede det mere om, at jeg kunne blive en del af forskellige fællesskaber, fx ud fra den musik jeg hørte, hvis jeg klædte mig efter det. Hørte jeg britpop i en periode, flød musikken direkte gennem ørerne og ud i min garderobe.”

LÆS OGSÅ: Listen med de 100 største ikoner gennem tiden

Hvad har køn og beklædning med hinanden at gøre?

“Som barn tænkte jeg ikke over, at mit køn skulle være begrænsende i forhold til, hvad jeg valgte at tage på. Jeg tænkte det som et meget åbent rum. Jeg vidste godt, at jeg havde et pigenavn, og at jeg blev opfattet som en pige, men jeg tænkte også, at jeg bare kunne blive en dreng, hvis jeg tog drengetøj på. Jeg var klar over, at der var tøj til forskellige køn, men jeg så ingen grund til ikke bare at blande dem sammen. Da jeg blev teenager, begyndte jeg at mærke de forventninger, der knytter sig til køn og især, hvad det vil sige at være en feminin person. Pludselig havde jeg en krop, der blev meget seksualiseret. Jeg oplevede fx at blive taget på i byen eller råbt efter på gaden. Det gjorde mig helt vildt forskrækket, at jeg begyndte at blive set som meget kvindelig. Jeg var meget overvældet af det, men samtidig prøvede jeg nok også at affinde mig med at være feminin. Jeg havde en periode, hvor jeg gik i lange kjoler og høje hæle og dyrkede det ultra feminine. Fordi kvindelighed var en svær kategori for mig, var jeg nødt til at prøve at tage den på og føle mig stærk i den. Jeg forsøgte at få kvindeligheden til at passe til mig, men jeg kom hele tiden i karambolage med den.” 

Hvad handler din bog om?

“Den handler om at se tøj som et sprog. Vi har alle sammen tøj på hele tiden, og vi bruger meget krudt på at aflæse hinanden ud fra, hvad vi har på. Derfor har det tøj, du klæder dig i, stor betydning og fortjener at blive taget alvorligt. Da jeg begyndte at arbejde med bogen, sagde flere: “Hvorfor vil du skrive en bog om tøj?” og syntes, at det var overfladisk eller uden substans. Det synes jeg ikke. Jeg ser tøj som et sprog, du kan kommunikere med. Samtidig er det kompliceret, fordi det meste tøj kan have meget forskellig betydning i forskellige sammenhænge. For en politibetjent, eksempelvis, giver uniformen autoritet, men hvis jeg tog den på, ville det bare være et kostume. Tøjets sprog er meget kønsopdelt, men jeg forsøger at se på, hvad det enkelte stykke tøj i hver kategori kan, og så forsøger jeg at hacke eller omforme det og skabe nye udtryk ud fra de elementer, jeg har til rådighed. Jeg synes, at herretøj er vildt spændende, men det er samtidig begrænset i farver og udtryk. Skulderpuder er som regel noget, der findes i genbrugsbutikkernes dameafdelinger, men tager jeg dem på, giver de mig et ret maskulint eller androgynt look. Jeg ser en frihed i, at ja, tøj er inddelt i køn, men jeg kan omgå det ved at blande tøjet, sy det om og skabe nye udtryk.”

LÆS OGSÅ: Olivia Vinten: "Prisen for alt det skøre og sjove er et liv uden rutiner"

Du har mange litterære referencer i din bog. Hvem har inspireret dig mest?

“Jeg er meget inspireret af karakteren Orlando fra Virginia Woolfs roman. Bogen handler om en person, der lever i 300 år og bliver forvandlet fra mand til kvinde og tilbage igen, men som også er virkelig androgyn hele bogen igennem. Som kvinde kan hun tage en kåbe på, der gør, at du er i tvivl om hendes køn, mens hun kan tage en fin kjole på for at køre i karet med en adelsmand for så at ende i herretøj for at få adgang til retssalen. Der er en passage, hvor hun for første gang skal have et skørt på, og hvor hun føler, at hun ikke kan bevæge sig frit. Pludselig er hun afhængig af, at andre skal gøre ting for hende, og at hun derfor må opføre sig på en bestemt måde for at få dem til det. Tøjet spiller en enormt stor rolle i den bog og viser, hvor fleksible kønsudtryk kan være. Men også hvor stor betydning tøj har for, hvordan vi bliver opfattet.”

Hvor henter du ellers inspiration?

“Jeg er meget inspireret af mine mange besøg på tøj- og tekstilmuseer, fx Designmuseet i København, V&A i London og det etnografiske museum i Sankt Petersborg. Jeg elsker at gå rundt på museer og se på gamle kniplinger eller fine silkestykker syet sammen med silkebånd, som har taget syersken et år at sy i hånden. Af nutidige designere er jeg især inspireret af Alejandro Gómez Palomo fra Palomo Spain. Hans tøj er inspireret af forskellige historiske stilperioder, bl.a. renæssancen, med skørter og pufærmer og feminine dragter til mænd. Der har været historiske perioder, hvor glamour, farver, hæle og skørter har været opfattet som udpræget maskuline, så moden er virkelig foranderlig. Et andet tøjmærke, jeg har været interesseret i at følge, er Art School, som er London-baseret og kun laver nonbinære kollektioner.”

LÆS OGSÅ:  Freja Kirk: "Ja, jeg er en pige, men jeg vil måske også gerne lidt være en dreng"

Du identificerer dig selv som nonbinær. Hvad betyder det for dig?

“Jeg kom ud til mine venner og min kæreste som nonbinær for lidt over et år siden. Jeg bruger pronomenerne hen/hens, så det er sådan, jeg bliver omtalt af folk i min hverdag. Nonbinær er en betegnelse, der beskriver et spektrum af erfaringer, lige som det at kalde sig mand eller kvinde gør. Jeg har aldrig følt mig til rette inden for de eksisterende kønskategorier. Jeg har, så længe jeg kan huske, bedre kunnet identificere mig med nogle maskuline karakterer og måder at være på. Det var ikke noget, jeg så som et problem som barn, men som ung voksen begyndte jeg at tænke det som noget skamfuldt. Jeg kunne godt se, at der fandtes queer- og transpersoner, men jeg vidste samtidig ikke præcis, hvordan jeg burde have det for at kunne kalde mig noget andet end mand eller kvinde. Det var svært at tage et ord eller en kategori på mig. Men heldigvis er der mange miljøer, fx nogle grupper i LGBT Danmark, som er meget åbne over for, at du er søgende og uafklaret. Det tager tid at finde ud af, hvilket pronomen, du har lyst til at bruge, og om du vil beholde dit navn eller ej. Jeg er fx stadig i gang med en samtale med mig selv om, hvorvidt jeg vil hedde Ida fremover. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi ikke afkræver dem, der er i tvivl om deres kønsidentitet, at de nødvendigvis skal foretage alle ændringer samtidig. Det er en proces, der tager tid.”