Elektrohudpleje
SPONSORERET indhold

Er de elektriske apparater til ansigtet virkelig investeringen værd?

Der bliver lanceret flere og flere elektriske apparater, der skal forbedre huden og give den en opstrammer. Det er smart, for så kan du optimere din hudplejerutine derhjemme. Hvis altså det virker? Eurowoman kræver svar.

Af: Marie Lodberg Foto: Hördur Ingason
22. mar. 2022 | Mode | Eurowoman

Det er aldrig for sent at optimere din hudplejerutine – fx ved at tilføje elektriske aggregater.

“Hvorfor skulle jeg dog det?” spørger du måske.

Det spørger skønhedsredaktøren sådan set også sig selv om og sender derfor spørgsmålet videre til to eksperter. Er de elektriske apparater tiden og investeringen værd?

“Vi gør alt for at lure de professionelle skønhedsbehandlere af, og netop apparater med strøm kan give følelsen af at få lidt af den professionelle behandling med hjem og ikke mindst tage sagen i egen hånd, når det passer dig bedst,” siger Anette Kristine Poulsen, der står bag bogen Seriøst bedre hud og skønhedsplatformen Beautyspace.dk – og i øvrigt er en af Danmarks største hudnørder.

LÆS OGSÅ: Skønhedsredaktørens februarfavoritter: ”Hvordan har din hud det, egentlig?”

Microcurrent

Et af de hurtigst voksende skønhedsbrands, når vi taler elektriske apparater, er den svenske tech-startup Foreo, der blev grundlagt af Filip Sedic i 2013. Han lancerede først den elektriske rensebørste Luna, og siden er både LED-lysterapi- og microcurrent-apparater kommet til. Det ville være utroværdigt at kalde Foreos general manager, Maria Lundtang, for en uvildig kilde, men Foreo er uomtvisteligt ét af de mærker, der har mest erfaring og succes på markedet.

“Et af de største trends i 2021 var microcurrent-apparater, som kan styrke hudens mikrocirkulation samt stimulere huden og musklerne. Det toner og giver dit ansigt et løft og er en god idé for alle, der ønsker at forbedre huden og reducere linjer og rynker. Ligesom træning for kroppen er ansigtsfitness nødvendigt for at aktivere musklerne i dit ansigt og holde dem i form,” siger Maria Lundtang.

Microcurrent-apparaterne sender lavfrekvent pulserende strøm ud af metaldimser, der placeres mod huden og aktiverer dens celler og musklerne i ansigtet samt kollagenet og elasticiteten. Maskinen, som skal bruges sammen med en oliefri gelé, så strømmen ledes ned i huden, føles som en let snurren, og behandlingen bør foretages en-to gange om ugen. Anette Kristine Poulsen klapper i sine hænder.

“Jeg er pjattet med microcurrent, og min begejstring blev ikke mindre, da jeg for nylig lavede en uvidenskabelig test på mig selv, hvor jeg kun brugte strømapparatet i højre halvdel af ansigtet i nogle uger. Den venstre var uberørt af strømbølgerne. Efter en uge, og i klart morgenlys, spurgte jeg to venner, om de kunne se forskel. Om en af siderne så mere løftet, fyldig og frisk ud end den anden? “Er du gal, du er markant opløftet i højre side,” lød dommen fra først den ene, så den anden. Som med alt andet er det jo bare vigtigt at holde sig for øje, at microcurrent fungerer som løb og tandbørstning – midlertidigt. Det skal holdes ved lige. Og hey, det gode er jo, at man ikke er ude i at pille ved mimik eller andet,” siger Anette Kristine Poulsen.

Rensebørste

Det mest simple elektriske værktøj til badeværelset er rensebørsten. Den skal bruges sammen med dit renseprodukt og renser effektivt i bund samtidig med, at den giver huden glød, fordi den er med til at stimulere blodcirkulationen. Faren er, at du kan komme til at overrense huden.

“Hvis man skal sige noget positivt, er det, at nogen lettere får renset hud med sådan et apparat, hvis de nu ikke synes, det er særligt sjovt. Jeg er ikke stødt på overbevisende studier, der dokumenterer, at elektrisk renseri forbedrer huden, men det giver velbehag, for du stimulerer jo blodcirkulationen. Det gør du i øvrigt også med en svamp eller en vaskeklud,” siger Anette Kristine Poulsen.

LÆS OGSÅ: Her er 5 problemknusere, dit hår nødigt vil undvære

Lysterapi

Sidst, men ikke mindst, er der lysterapien, som i flere årtier er blevet brugt medicinsk til bl.a. at hele sår og udjævne ar. LED-lys er sat i verden for at gøre kål på rødme og hudinflammation og mindske pigmentpletter, ar og rynker. Det sker ved at det særlige lys stimulerer hudens egen produktion af kollagen og fungerer som en form for hjælp til selvhjælp, hvor huden vil forsøge at hele og booste sig selv. Det anbefales at gøre brug af lysterapien tre gange om ugen. Anette Kristine Poulsen er dog ikke overbevist.

“Jeg selv har ikke rigtig praktiseret det, fordi der findes lidt modsatrettede meldinger på lysområdet – altså, at for meget lys i værste fald kan have modsat effekt som for meget UV-lys, og jeg er et brændt barn af solen,” siger hun.

6 gode produkter til huden

Produkter.jpg

Store vaskedag

Det første produkt Foreo lancerede, var den elektriske vandtætte rensebørste, som siden er blevet solgt i mere end 20.000 eksemplarer. Alle Foreos apparater kan tilsluttes appen Foreo For You med et personligt hudplejeprogram. Brug børsten med en fed rens, så apparatet glider, og huden bliver masseret godt.

Luna 3 fra FOREO, 1.499 kr.

Ginger Cleansing Oil fra SKIN REGIMEN, 290 kr.

Dansk mester

Er du et researchdyr, er du måske stødt på NuFaces microcurrent-apparat til 2.500 kroner. Det behøver ikke være så kostbart. Danske Amazing Space har lanceret en maskine, der klarer opgaven til en tredjedel af prisen. Brug den gerne sammen med deres Moist Explosion, som giver masser af fugt.

Amazing Microcurrent Skin Stimulator fra AMAZING SPACE, 695 kr.

Moist Explosion Intense Facial Cure, 850 kr. for 10 ampuller

Lad der blive lys

Det ligner noget fra Star Wars, lyssværdet, som er en kombination af microcurrent- og lysterapi og giver lavfrekvent strøm, der træner musklerne og løfter bindevævet. Og så giver lysbølger blodcirkulationen et puf og får gang i kollagenet. Acne, rosacea og pigmentforandringer kan også have gavn af lyset.

SKINlift EMS fra MEDICOLINE, 1.195 kr.

Guldbar

Belagt med intet mindre end 24 karat guld hjælper den forstørrede kuglepen-agtige maskine med indbygget batteri med at massere huden og få et hævet morgenansigt til at se mindre forsovet ud og giver røde kinder og hud med glød.

Gold Sculpting Bar fra JILLIAN DEMPSEY, 1.600 kr.

Anbefalet til dig