Marie Louise Tuxen Eurowoman

Foto: Tine Bek Kroppen er god ved forfatter Marie Louise Tüxen. Den bærer hende som en true champ.

”En stor del af mig sidder fast i et forældet skønhedsideal fra 90’erne”

Marie Louise Tüxen er 45 år og midt i livet, hvis vi er optimistiske. Og så er hun forfængelig, og det må man gerne være. Forfatteren og podcast-værten på Om søndagen græder vi, som hun styrer med Hella Joof, sætter ord på sit forhold til den stadig spændstige krop og huden, der er blevet løsere. Hun har smidt skammen og insisterer på stadig at eje en erotik.

"Kroppen spiller en ret stor rolle i mit liv, hvis ikke ligefrem hovedrollen. Jeg kigger på den, jeg mærker den, og den ejer tit sandheden om, hvordan jeg har det. Jeg ser, hvordan den forandrer sig, at huden ændrer sig. Min krop er sund og stærk, og den værker ingen steder. Hele min ungdom var jeg enormt fokuseret på at være slank. Det hele handlede om at spise rigtigt, så jeg var tynd nok. Det ene måltid afgjorde det næste, og jeg blev vred på mig selv, hvis jeg følte mig for mæt, når jeg lå i sengen om aftenen. Jeg går stadig enormt meget op i at holde mig i form og forblive slank, men det er trods alt anderledes balanceret. Jeg spiser mere intuitivt, og jeg har stille og roligt opdaget, at jeg er taknemmelig for min krop. I virkeligheden har jeg skullet tilgive mig selv for ikke at være tilgivende over for min krop i så mange år. Også fordi den har båret mig som en true champ igennem al den tid, hvor jeg har peget fingre ad den."

LÆS OGSÅ: Mark Bryan: "Jeg formår at få kvindetøj til at se maskulint ud"

"Jeg erkendte i slutningen af mine tredivere, at det var usundt at gå så meget op i krop og mad og slankhed, som jeg gjorde. Det er jo ganske sent, og min figur betyder stadig meget for mig. Jeg tror virkelig ikke, at jeg er et undtagelsesmenneske, hvad det angår. Derfor siger jeg det højt. Fordi udseendet og den krop, vi kommer med, fylder meget for mange af os. Jeg giver det sprog, i mine digte og i podcasten. Dengang det kun var inde i mit hoved, var det meget mere ensomt og forkert. Jeg tror også, at jeg ligger over gennemsnittet i forfængelighed. Men ved at tale om det, føler jeg mig mindre forfængelig. Så bliver det mindre tungt stof, jeg bliver mindre skamfuld, og det fylder mindre. Måske kan andre ligefrem spejle sig og genkende sig selv, og så er der åbent for et helt selvrensende økosystem."

"Det har taget mig lang tid at acceptere, at jeg er så forfængelig. I mange år var jeg bange for, at folk ikke troede, at jeg havde noget begavet at sige, fordi jeg gik op i mit udseende. Som forfatter er det mere comme il faut med et anæmisk udtryk. Hvis du er i for god form og dullet op, som man sagde engang, har du ikke siddet længe nok ved skrivebordet på dit lille kvistværelse. Det er groft skåret, men stadig. I mange år har jeg tænkt det som noget svært foreneligt, at jeg godt kunne lide at blive brun om sommeren og bruge Piz Buin-olie og samtidig havde et brændende ønske om at blive forfatter."

"Da jeg nærmede mig 40, kom der et paradigmeskifte, og jeg måtte erkende, at nu handlede det mere om huden og at holde den ung. Det var, som om kravet om den slanke krop måtte vige pladsen for frygten for alderens indtog. Jeg begyndte i stedet for at tænke i mål og tal, at betragte kroppens silhuet og se hvor fint, de enkelte kropsdele passer sammen og tilsammen skaber et skønt rids af en kvindekrop. Jeg er egentlig godt tilfreds med min krop, som den ser ud i dag. Nu skal jeg så bare sørge for, at jeg ikke bliver for gammel at se på, det kræver et roligt sind og en vis mængde humor. Jeg er ved at acceptere, at jeg får et andet ansigt. Det gør vi jo, når vi bliver ældre. Samtidig hænger jeg i med kløerne for ikke at blive dømt ude. Sådan er det bare, lidt accept og lidt kamp."

Forfatteren anbefaler litteratur

  • Livet af Alice Munro: "Mage til magisk renhed, der enkelt skærer i dit kød, skal du lede længe efter."
  • Du kan alt af Christian Jungersen: "Endnu ikke udkommet, men glæd jer. Sådan en skriveproces på næsten 10 år bærer altså frugt."
  • Mit barn af Cecilie Lind: "Langdigt ud af skødet. Smukt og ætsende og blivende."
  • Tour de chambre af Tine Høeg: "Har først lige læst den og havde en brusende og rig oplevelse sprogligt, men blev også bare berørt."
  • En hårnål klemt inde bag panelet af Søren Ulrik Thomsen: "Lag på lag af erfaringer og sprog. Et helt liv sker på få præcise linjer."

"Når jeg kigger på mig selv som 45-årig, er lyset og vinklen afgørende. Jeg kan se flot ud, og jeg kan det modsatte. Engang tænkte jeg ikke over, at huden slipper knoglerne en smule og falder ud af sine ansigtstræk, når hovedet vender nedad. Når jeg bøjer min arm på en bestemt måde, falder huden i folden som plisseret pergamentpapir. Det er så hårdt, den måde elasticiteten giver op på og bare lader dig i stikken."

"Da jeg var yngre, løj jeg tit om min alder. Jeg syntes, det var fedt, hvis folk gættede mig yngre. Så gik jeg bare med den alder, de gav mig. Jeg kunne også selv finde på at skrue mig et par år yngre og fik et lille kick, hvis den gik. I mine mange år som single var det vigtigt for mig ikke at skære unge mænd fra. De kan hurtigt blive skræmte af en moden kvinde. Hele aldersløgn-manøvren handlede også om, at jeg var blevet skilt og følte mig kasseret og ulykkelig og derfor havde et enormt behov for bekræftelse. Men så fik jeg en kæreste og blev 40, og så begyndte det at blive mærkeligt at lyve sig yngre. Det er lidt som at opgive at sidde på en bar hver aften og først bagefter forstå, at du har siddet der langt over din besøgstid. Det er et billede, jeg løst citerer fra Søren Ulrik Thomsen."

"Jeg insisterer på, at selv om jeg ikke ejer ungdommen, kan jeg godt eje en erotik, have en stemme og klæde mig, som jeg vil. I mine yngre dage kunne jeg med lidt god vilje komme ind i et rum og eje det ved min blotte tilstedeværelse. Folk kiggede på mig, fordi jeg var ung, pæn og tiltrækkende. Jo ældre jeg bliver, jo mindre får jeg de blikke og retten til at påkalde mig ordet. Det mærkværdige er, at da jeg var yngre, var jeg rasende over kun blive opfattet som en krop, når jeg kom ind i et rum, uden at nogen ville høre, hvad jeg havde at sige. Nu kan jeg savne de dage, hvor en krop var alt, jeg skulle komme med, så var der hul igennem. Og hvis jeg så tilmed åbnede munden og sagde noget, tænkte de: “Wauw, hun kan også tale!"

"Det irriterer mig, at vi kvinder skal reduceres så meget, som vi indimellem bliver – også i forhold til mænd. Deres kroppe har tilsyneladende en længere holdbarhed. "Hvor er det cute med sådan en lille far-belly, han har fået! Og de der høje tindinger, så sexede! Sikke en dejlig stor grab, der sådan kan tage fat!" ville man sige om de mænd, der får pølsede fingre og bliver bamsebjørnede. Der er mere plads til, at deres krop forandrer sig. Vi er ikke vant til at feje dem af banen på samme måde."

LÆS OGSÅ: "Jeg elsker, hvordan g-strenge i sig selv jo egentlig bare er et stykke snor"

Hvad har du gang i?

  • Forfatter til bøgerne Jeg ser mig selv som rytmisk (2017), Helle Erobreren (2019) og Kød og fred (2020). De sidste to har hun skrevet med Anders Morgenthaler.
  • Podcastvært med Hella Joof på Om søndagen græder vi, der er en samtalepodcast med tilgivelse, ensomhedsfordrivelse og salt som kerneelementer. Hver uge sit emne, sin søndagssang og sin prosa.
  • Har desuden været manuskriptforfatter på Perfekte steder og natradiovært på Radio24syv.
  • Cand.mag. i Moderne kultur og kulturformidling og bachelor i Spansk fra Københavns Universitet.
  • Bor med sin 16-årige søn på Islands Brygge i København.
  • hendes kæreste bor i Karrebæksminde på Sydsjælland. De har været kærester i syv år med små indlagte pauseøer, som hun plejer at sige til dem, som spørger til længden af deres forhold.
  • Udkom med digtsamlingen Den sidste spiral 20. oktober. "Den sidste spiral handler om kroppen. Den handler om en kvinde, der hverken er ung eller gammel, ligesom mig. Hvilken rolle kan man som kvinde få på det her tidspunkt i livet? Eller tilrane sig? Krampagtigt forsøge at holde fast i? Måske handler Den sidste spiral mest af alt om frygten for at blive usynlig. Også for mænd. Og så handler den om erkendelsen af, at der er et hjørne i livet, der bliver det sidste. Digtsamlingen handler om midtvejsstedet i livet, hvor jeget er splittet og på den ene side tænker: "Ah, nu kan jeg begynde at gå i comfy sko lige om lidt, men samtidig holder fast med neglene i det, der var,"" siger Marie Louise Tüxen.

"Jeg vil gerne kigges på, og jeg vil gerne kigge på andre. Jeg elsker at kigge på mænd med veltrænede, klassisk skårede kroppe med brede skuldre og atletlommer. Her ligger min urattraktion, eller også er den strukturel, men de fleste af mine veninder kigger mere på mænd med fuldskæg, hvis overkroppe er rundere end understellet, så jeg tror og håber, at der er blikke til alle, og at det hele går op. Jeg kan heldigvis også skubbes. Hvis jeg taler med en mand, og han er sød og klog og sjov, bliver han smuk, selv om han, på papiret, ikke har en smuk krop. Så vild en bevægelse kan kroppen også udrette, når den hægter sig på sin allierede, hjernen."

"På en måde er jeg ærgerlig over, at en stor del af mig sidder fast i et forældet skønhedsideal fra 90’erne. Det er ligesom, når folk ikke udvikler deres musiksmag efter gymnasiet. Jeg hylder og lovpriser alle de mange slags kroppe, der findes, og jeg er glad for, at skønhedsidealet ændrer sig, og jeg ændrer mig med det, men jeg er langsom. Du kan ikke ændre lige så meget på en 45-årig dame, som du kan på en 17-årig kvinde på Ørestad Gymnasium. Jeg kan ændre min opfattelse af skønhed og idealer, når jeg kigger på andre kvinder i alle former. Det giver mig håb, alt det, der sker med diversitet og ægthed, men det er, som om jeg ikke kan få det til at gå i mit eget kød. Men jeg vil ikke stivne i form. Jeg vil gerne følge med og sætte mig ind i, hvad ungdommen laver, og hvorfor de hele tiden er på TikTok, hvor de danser til den samme mærkværdige sang? Jeg gør en indsats for at kigge mig omkring, så jeg ikke glemmer at optage ny viden. Og jeg læser – bøger og verden omkring mig. Jeg vil gerne opdateres uden at falde i den fælde, det er at prøve at tage unges sprog og former til mig. De kan ikke blive mine. Min søn er 16 og skater. Jeg ser skatevideoer, og jeg ved, hvor de gode spots er. Jeg sætter mig ind i hans liv uden at tro, at jeg skal tale gadesprog. Det kan jeg alligevel ikke pull’e off."

"Heldigvis er der noget, der er ret rart ved at blive ældre. Jeg bliver bedre til at være den, jeg skulle blive. For bare fem år siden havde jeg ikke turdet sige de lidet flatterende ting om mig selv, at jeg kan lyde overforfængelig. Det ville jeg ikke have haft stamina til at formulere tidligere i livet. Jeg var bange for, hvad I andre skulle synes om mig. At I ville veje mig, og at jeg ville blive fundet for let."

"Ligesom alle kroppe skal have lov til at være her, så må jeg også have lov til at være her med al min forfængelighed og min lyst til at sværte rød læbestift på uden, at vi skal diskvalificere mig på grund af det. Det ville være uudholdeligt, hvis alle var så forfængelige som mig, og jeg ved godt, det er noget, man kan støde sig på. Det er jo også mest, fordi jeg er bange for at forsvinde og blive usynlig for jer alle sammen, irrelevant, det er det, der ligger under behovet for pænhed. Huden er bare vores hylster og en stor overflade, og dybde er vidunderligt, jeg forstår det med alt, jeg er, så en samkøring af de to er superfedt. Der skal komme noget godt ind; når vi spiser, tager en indånding, kysser, læser eller ser en film, alt hvad vi suger ind. Men det er altså også rart at smøre huden ind i creme og se den glinse."

LÆS OGSÅ: Makeupartist Pat McGrath: "Det er det ultimative trick bag alle mine looks"

Smagsprøve på Marie Louise Tüxens nye digtsamling, Den sidste spiral

Jeg stod ved en kagebuffet og
takkede nej til et stykke gulerodskage.
Min kæreste havde lige takket ja og
og sagde
Hun er på kur
til kvinden der bød
hendes øjne havde hvilet længe på ham
hun havde selv bagt kagen.
Min sødmefulde hævn må blive at huske mig fri
af disse 30 sekunders magtrokade.

Tidligt forstod jeg
det er vigtigt at være smuk
smuk hænger endnu sammen med slank
smuk hænger endnu sammen med ung.
Min første kæreste troede jeg var dum fordi
jeg havde store bryster.
Det er løgn!
Nej.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kropsidealer, Kroppen og Bøger