Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Marie Jedig
Foto: Luka Roné Marie Jedig i vintagekjole og hårspænde købt på Ebay.

Marie Jedig: "Det holder altid og er hverken for kedeligt eller vildt"

Marie Jedig, 26 år, influencer og blogger på Mariejedig.com. Det er alt, du behøver at vide om den skønne kvinde, der oprindeligt kommer fra Næstved, men i dag er bosat på Nørreport i København - hun har en garderobe, og et hjem, vi kun tør drømme om. Kom med!

Pompøse frakker, blomstrede kjoler og sjove spænder. Influencer og blogger, Marie Jedig, har en vidunderligt legende tilgang til mode. Til hverdag hopper hun typisk i yndlingsstrikken med ballonærmer fra Ganni og et par klassiske jeans.

LÆS OGSÅ: Vi tør godt love dig, at denne Nelly-sko bliver en Instagram-favorit

Marie Jedig

Sko fra Prada og ­taske fra Louis Vuitton.

Stil

Min stil er ligesom jeg selv; ret intuitiv. Jeg klæder mig altid på efter humør, og så elsker jeg at mikse stilarter og perioder for et unikt look.

Inspiration

Mine veninder har alle sammen sindssygt god smag, og jeg tror, vi inspirerer hinanden meget på kryds og tværs trods forskellige æstetiske idealer. Derudover henter jeg meget inspiration fra film og instagram.

Marie Jedig

Marie Jedig i vintagesæt fra Chanel, strømper fra Gucci og sko fra Prada.

Hverdag

Et par blå jeans med en chunky, farverig strik og sneakers til. Det holder altid og er hverken for kedeligt eller vildt. Jeg hader at føle mig begrænset af det tøj, jeg har på og vægter derfor komfort højt.

Fest

Til fest går jeg gerne lidt mere sexet klædt, helst i kort kjole og lange støvler.

Marie Jedig

Nederdel fra Saks Potts og kjole fra Realisation Par.

Mest og flest

Striktrøjer og jeans, netop fordi de afgør min “uniform” og er så super nemt at have på og kan kombineres på kryds og tværs.

Igen og igen

Gannis striktrøjer med løse sømme og ballonærmer ejer jeg i fire forskellige farver – og jeg planlægger at udvide samlingen, når der kommer nye farver. De er varme, lækre at have på og nemme at style.

Marie Jedig

Marie i yndlingsstrikken fra Ganni og jeans fra Levi’s.

Undertøj

Jeg er fan af blødt bomuldsundertøj i pastelfarver og køber meget af mit undertøj på ferier eller fra Sloggi.

Jeans

Det er en kliché, men Levi’s 501’eren går du aldrig galt i byen med. Fittet er godt, og de fås i alle farver.

Marie Jedig

Taske fra Chanel og jeans fra Levi’s.

Sko

Til hverdag gør jeg mig mest i sneakers, særligt New Balance og Nike. Til fest kan jeg godt lide at dresse mere op og elsker langskaftede støvler med en bred hæl. Jeg er generelt set dårlig til tynde hæle, da det begrænser min danselyst.

Smykker

Da jeg har mange tatoveringer og piercinger i ørerne, bliver andre smykker hurtigt for rodet til hverdag, men til fest kan jeg godt stikke et par statementøreringe i ørene.

Marie Jedig

Blå øreringe fra Céline, guld fra Victoria Mingot og ur fra Rolex. Spændet er vintage.

Tasker

Jeg kan godt lide små tasker med meget plads, og min Chanel 2.55’er i forskellige farver ryger oftest over skulderen.

Altid i tasken

Pung, nøgler, telefon og høretelefoner. Jeg går rundt mellem møder og elsker at høre musik mellem mine aftaler.

Marie Jedig

”Min Large Bayswater fra Mulberry betyder noget særligt for mig, den vil jeg derfor aldrig skille mig af med. Jeg fik den i gave af mine forældre som tak for hjælpen ved min søsters sygdomsforløb.” Frakke fra Saks Potts.

Shopping

Med tiden er jeg blevet god til at undgå impulskøb. Jeg går altid med mavefornemmelsen, men det kræver altså et par impulskøb engang imellem. Større køb overvejer jeg altid længere, men hvis noget føles rigtigt, er det som regel en god idé at slå til, særligt når størstedelen af mine køb er secondhand.

Budgettip

Basisvarer, særligt T-shirts, køber jeg helst fra highstreet-butikker. Uniqlo har f.eks. den bedste basis T-shirt. Jeg prøver så vidt muligt at undgå trend-køb i highstreet-butikker, da jeg hurtigt bliver træt af dem, og de derfor bare ender med at fylde i garderoben.

Marie Jedig

Kjole er vintage, strømper fra Mads Nørgaard, spænde er købt på Ebay.

Butikker

Time’s Up Vintage har et skønt udvalg af luksusvarer og udvalgt secondhand, men ellers er jeg glad for udvalget hos Holly Golightly og Storm.

En rejse værd

Chanel! Hver gang, jeg er på storbyferie, ryger der gerne noget Chanel med hjem. Undertøj køber jeg også gerne fra markeder i Sydeuropa.

Marie Jedig

Kjoler fra Saks Potts og vintage.

Min største samling

Jeg ejer simpelthen så vulgært mange hårspænder, at det næsten er svært at få dem alle sammen brugt.

I foråret skal jeg have mere af

Selvom min samling allerede er stor, så kan man altid bruge smukke kjoler i forskellige prints. Jeg elsker at gøre scoops i genbrugsbutikker, og særligt kjoler kan man finde nogle fantastiske udgaver af her!

Marie Jedig

Nogle af Maries skønhedsfavoritter. Ring fra Tom Wood og øreringe fra All Blues.

Bedste køb

Mine Chanel velcro sandaler, de er både praktiske og super cool.

Seneste køb

Mit seneste køb er et fotografi til lejligheden af kunstneren Michel Comte, som jeg har haft et godt øje til længe.

Marie Jedig

Maries seneste køb, fotografiet af kunstneren Michel Comte. Sko fra Chanel og Gardenia.

Mest opsigtsvækkende køb

Alle mine jakker skiller sig nok ud fra mængden. Om vinteren udgør dit overtøj hele dit outfit, og jeg har derfor købt en del opsigtsvækkende overtøj gennem tiden. Særligt mine farvede pelse fra Saks Potts tiltrækker opmærksomhed!

God stil

Gå med mavefornemmelsen, og sæt komfort først.

Marie Jedig

Jakke fra Miu Miu og støvler fra Louis Vuitton.

Se, hvad vi ellers skriver om: Stil, Design, Jeans og Secondhand