Marie Lodberg

Foto: Dennis Morton Skønhedsredaktør Marie Lodberg reflekterer over 37 år med cremer.

Skønhedsredaktøren: “Da Kardashians gik til højre, gik jeg til venstre”

Hudpleje og makeup forskønner og gør det muligt at tjekke ud af leverpostejen. Eurowomans skønhedsredaktør Marie Lodberg ser tilbage på sit 37-årige liv smurt ind i creme.

Det startede med en makeuppung i lilla satin. I den lå en blå glaskrukke med sort låg og hvid creme, en lyserød læbestift pakket ind i et blanksort hylster og en flad guldæske, som gemte på øjenskygger inddelt i små firkanter med turkis, flaskegrøn og syren, med og uden perlemor. Det var i 1989, min 6-års fødselsdag, og makeuppungen var en fødselsdagsgave fra min mors veninde. Hun havde kort hennarødt hår og akupunkturnåle langs ørerne. Hun havde selv rørt cremen med rosenolie, og læbestiften og øjenskyggepaletten brugte hun alligevel ikke.

Cremen var som smør i solen og meget mere eftergivende på mine kinder end Nivea-cremen fra den blå dåse, min mor smurte mig ind i efter karbadet hver aften. Læbestiften og øjenskyggerne duftede støvetpudret. De har sikkert været lidt for gamle. Who cares? I mine næsebor duftede de dyrt. Det var farver – til at male ansigtet med. Som hverken lignede ansigtsmaling eller penalhusets hårde, hidsige tusser. Stiften var rund som pastiller, og øjenskyggen kunne bygges op som akvarel. Jeg har højst sandsynligt lignet klovnen fra Cirkus Benneweis, men i spejlet så jeg dét, jeg gik efter. En fin dame. 

LÆS OGSÅ: Charlotte Torpegaard: "Det er ligesom at få en ansigtsbehandling dagligt"

Jeg begyndte at gå i klub efter skole, og selv om jeg ikke havde oplevet varme armhuler endnu, var det tid til at bruge deodorant. Der var kun ét mærke: Date. Til gengæld var der i hvert fald tre at vælge imellem. Duften var ikke afgørende. Det var farven på flasken og billedet af kvinden på etiketten. Den lyseblå og kvinden med det lange, lyse hår, den røde og kvinden med det lange brune hår og den orange og kvinden med det lange krøllede hår. Skønhedsindustriens arketyper, det pauvre udbud af skønhedsidealer. 

Hvem var jeg… i dag? Omtrent samtidig begyndte jeg at bladre i de små, tykke postordrekataloger, der blev smidt ind ad brevsprækken. På en af de kulørtknitrende sider lokkede Oriflame med en velkomstgave; en fold ud-makeup-palet med læbestift, pudder, kindrødt, øjenskygge og små applikatorer med skumdutter, der lå i ske. En makeup-schweizerkniv, og hvem kan undvære sådan en? 

Efter en del plageri fik jeg overtalt min far til at investere i mig og min skønhed. Det fortrød han mange gange siden. Vi ved alle, at det kræver vedholdenhed og udholdenhed at opsige et abonnement, så hver måned afleverede postmanden pakker med et udvalg af obskure skønhedsprodukter, ingen af os havde brug for. 

LÆS OGSÅ: Essay: ”Jeg er fra en tid, hvor kvinder barberede ben, og hårløse var mine ben den sommer på Enø i 2014”

Gymnasietiden på Esbjerg Statsskole betød fredagsbar og modemagasinlæsning. ‘Smokey eyes’ var et uundgåeligt fænomen og optrådte cirka lige så ofte som ‘musthave’. Jeg udnævnte mig selv til klassens hår- og makeupartist, og veninderne satte sig i stolen med Harboe Pilsner og blå King’s, mens jeg penslede løs på øjenlågene, flettede på fransk og sprøjtede efter med Elnett. “Skal vi ikke bare tale hår, makeup, tøj og drenge?” var den sætning, jeg brugte, hver gang samfundsfag på højt niveau begyndte at diskutere BNP og venstrefløjspolitik. Det var også den sætning, der stod tilbage i vores blå bog, som var det min gravskrift. Makeuppen var bedst, når den blev indkøbt i MAC i Magasin, når weekendturen indimellem gik til København. Eller i himlen, den kæmpestore Sephora på Champs-Élysées, på den årlige tur til Paris.

Her tronede overdimensionerede Chanel- og Dior-flakoner i den tårnhøje reol ved indgangen, hvor personalet i sort-hvid-uniform stod klar med små indkøbskurve i stål. Den røde løber var altid rullet ud, helt ud på boulevarden, og for en stund blev mine gennemsjoskede Adidas Superstar byttet ud med et par imaginære Louboutin’er. Det blev ikke smartere end røde såler dengang. Det var inden internettets hylder kunne tilbyde alt, hvad verden indeholder af cremer og makeup. I Sephora var de bedste produkter samlet, og hvert og et af dem havde deres berettigelse i verden, hvis de selv skulle sige det. De lå bare der, på række, i deres æsker og ventede på at blive opdaget og få deres potentiale foldet ud. 

Makeuppen havde stadig min interesse, men huden skulle nu ikke bare se ud. Den skulle også have det godt. Da jeg flyttede hjemmefra og begyndte på universitet i Aarhus, blev jeg selvsagt også den daglige ansvarlige for mit velbefindende.

 Jeg fik en hjælpende hånd fra Biotherms blå showergel og fed kropscreme fra Tromborg, som agerede aromaterapeutiske lykkepiller. Ansigtet blev behandlet med Cliniques tretrinssystem, den faste sæbe i lysegrønt etui, den lyserøde skintonic og lysegule creme. 

Rynker eksisterede hverken i mit ansigt eller vokabular. Jeg sprøjtede krop og håndled med Dolce & Gabbanas Light Blue. Min og alle andres signaturduft. Creme- og duftritualerne satte en ydre ramme for en indre heftig dialog. “Hvem vil du gerne være, når du bliver voksen?” spurgte jeg mig selv. “For det er vel nu?” svarede hovedet tilbage. Jeg havde ikke tid til at svare, for så kaldte København. Flyttebilen fragtede mig til voksenlivet inklusiv fast arbejde som journalist på et modemagasin, hvor neglelak ikke var noget pjat, men noget man jagtede. Den sæson Chanels jadegrønne lak blev lanceret, var det med at stå klar ved makeupstanden, så neglene, som nogle af de første, kunne blive malet Chanelsk. Var der ikke råd til den kviltede taske, kunne lakken sørge for en billig luns af det franske modehus. Jeg fik aldrig fingre i den jadegrønne. Men et år eller to senere, da den grønne nu skulle være khaki, og jeg havde fået lagt den spejlblank og greb om Espresso Martinien i Kødbyen, var der styr på det. Udenpå. 

marie essay.jpg
Engang var skarpt optegnede læber, højt hår og Louboutin det smarteste i verden. Se selv på Mary-Kate og Ashley Olsen tilbage i 1994.

Jeg hoppede aldrig med på contouring-tendensen. Da Kardashians gik til højre, gik jeg til venstre. Jeg smurte ansigt og krop ind i fede olier og nærende creme og børstede brynene. Ikke så meget ballade. 

Sådan er det stadig. Min hud har det bedst, hvis den bliver renset med pHformulas E.X.F.O. Cleanse, selv om jeg synes, navnet er irriterende, plejet med gode, gamle Bioeffects serum og er netop i gang med at teste The Cream fra Augustinus Bader. Gode sager. Hvis gløden er ikke-eksisterende, snyder jeg mig til den med Chanels ikke-foundation-foundation Eau de Teint, og står det helt skidt til, trækker jeg opmærksomheden væk fra huden og hen til munden, som får et par dup med Guccis nye klædelige læbestift i farven René Pink. For den barnlige glæde ved at få et nyt skønhedsprodukt mellem hænderne er stadig intakt. Hvad gemmer sig bag etiketten og det polerede ydre? Hvad er dets superkraft? Er det en duft af citrongræs, der kan sende mig tilbage til ferien i Vietnam? Eller en highlighter med den rette rosa nuance, der kan fange lyset, uden at kinderne danser disco? Det kan man godt have brug for, skulle jeg lige hilse at sige.

LÆS OGSÅ: Her er produktet fra Glossier, som flere har ventet på

For halvandet år siden blev jeg mor, og selv det mest spændstige serum kan ikke hive kinderne tilbage, hvor de kom fra. Men det er det smarte ved skønhedsprodukter. De tror måske, at de kun er sat i verden for at forskønne huden. Der tager de fejl. Når jeg er grundtræt af at tørre indtørrede leverdrengshapsere af Tripp Trapp-stolen, går jeg ud på badeværelset, lukker døren og åbner skabet.

Jeg vender og drejer krukkerne, flaskerne og flakonerne. Omarrangerer dem efter kategorier, størrelse, farve, hyppighed og brug. Man er vel jomfru i stjernetegn og har en udvidet sans for orden. Ikke at jeg tror på den slags. Overhovedet. Åbner låget, dufter, smører creme på håndryggen, underarmen, panden, sætter låget på igen. Prøver en parfume, jeg havde glemt, jeg havde. Børster håret. Lægger en maske og farver mine øjenbryn. Sætter mig på toilettet med bryn som dræbersnegle og stirrer på et punkt, der ikke findes. Jeg ligner sikkert Benneweis’ klovn. Helt sikkert en træt dame. Who cares? 

Se, hvad vi ellers skriver om: Skønhed, Trends og Livsstil