Nina Larsen
SPONSORERET indhold

Makeupartisten afslører, at dette er makeupfejlen, som flest begår

Nina Larsen, der står bag bogen ”Ikonmakeup”, har lagt makeup og sat hår på nogle af Danmarks smukkeste stjerner som Sofie Linde, Sarah Grünewald, Nabiha og Mette Lindberg. Her giver hun gode råd om hud og makeup og fortæller om beautybrølere og fine forbilleder.

Af:: Camilla Haldrup Foto: Morten Tonsberg, Sarah Hesselbo og PR.
07. dec. 2021 | Mode | ALT for damerne

1. Hvad er hemmeligheden bag en smuk makeup?

"Den rette hudpleje er helt afgørende, og jeg vil derfor klart anbefale at rense huden hver morgen og aften og at bruge en god creme, der passer til hudens behov. Det er også en rigtig god idé at give huden en peeling et par gange om ugen for at fjerne gamle hudceller og eventuelt en ansigtsmaske efter din huds behov."

"Der findes et væld af produkter som serum, øjencreme, olier, tonere og specialprodukter på markedet, men essensen af en god hudpleje er altid rens og fugt afstemt efter hudtype. Genetik, hudtype og livsstil spiller væsentligt ind på din huds sundhed livet igennem, og derfor er det også vigtigt at være opmærksom på at opretholde en afbalanceret livsstil med sund kost, masser af vand, motion, velvære og glæde. En anden vigtig faktor for at holde huden smuk og sund er at undgå forurening og overdreven solbadning."

2. Hvilke makeupfejl begår mange af os?

"De hyppigste makeupfejl er små fejl, som faktisk kan have ret stor betydning for resultatet. Den klassiske er, at brynene gøres alt for mørke i forhold til helhedsudtrykket. Når man vælger en brynblyant eller tusch, er det vigtigt at bruge en tone, der matcher det naturlige bryn eller en halv tone lysere. Tegn kun brynet op dér, hvor der er behov, og undgå at tegne for meget direkte på huden. Afslut med at børste brynet i form, og brug eventuelt en øjenbrynsgelé for at fastholde formen."

LÆS OGSÅ: Harry Styles lancerer skønhedsmærke: ”Jeg vil få folk til at føle sig smukke”

"En anden klassiker er at vælge en for mørk foundation. Kontrasten ses hurtigt fra ansigt til hals. Det er smukkere at vælge en foundation, som matcher ens egen hudfarve eller er en lille smule lysere. Det tilfører et klart og friskt udtryk til dit udseende. Prøv foundationfarven på kæbebenet for at teste, om farven passer. Hvis du er i tvivl, kan du med fordel teste flere nuancer ved siden af hinanden."

"Det samme gælder bronzer, som er en af de helt store beautytendenser. Med bronzer er det især vigtigt at vide, præcist hvor du skal placere den. Ellers kan det ende med, at du kommer til at se alt for mørk ud, og hvis der er shine i bronzeren, vil du tilmed opnå et alt for glowy og glinsende resultat."

"Endelig ser jeg også mange, der begår den fejl at bruge den samme pensel til forskellige makeupprodukter. F.eks. bruger nogle pudderpenslen til bronzer og blush eller øjenskyggepenslen til både lyse og mørke nuancer. Det gør, at du ikke får det optimale ud af produkterne."

3. Hvad er dit bedste tip til en smuk vintermakeup?

"I vinterhalvåret har vi ofte brug for at bære mere makeup. Gløden fra sommerens sol er forsvundet, og huden kan synes bleg og transparent. En tendens, der fortsat dominerer her til vinter, er at give huden et naturligt glødende og ”dewy” udtryk. For at opnå dette kan du mikse et par dråber ”glow drops” i din ansigtscreme. Du kan også tilføre glød og vitalitet ved at fordele lidt solskinspudder i ansigtet med lette strøg med en pudderpensel."

"Foruden denne såkaldte ”no makeup”-trend byder vintersæsonen også på mere dramatiske tendenser som farverig øjenmakeup i nuancer af blå og grøn samt ”winged” eyeliner og sort grafisk kohl. Læberne fremhæves i røde og bærfarvede nuancer, både i glossy og matte udgaver. Ofte har man enten fokus på øjenmakeup eller læber, men i denne sæson er det også tilladt at have fokus på begge dele for at skabe et mere intenst vinterlook."

4. Hvordan lægger jeg en flot blush?

"Blush placeres som hovedregel på selve kindbenet eller på æblekinden – til tider i en udtonet mellemting mellem de to – afhængigt af ansigt, farve og ønsker. Farven og farvens intensitet har stor indflydelse på udtrykket."

"Du kan skabe et dramatisk look med mørkere og mere intense farver, et glowy look med gyldne farver eller et friskt, sundt look med ferskentoner eller lyse pink nuancer på æblekinden. Cremeblush giver et transparent og naturligt look, mens blush i pudderform giver et mere makeuppet udtryk. Husk at være opmærksom på at blende produktet godt ind i huden. Du skal også afstemme, hvor kraftig blushen skal være. Her er det en kæmpestor hjælp at lægge makeuppen i dagslys."

5. Hvordan får jeg læbestiften til at holde?

"For at kunne lægge en ensartet og holdbar læbestift skal læberne være velplejede. Mit bedste råd mod tørre, sprukne læber er at påføre en læbebalm og nænsomt skrubbe dem med en blød tandbørste. Der findes også peelinger til læberne, hvis du er mere til det."

LÆS OGSÅ: "For meget makeup kan få en til at se endnu ældre og mere furet ud"

"Den perfekt defineret læbe opnås ved at tegne den op med en læbeblyant, som holder farven på plads og giver holdbarhed. Start på midten ved amorbuen, og arbejd udad. Ønsker du en større læbe, kan stregen lægges en lille smule udenfor læben, men overdriv ikke, og følg altid formen på den naturlige læbe. Fyld til sidst ud med læbestift, dup med en kleenex, og påfør læbestiften én gang til – det øger holdbarheden."

6. Hvilket tip ville du give dit teenage-jeg?

"Hvis jeg som teenager bare havde været lidt mere bevidst, ville jeg ikke have plukket mine bryn så tynde og tegnet dem så kraftigt op. Det var en kæmpetrend på det tidspunkt. Jeg kender mange kvinder, som har lavet den samme fejl, og som aldrig har fået deres bryn tilbage, som de oprindeligt så ud."

I dag findes der heldigvis et bredt sortiment af makeup, serum, microblading og browlift, der kan give flotte resultater."

LÆS OGSÅ: 18 geniale makeuptricks til dovne piger

7. Hvem skal jeg følge på Instagram, hvis jeg gerne vil have makeupinspiration?

"Der er rigtig meget inspiration at hente ved at følge udenlandske stjerner, og ofte er det dem, der sætter beautytrenden. Nogle stjerner lægger endda ansigt til store beautykampagner. Her kan nævnes Kylie og Kendall Jenner, Gigi og Bella Hadid, Rosie Huntington-Whiteley, Kaia Gerber, Lucy Boynton, Anya Taylor-Joy, Elle Fanning, Jennifer Lopez, Lily Collins, Lady Gaga, Rihanna, Katy Perry, Miley Cyrus, Kim Kardashian, Beyoncé og Zendaya."

Hvis du søger specifikke makeuptips og konkret inspiration, vil jeg klart anbefale dig at følge professionelle makeupprofiler som @makeupbymario, @patmcgrathreal, @thevalgarland, @ctilburymakeup, @danessa_myricks, @hungvanngo, @trinnywoodall og @makeupbyariel.

Anbefalet til dig