sanne salomonsen
SPONSORERET indhold

Nu kan du få fingrene i rockdronningens garderobe

Hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen, sælger ud af sin garderobe, og du kan blive den heldige aftager.

Af: Julie Bruun Lund Foto: Franne Voigt og Caroline A. Bagger
26. nov. 2020 | Mode | ALT.dk

Uanset hvad din dåbsattest siger, har du højest sandsynligt skrålet med på 80’er-hits som 'Kærligheden kalder', 'Uden dig' og 'Hvis du forstod' – alle sammen sunget af hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen.

LÆS OGSÅ: Se Sanne Salomonsen skønne million-hjem: Nu er det sat til salg

Og mon ikke en lille del af dig også lod som om, du selv stod dér på scenen med heftig øjenmakeup, et stort vildt hår og iført læder fra top til tå?

Det har jeg selv. Stået dér og skrålet med.

Faktisk var jeg i min spæde ungdom så stor fan af sangerinden med de smukke katteøjne, at læderjakken, jeg fik i 1. g, blev døbt 'Sanne'.

Så da jeg så, at man nu har mulighed for at erhverve sig tøj og sko, der har tilhørt Danmarks ukronede rockmama, blev mit teenage-jeg naturligvis ellevild.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: Ting du ikke vidste om Danmarks rockmama

Deler du begejstringen, har du nu mulighed for at blive indehaver af sko eller tøj fra Sanne Salomonsens klædeskab.

I weekenden – nærmere bestemt søndag den 29. november 2020 – gør sangerinden det nemlig muligt at købe tøj og sko fra hendes garderobe. Tilmed solgt af rockdronningen herself.

Det sker alt sammen på Drømmecaféen i Dronningmølle, som har delt begivenheden på deres Facebook-side.

Siden da har tilslutningen været stor – også større end indehaver af Drømmecaféen Anne-Dorthe Liljedahl havde regnet med.

"Jeg tror både, at det er Sannes tøj, der trækker folk til, men også hende som menneske, og når folk hører, at hun selv kommer og sælger tøjet, siger de: "Jeg kan nok ikke passe tøjet, men jeg kommer alligevel for at sige hej," forklarer Anne-Dorthe Liljedahl til TV2 Lorry og fortæller samtidig, at der vil være et bredt udvalg af størrelser til salg.

Der vil være tøj fra størrelse 36 til 40 og 42 samt sko og støvler fra størrelse 38-40.

Arrangementet kommer til at foregå udenfor dog med mulighed for, at man kan prøve tøjet på inde i caféen. Der vil desuden være vagter til stede, som sørger for, at alle holder den corona-venlige afstand, det er påkrævet.

Læderjakken Sanne er endnu ikke blevet skiftet ud og bliver det nok heller aldrig. Skulle hun det, havde jeg uden tvivl taget turen til Nordsjælland i weekenden. Og måske tager jeg turen alligevel. Om ikke andet så for at få et glimt af den rigtige Sanne. Eller for at købe noget med frynser.

Skal du have noget med?

Anbefalet til dig