Kirsten Dunst og Pilou Asbæk skal spille sammen i ny film lavet af Rodarte-designerne.
SPONSORERET indhold

Dansk skuespiller spiller overfor Kirsten Dunst i ny Hollywood-film

Pilou Asbæk medvirker i filmen "Woodshock", der ud fra traileren at dømme bliver en dyster fortælling.

Af:: Mi Skjold Brix Foto: Getty Images
11. maj. 2017 | Mode | Eurowoman

En ny trailer har ramt internettet, og den har fanget hele verdens opmærksomhed. Én oplagt årsag er Kirsten Dunst i hovedrollen. Af mindre åbenlyse årsager kan nævnes, at ”Woodshock”, som den hedder, er instrueret af de to søstre Kate og Laura Mulleavy, der står bag det hypede, amerikanske mærke Rodarte.

LÆS OGSÅ: Balenciaga går all in på sort modehumor i ny modefilm

Det er deres debut i instruktørstolen, men ikke kun dette faktum er opsigtsvækkende. Her til lands vil det også interessere, at Pilou Asbæk medvirker i den syrede film, der ud fra traileren at bedømme giver mindelser om Lars Von Triers ”Melancholia”, hvilket folk også har været hurtige til at påpege på de sociale medier.

Filmen handler om Theresa spillet af Dunst. I en pressemeddelelse lyder det, at hendes rolle er ”en forstyrret ung kvinde, der styrter mod afgrunden i kølvandet på et massivt tab. Splittet mellem sit fragmenterede sind og de virkelighedsforvrængende virkninger af et potent cannabisstof”.

Ikke en beskrivelse, der bøjer handlingen i neon, men den skulle ifølge pressemeddelelsen være ”en hypnotisk udforskning af isolation, paranoia og bondefangeri.”

Det er ikke de to instruktør- og designersøstres debut i Hollywood. De er nemlig den kreative kraft bag Natalie Portmans kostumer i filmen ”Black Swan”. Dog ser det ikke ud som om, det er kostumerne, vi kommer til at sukke over i deres kommende film, selvom de selv har designet dem.

I traileren er alt, vi ser, Kirsten Dunst iført en hvid sommerkjole med knapper. Fin og simpel. Men altså ikke en bred vifte af inspirerende og bjergtagende konfektion, som vi så dem iklæde Portman.

Hvad du præcis kan vente dig af ”Woodshock”, kan vi ikke fortælle dig. Men hvis du er til film, der udforsker menneskets mørke afkroge, bliver du formentlig ikke skuffet.

Woodshock har premiere d. 15. september – det er endnu uvist, om det også gør sig gældende i Danmark.

Anbefalet til dig