Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Sylvia Earle: ”Mine forældre døde for mange år siden, men de er her stadig”

På tværs af brancher og verdener findes der et mål der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Hvis man ellers gjorde sig i kongelige inden for videnskaben, kan der ikke være tvivl om, at 81 årige havforsker Dr. Sylvia Earle ville befinde sig allerøverst i hierarkiet. Udover hendes rammende øgenavn – Her Deepness – er der en særlig aura omkring hende, da hun ankommer til settet for at få taget billeder til Rolex.

LÆS OGSÅ: Kvinder, du skal kende

Hun er nobel, elegant og indtager rummet med en dyb stemme, der tryllebinder. Hendes historier lyder som eventyr fra biologitimen – hun har boet under vandet 10 gange, opdaget hundredvis af nye arter og har fået opkaldt omtrent en halv snes efter sig. Midt i alt den romantik der omgiver hendes arbejde, ligger det, der vel nok er hendes største mission i livet: at minde verden om, at vi skal rede havene.

"Allerede som barn blev jeg forelsket i havet, men det, der virkelig har haft min opmærksomhed alle disse år, er eksistensen af selve livet," forklarer hun, mens hun tryllebinder alle omkring sig:

"Som art, der lever på land og indånder luft, har vi haft fokus på jorden i det meste af vores tilværelse. Vi er nu begyndt at værdsætte, hvor vigtigt havet er for den luft vi indånder, hver dråbe vand vi drikker og for at opretholde kemien på vores planet."

Om sin kærlighed til naturen som barn

"De første 12 år af mit liv tilbragte jeg i New Jersey på en lille gård med en lille sø og skove, hvor vi dyrkede det meste af vores egen mad. Det var en helt naturlig del af mit liv at være fuldstændig omgivet af naturen. Jeg husker, da jeg var tre år og var på stranden, hvor en bølge bogstavelig talt slog benene væk under mig og fangede min opmærksomhed, og hvor jeg så de kæmpestore dolkhaler, når de kom på land om sommeren. Jeg var dybt betaget af fuglene på himlen og nysgerrig omkring regnorme. Hvem var det, der levede under jorden? De var helt fantastiske. Muligheden for at være omgivet af liv, som børn der voksede op i byerne ikke havde, var en oplevelse, som jeg sætter stor pris på selv den dag i dag," siger Sylvia Earle og fortsætter:

"Min mor var kendt som fugledamen i vores nabolag – hun indsamlede fugle, egern, frøer, skildpadder, som var kommet til skade... ja faktisk alle slags dyr, som havde brug for hjælp. Hun ønskede at hjælpe dem med at komme til kræfter igen, så de kunne vende tilbage til naturen. Vi havde altid et eller andet dyr boende for at komme til kræfter. På et tidspunkt overvejede jeg at blive dyrlæge, noget med planter og dyr. Jeg vidste ikke hvad det hed, men jeg ønskede brændende at blive videnskabsmand. Jeg ville gerne være miljøforsker længe inden, der fandtes et ord til at beskrive det."

Sylvia Earle.

Om vigtigheden af at være nysgerrig

"Alle børn har en naturlig nysgerrighed. Det gælder ikke kun for mennesker, men også for hundehvalpe, kattekillinger, føl, fugle og fisk – alle slags fisk. Vi fødes ikke med kundskab, vi skal lære alting fra bunden. Det gode ved os mennesker er dog, at vi videregiver vores viden til de næste generationer. Vi ved nu, at jorden ikke er universets centrum, men Galileo blev sat i fængsel, fordi han tog sig den frihed at sige, at jorden ikke var centrum for alting. I dag anerkender vi ikke blot hans viden, men den viden de klogeste hoveder, der nogensinde har levet, har. Det er vores gave – at forstå, at vi er en del af naturen og ikke adskilt fra den," siger Sylvia Earle og fortsætter:

"Vi ved hvad stjerner er, og selv om der findes mange kloge arter, som deler denne verden med os – elefanter, delfiner, hvaler, katter, hunde, heste og nogle ret så kloge fisk, jeg kender til – så kan de ikke vide hvad stjerner er. De ved ikke hvor gammel jorden er, vi, derimod, kan regne ud, hvor længe mennesker har været en del af livet på jorden. Bakterierne har været her længere end mennesker, men de ved ikke, hvad vi ved – det er bare ikke muligt. Vi besidder denne helt specielle gave, og det er vores bedste trumfkort. Jeg elsker tanken om, at vi kan se gennem tiden og føre os selv tilbage til længe før, der fandtes dinosaurer, eller at forestille mig, hvordan verden så ud, da vores forældre var børn. At kunne forudsige, hvordan tingene vil se ud de næste 15, 500 eller 5.000 år – det er vores gave – at forstå, at vi er ét med naturen og ikke adskilt fra den. Vores liv afhænger af, at vi opretholder en planet, der ikke modarbejder os, hvilket betyder, at vi skal udvise respekt for alle livsformer."

Om aldrig at kede sig

"Jeg keder mig aldrig eller mangler noget at tage mig til. Man kan se på et blad, et myg, en bille eller en fisk og blive helt betaget. 'Hvordan blev disse skabninger skabt?' Havets mangfoldighed er overrumplende. Man ser på en søstjerne og opdager, at der findes hundredvis forskellige arter af søstjerner, alle med hver sin plads. Det er ganske menneskeligt: Vi har muligheden for at udforske steder. Uanset hvor nysgerrig en killing måtte være, vil den aldrig kunne dykke ned i havet. Og trods deres nysgerrighed kan delfiner aldrig blive astronauter. De vil ikke kunne komme ombord på en flyver," siger Sylvia Earle og fortsætter:

"Livets mangfoldighed og at være vidne til alt levende er et mirakel. Livet er et mirakel. Jeg er et mirakel. Det er vi alle. Vores eksistens er noget, der vil optage os, uanset hvad der ellers sker. Så længe vi lever, er der en grund til at have håb, en grund til at glædes."

Om at blive opfordret til at være eventyrlysten

"Mine forældre opfordrede mig til at være nysgerrig, og det at de gav mig friheden til at udforske ting på egen hånd og at tilbringe tid uden for sammen med mine brødre og de andre børn var vigtigt. Det var helt i orden at løbe ud og lege i skoven eller langs floden. Jeg stolede på, at de altid ville være der, og at jeg ikke ville komme i så store problemer, at de ikke altid ville være der for mig. Der var altid nogen der sagde, 'Det skal nok gå min skat.' Sådan har jeg det stadig. Mine forældre døde for mange år siden, men de er her stadig."

Om at være en del af historien

"Jeg husker, at jeg blev interviewet af Life magazine til en artikel om at leve under vandet i forbindelse med tektitprojektet. De nævnte, at der var intet af det, som mændene gjorder under vandet, som vi ikke kunne, med undtagelse af at få skæg. Der er selvfølgelig det med muskler, hvor mænd generelt er bedre udstyret til at løfte ting og svømme hurtigere osv. Men det handler mere om hjerne end om muskler, og en af de gode ting ved at være menneske er, at vi er i stand til at løse problemer. Du kan bare bruge din hjernemuskel," siger Sylvia Earle og fortsætter:

"Kaptajn George Bond, som var blandt pionererne inden for mætningsdykning, fortalte mig mange år efter tektitprojektet, 'Ved du hvad, du gjorde det godt. Du tilbragte mere tid i vandet end nogle af mændene. Du var lettere at omgås end nogle af det øvrige teams. Men du skal vide, at jeg ikke var modstander af at have kvinder ombord – jeg var modstander af have dig med.' Jeg spurgte, 'Hvad gjorde jeg?', hvortil han svarede, 'Du er mor, og der var risici forbundet med opgaven, og blot tanken om at en mor kunne komme ud for noget, ville have været altødelæggende.' Jeg svarede, hvad så med fædrene, hvortil han sagde, at det var anderledes. Sådan er indstillingen. Det giver en særlig glæde at se en ung kvinde, som deltager som ingeniør, og som holder hovedet højt og kroppen rank, når hun er sammen med fyrene, eller at se kvinder som skibskaptajner, ledende forskere på ekspeditioner, og at det ikke er noget, der bliver lagt specielt mærke til. Der er ingen, der siger 'Nå for søren, det er en kvinde der gør det!' Det hele skal blæses så stort op. Overskrifter som 'Sylvia sejler ud med 70 mænd.' Kvinder bliver kaldt for "aqua-babes", "aqua naughties" eller "aqua-belles". Fyrene er blot "aquanauts". De bliver ikke kaldt for "aqua-hunks"."

Sylvia Earle.

Om oplevelser, der aldrig blev til noget

"På baggrund af succesen med tektitprojektet fik jeg endelig muligheden for at ansøge om at blive blandt den helt særlige gruppe af mennesker, vi kalder for astronauter. Vores succes som dykkere var med til at bane vejen for, at kvinder kunne blive astronauter, da der er mange ligheder: det udstyr vi bruger under vandet og så handler det grundlæggende om udforskning. På det tidspunkt havde jeg små børn og mand – han kom ind i ægteskabet med tre børn, jeg selv havde to og sammen fik vi et barn, så der var dine, mine og vores. Det krævede simpelthen for meget at være astronaut. Jeg siger ikke, at jeg ville have klaret det, men jeg havde muligheden," siger Sylvia Earle.

Om at forblive optimistisk mens man kæmper for at beskytte vores planet

"Du skal kende til risiciene. Du skal kende til realiteterne, men miraklet ved vores eksistens er, at i det store himmelrum, er det jorden, som er vores hjem. Vi kan rejse uden for atmosfæren, hvilket nogle få har gjort, men ikke syv milliarder, eller ni eller ti. Vi skal slutte fred med livet på jorden og ideen om at beskytte de naturlige systemer. Vildmarken – den levende, oprindelige skov, de naturlige dybhavssystemer, uberørte floder, der ser ud som jorden gjorde, før menneskerne kom til – dette er værdifulde steder, som vil skal omfavne som afhang vores liv af dem, for det er i sandhed det, det gør. At være bevidst om det er et gennembrud. Vi troede engang, at verden var for stor til at tingene kunne gå galt, at uanset hvad vi fjernede fra havene eller skovene, ville der stadig være rigeligt tilbage. Selv da vi kunne konstatere tabet af træer, dyr og fugle, var det ok, for så længe vi som mennesker var ok, hvilken forskel ville det så gøre? Men nu begynder vi virkelig at forstå sammenhængen mellem vores eksistens og naturen. Nu har vi bevis for, at vores påvirkning af naturen rent faktisk udgør en trussel for vores eksistens. Det er en trussel for vores sundhed, økonomi og sikkerhed. Hvis vi vil kunne trække vejret, hvis vi vil have vand, der på magisk vis falder ned fra himmelen, og hvis vi vil have en temperatur, som mennesker kan leve under, så er det vigtigt at passe godt på naturen," siger Sylvia Earle.

Om at skabe en dyb sammenhørighed med andre levende væsener

"Jeg har haft fornøjelsen af at møde levende væsener, der blev født næsten samtidig med mig: elefanter og havskildpadder. På Midwayøerne bor der en fugl ved navn Wisdom. Hun lærte at flyve ca. samtidig med, at jeg lærte at dykke i 1950'erne. Som en fugl, der har levet mange årtier og fløjet hundredtusindvis af kilometer – mange tusind kilometer hvert år – har hun ligesom mig været vidne til fantastiske opdagelser og store tab. De kan flyve og se og være vidne til forandringerne. Der er færre fisk og færre blæksprutter at spise eller tage med tilbage til ungerne og hendes trofaste mage, som hun har haft hele livet. Plastik i havet fandtes ikke, da hun begyndte at flyve. Der var ingen flyvemaskiner. Der er kommet langt flere skibe på havet over de sidste 50-60 år. Hun ved, at tingene har ændret sig. Det er blevet sværere at finde føde. Hun ved ikke, hvad det er – disse lyse, skinnende plastikdimser, der flyder rundt i havet og slår fugle ihjel. Vi kan se, hvorfor forandringerne sker, men det gør hun ikke, og hun ved slet ikke, hvad hun skal gøre ved det. Men det gør vi, og det giver håb. Vi skal blive bedre til at passe på naturen," siger Sylvia Earle.

Om hvordan vi alle kan gøre noget

"Støt nationalparkerne. Foreslå steder, du holder af, både til lands og til vands som Hope Spots ved at henvende dig til Mission Blue. Få dine venner med på vognen, og kræv, at dem der bestemmer gør noget for at beskytte dyreliv, fugle og fisk. Vi er det mest domesticerede væsen af dem alle, men de vilde dyr er i store problemer. Hvis de er i problemer, er vi også. Få så meget viden som muligt — benyt dig af de nye læringsformer og fordyb dig i bøger. Gå sammen med andre, der også ønsker at gøre en forskel – i skolen eller i lokalsamfundet eller via Internettet. Brug de talenter, du har, til at udbrede budskabet – om det er inden for kunst, musik, eller hvis du er lærer, der underviser børn, eller er god til noget med ord eller tal. Alle kan gøre noget. Ikke alle kan gøre det hele, men alle kan gøre noget for at gøre en forskel," afslutter Sylvia Earle.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Miljø