Garbiñe Muguruza: ”Det var en svær periode, men da jeg vendte tilbage, var jeg utrolig motiveret”

På tværs af brancher og verdener findes der et mål, der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores fortsatte samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Sponseret indhold Af Leah Melby Clinton 11.jul.2018 Mode

Man behøver ikke at lede længe for at finde en historie om nogen, der har mødt deres idol, men at møde personen ansigt-til-ansigt og løbe af med sejren? Det lyder mere som en græsk myte end et højdepunkt i moderne sportshistorie.Garbiñe Muguruza, en 23-årig tennisspiller, som er født i Venezuela, men oplært i Spanien, er en heltinde fra det virkelige liv.

LÆS OGSÅ: Angelique Kerber: ”Det er rart, at de er der, men i sidste ende er man alene”

Da hun for første gang var i finalen i French Open i 2016, vandt hun over sit barndomsidol. Hun skjulte ansigtet i hænderne og faldt vantro om på banen, da sejren blev annonceret officielt. Vi taler med hende om, hvordan det føles at vinde en sejr, der ændrer ens liv, det, hun har ofret, for at nå dertil, og at der er meget andet i hendes liv end de kampe på to timer, som verden ser.

Garbiñe Muguruza tennis

Om at starte med at spille:

"Jeg var omkring tre år, da jeg begyndte at spille i Venezuela med mine to ældre brødre. De er 12 og 11 år ældre, så jeg var altid den lille. Når de spillede, sad jeg uden for banen og kiggede på, indtil jeg sprang ind på banen, greb en ketsjer og begyndte at spille. Jeg kunne ikke blive optaget på en tennisskole, fordi jeg var så ung. Jeg måtte vente et år, indtil jeg fyldte fire, før de ville optage mig. Tennis er ikke den mest populære sport i Venezuela, så vi flyttede til Spanien, da jeg var seks år. Mine brødre spillede ret godt, så vi startede på en skole og begyndte at spille mere professionel tennis."

"Vi flyttede til et andet land og vendte op og ned på alting på grund af tennis."

Om det eftermæle, de har skabt for familien:

"Jeg fulgte altid mine brødre. De spiller ikke tennis mere. De har deres karrierer og arbejder. De prøvede, men de kunne ikke leve af det, så jeg var familiens sidste håb. Vi går alle sammen meget op i tennis, men mine forældre har aldrig spillet. Hvis mine brødre ikke havde spillet, var jeg aldrig begyndt, og jeg ville aldrig være kommet til Spanien. Jeg ville ikke være den spiller, jeg er i dag.

"Den første turnering, jeg spillede, vandt jeg. Jeg var seks år. Så flyttede jeg til Spanien og i alle de turneringer, jeg spillede, var jeg virkelig god i min aldersgruppe. Det fik mig til at indse, at jeg kunne blive professionel. Jeg gjorde familiens drøm til virkelighed bare ved at spille for sjov."

Om ofrene:

"Det er så berigende at opnå succes inden for det, man går op i, at man ikke rigtig tænker over det, man opgiver. Når man er teenager, hænger alle ens venner ud et eller andet sted, mens man er nødt til at tage til træning. Man har et helt andet liv. Jeg tænkte, at hvis jeg arbejdede hårdt, ville jeg forhåbentlig blive den bedste, og så vil det her ikke betyde noget."

"Tennis er en meget individuel sport, og man er meget alene. Man rejser med sit team, men har ikke sin familie eller tætte venner omkring sig. Man skal klare svære situationer på egen hånd.

"Vi skal være meget omhyggelige og ekstremt krævende omkring alt, hvad vi gør. For hvis ens mål er at blive den bedste til noget, skal man gøre alting bedre end resten af verdens tennisspillere. Det er vigtigt at holde øje med, hvad man spiser, og hvordan man træner. Alt, hvad man foretager sig, skal være optimalt."

Garbiñe Muguruza tennis

Om at forstå de store øjeblikke:

"Når jeg vinder de store turneringer [såsom French Open i 2016], tænker jeg i de øjeblikke på processen. Jeg ser tilbage på min familie – vi flyttede til et andet land og vendte op og ned på alting på grund af tennis. Jeg er bevidst om, at jeg startede i en meget lille tennisklub i et sydamerikansk land, hvor jeg ikke tænkte over at blive den bedste tennisspiller. Med alt det jeg har været igennem indtil nu, er det at stå med det trofæ. Mine forældre var meget overvældet af følelser, fordi deres valg havde vist sig at bære frugt. De øjeblikke går så hurtigt, og man skal huske at stoppe op og nyde dem. Det går stærkt inden for tennis, og der er snart en ny turnering og nye forventninger. Alting ændrer sig hele tiden."

"Folk ser kun tenniskampen på to timer. Mit liv er meget andet end de to timer."

Om at overvinde udfordringer:

"For tre år siden blev jeg skadet. Skader er det værste for en sportsudøver, for man kan ikke foretage sig noget. Man må bare vente på, at ens krop heler. Det var en svær periode, men da jeg vendte tilbage, var jeg utrolig motiveret. Jeg var sulten. Jeg vandt en turnering med det samme, og jeg blev så glad, for jeg havde haft det rigtig skidt i de måneder, hvor jeg sad på en stol og ventede. Da jeg kom på banen igen, havde jeg så meget at komme med, at alting gik rigtig godt. Det var fantastisk."

Om at fejre med stil:

"Da jeg havde haft et godt år, ville jeg købe noget til mig selv. Jeg ville have noget, som kunne minde mig om det, jeg havde opnået, og dette fantastiske år. Jeg vidste lige, hvad jeg ville have. Jeg fortalte mine forældre, at jeg ville købe et bestemt ur. Da det blev jul, tog vi hen til butikken, og jeg vidste nøjagtig, hvilket ur jeg ville have – farven og det hele. Det har jeg altid vidst, for min far har et Rolex, og min mor har et Rolex, og da jeg skulle købe mit første ur, skulle det selvfølgelig være et Rolex."

Om at være en helt i sin hjemby:

"Publikum betyder meget, når jeg spiller i Spanien. De støtter mig, og jeg er helt oppe at køre, fordi jeg føler, at jeg er hjemme. Jeg spiller det dårligste tennis, når jeg er på hjemmebane, fordi jeg så gerne vil klare mig godt. Det er frygteligt – jeg bliver meget nervøs, og det tager noget tid at slappe af. Jeg tænker ikke på at være den første kvindelige spanske spiller til at komme i Grand Slam-finalen siden 2000. Jeg vil bare skabe min egen historie og yde mit."

Om at opbygge et brand:

"Jeg prøver altid ikke at overdrive. At være naturlig. [Redaktørens bemærkning: Garbine har en meget rost personlig app, som hun bruger som en slags Uber-Instagram.] Jeg gør kun ting, jeg virkelig føler for. Jeg tager min telefon og fortæller lidt om, hvordan jeg har det – jeg kan uploade nogle videoer, og folk kan følge mig. Det, folk ser, er kun en tenniskamp på to timer, hvor jeg kæmper og løber, og nogle gange bliver jeg frustreret. Mit liv er meget andet end de to timer. At gå ud og spille er faktisk den nemme del. Jeg ville gerne have, at folk så, hvad der ligger bag ved det, fordi det hårde er at træne og at rejse. Jeg bruger de her platforme til at vise folk, at der er andet end de to timers kamp."


Henter...