Tine Bay mistede det meste af sit hår i en gaseksplosion: "En del af min identitet sidder i håret"

Rigtig mange af os stiller os selv selv spørgsmålet, om vi skal få håret farvet eller bare omfavne sølvlooket, når de grå hår begynder at pible frem. For nogle sker det meget tidligt i livet, hvor det kan være svært at identificere sig med de grå lokker, men selv hvis det kommer senere, betyder det noget for selvbilledet. Vi har talt med tre kvinder i henholdsvis 30’erne, 40’erne og 50’erne, der alle har valgt at stå ved det grå look.

"Det meste af livet har jeg haft langt hår, men jeg har dog altid forbeholdt mig retten til at skifte hårfarve og stil efter behov og lyst. Jeg har således været ude i mange hår-”udsving” med brunt hår, kastanjerødt hår, sort hår, kort hår og glat hår. Jeg er dog som regel altid vendt tilbage til håret præcis, som det er. Lettere ustyrligt, langt og nærmest aldrig med to ens dage i forhold til krøl, spræl og hvirvler. Jeg har haft en hvid/grå tot i mit pandehår, siden jeg var i starten af tyverne. Den har stille og roligt vokset sig større og bredere. Og i resten af håret begyndte der at komme gråhvide stænk især i løbet af start 40’erne."

Læs også: Gun-Britt Zeller om alder og skønhed

"I 1995 deltog jeg i Miss World konkurrencen i Sydafrika, og da jeg vendte hjem og samtidig havde fundet ud af, at jeg var gravid, havde jeg brug for at gå lidt i ét med tapetet efter en del opmærksomhed fra både pressen og i mit lokalområde. Jeg farvede håret brunt og holdt op med at gå med makeup. Der blev det tydeligt for mig, at en del af min identitet sidder i håret, og at det er muligt at skrue op og ned for charmen via håret. Der gik ikke lang tid, før jeg vendte tilbage til hårets egen stil."

"I 2018 var jeg udsat for en alvorlig ulykke. En gaseksplosion, hvor meget af mit hår brændte af. Der blev det endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtigt håret er for min identitet. Jeg blev nødt til at få en frisør til at komme ud på hospitalet og redde de brændte rester. Ved den ulykke blev jeg forbrændt på 40 procent af kroppen med anden- og tredjegrads-forbrændinger og har for evigt fået store ar på især mine ben.

Læs også: Birgitte Raben Olrik: "Det er smukt, hvordan vi alle ældes forskelligt"

I processen med at lære at acceptere mine ben og fødders nye ”look”, traf jeg en forstærket beslutning om at stå ved den, jeg er, på godt og ondt. Mine ben har jo været nok igennem og har ikke brug for kritiske tanker, og da jeg efter ulykken også blev markant mere sølv- og gråhåret, blev det også en del af samme selvbillede og rejse: At stå ved den, jeg er – all inclusive. Jeg syntes egentligt også, der var noget modigt og sejt ved at lade sølvet skinne."

"Jeg er heldig, at jeg har utroligt meget hår, og det vokser ovenikøbet hurtigt, så det har ikke umiddelbart betydet så meget, hvis jeg i tidens løb har truffet et forkert hårvalg. Det er trods alt bare hår. Og når man har været tæt på at miste livet, bliver det nemmere at være taknemmelig for det, man har."