Chris Pedersen om Eurowoman: "Hun er alt andet end blank"

Slingback-sandalerne har firkantede snuder i det første nummer af Eurowoman fra 1998. Den dengang kun 14-årige skuespillerinde Laura Christensen er på forsiden, og hun har dem på inde i magasinet, hvor hun causerer over tilværelsens ulidelige lethed, når man er en blond teenager, der allerede kan skrive roller i tv-serier som Taxa, Riget og Strisser på Samsø på cv’et og nu skal forholde sig til at være kvinde overfor journalisten Maise Njor.

LÆS OGSÅ: Laura Christensen: "Jeg synes ikke, man kan sige, at der en 'rigtig' måde at være kvinde på"

Det er ikke helt let at svare på, for umiddelbart kommer hun til at tænke på en italiensk mama, der står i køkkenet rører i nogle “kæmpe gryder,” men “en rigtig kvinde er jo sådan én, der har karriere og familie og børn,” konkluderer hun i Gucci fra top til tå. Komplet med det nystrøgne hår, som Texas-designeren Tom Ford havde populariseret på catwalken i Milano.

Nogle sider længere inde i magasinet, efter artikler om sangerinden Kylie Minoque, lykkepillen Prozac og 24 fristende sextips, møder man igen de firkantede Gucci-snuder i en modeserie inspireret af den første scene af kultklassikeren The Usual Suspects, hvor et vidne skal identificere en mulig morder. Nu hedder de mistænkte Gucci, Prada og DKNY, men symbolikken er tydelig. En Eurowoman er too cool for school, og hendes foretrukne våben er høje hæle fra de internationale modebrands, der endnu ikke er blevet allemandseje i den lokale andedam.

“Jeg håber ikke, du synes, det er for pænt,” skriver den udgivende redaktør, Peter Linck, i magasinets leder. “For pænhed er der alt for meget af i magasinverdenen, og Eurowoman har ikke noget mod at være klassens skrappe pige.”

Eurowoman bliver født i en periode, hvor internettet endnu ikke for alvor har forandret verden, luksus ikke for alvor er blevet globaliseret, men det økonomiske råderum er blevet større. Derfor er der også guide til fordele og ulemper ved betalingskort som Mastercard, Visa, Eurocard og American Express, og hvis ikke kontoen bliver lænset hos en af Københavns eneste luksusbutikker, er der også tips til powershopping i New York.

Dermed ikke sagt, at den unge Eurowoman er en dum blondine. Det er hun ikke, men hun kan ikke rigtig finde ud af at stå på egne ben, og hun har meget travlt med både at sammenligne sig med mændene i sit liv og retfærdiggøre sine forbrugsmønstre. En filosof hives ind fra højre og trækker hendes forbrug op i et højere luftlag med referencer til Karen Blixen, Sigmund Freud og René Descartes. “Hvad der foregår på en shoppingtur har derfor med stor kunst at gøre,” skriver hun, mens en hjerneforsker dykker ned i forskellene mellem kvinder og mænds hjerner.

Det lader til at være svært at være moderne kvinde på kanten til et nyt årtusinde. Nærmest skizofrent, hvilket også afspejles på modesiderne, hvor der veksles mellem Pradas gråsorte minimalisme med nylontasker og trekantede logoer og Dolce & Gabbanas farverige kurtisaner med transparente toppe, farvet pels og fjer på sandalerne. Nogle gange mikset med dansk design fra Munthe + Simonsen, som netop i disse år er ved at markere sig som en af landets første internationale modesuccesser siden Margit Brandt i 70’ernes og 80’ernes InWear. Der er ikke meget Danish Dynamite over de glittede sider, men det er der heller ikke over moden i de københavnske gader, hvor Eurowomans læsere helst shopper italiensk design hos Birger Christensen på Strøget eller Network i Grønnegade.

“Hvad med Aarhus?,” spørger du måske, Odense eller Aalborg? Men hende Eurowoman har altså ret svært ved at bevæge sige udenfor København K, medmindre det lige drejer sig om den lille concept store Storm på Nørrebro, hvor hun kan shoppe belgisk avantgarde. Hun mener ikke noget ondt med det, men København er bare verdens navle, hvilket bliver understreget, da Øksnehallen i 1998 åbner dørene for den anden udgave af modemessen Hyper Hall, hvor blandt andre Mads Nørgaard, Ivan Grundahl, Jane Kønig og Daughters of Style viser deres ting frem. Den daværende Prinsesse Alexandra er protektor, og selv er jeg lige flyttet fra London til København, hvor jeg får job i genbrugsbutikken Roger, der bliver storleverandør af de secondhand-fund, som bliver så stor en del af de kommende års modebillede.

Stiletter er en menneskeret

Som mand tilhører jeg egentlig ikke Eurowomans målgruppe, men prøv at sig det til en ung fyr fra landet, som drømmer om en rejsegarderobe fra Louis Vuitton (med monogram selvfølgelig), Prada Sports tweedvest med nøgen ryg og Raf Simons’ sorte nettrøjer. Sådan én type finder altså ikke megen inspiration i Euroman, og derudover er hun altså ret godt selskab, hende Eurowoman. Hun er ikke bange for at drikke champagne og rigtig meget af den. Hun spiser gerne store burgere dagen derpå. Hun ryger cigaretter, taler aldrig om slankekure, og så ser hun pissegodt ud.

Særligt personificeret af slut-90’ernes største danske modeller som Miu Miu-favoritten Lykke May, isblondinen Anne P, it-pigen Anna Davolio og Mulberry-ansigtet Mathilde Pedersen, som alle optræder i magasinet i januar 1999 under titlen De nye danske supermodeller. Det er ikke længere flovt at komme fra Danmark, og Gucci og Prada får kamp til stregen af danske brands som Sand, Bruuns Bazaar og Day Birger et Mikkelsen. Men der sker også noget med de danske stjerner, der optræder på siderne i Eurowoman.

I 00’erne begynder den amerikanske rød løber-kultur nemlig at smitte af på de danske VIP’er, som får sponsoraftaler med de nye danske verdensbrands. Iben, Paprika, Trine og Dicte dukker op på den røde løber i dansk design, og ligesom hos de internationale magasinforbilleder bliver de stylet som topmodeller, når de er i Eurowoman.

“Det er fedt at shoppe. Jeg elsker lækre ting – det eneste, jeg sådan set ikke elsker, det er, når jeg selv skal betale,” siger den cool sangerinde Dicte i et interview i 2000. Kort tid efter optræder hun sammen med Iben Hjejle og Renée Toft Simonsen i en kampagne for Munthe + Simonsen, der nu sælges i storbyer som New York, Tokyo, Moskva, Riyadh og Hong Kong. Bruuns Bazaar kan også være med, efter at Madonna bærer deres bukser i videoen til Beautiful Stranger, og i 2000 indtager begge brands modeugen i Paris, som de første danskere siden Erik Mortensen.

Helena Christensen vækker især begejstring på catwalken hos Munthe + Simonsen, hvor Lykke May egentlig skulle have gjort hende selskab. Men Lykke May ligger i Danmark med et brækket ben, og den næste gang man ser hende er på forsiden af Eurowoman, er hun draperet i guldfjer og nøgne mænd. Sådan får Eurowoman et drys af den skandalekultur, der også kommer til at optage magasinet i de kommende år ligesom sex, individualitet, sko og Sex and the City.

Men først har jeg lyst til at gøre et stop i et møde med tre kvinder, som optræder på siderne i juni 2000, presset ind mellem en guide til stiletter, oralsex og historien om haute couture. Økonomien drøner stadig afsted, og ifølge artiklen gider kvindelige studerende på universiteterne ikke længere at høre om, hvor hårdt det er at trænge igennem i universitetsmiljøet som kvinde. “Det er forstået. Vi trænger til at høre de gode historier,” står der. Kvinderne hedder Anne Knudsen, Lone Kühlmann og Vibeke Windeløv, som med no nonsense forklarer, hvordan de forholder sig til det moderne kvindeliv. “Hvis man forsøger at finde sig selv mellem Cheasy-produkterne og selvhjælpsbøgerne, er man fortabt. Personlighed er ikke noget, der kommer ud af den blå luft. Den skabes, når man indgår i meningsfulde sammenhænge med andre voksne mennesker, fx på et studium eller på sit arbejde,” siger den på det tidspunkt 51-årige bladchef, antropolog, dr.phil. og forfatter Anne Knudsen.

Og selv om de tre voksne kvinder minder mere om kvinderne hos Botticelli end heroin chik-ikonet Kate Moss, er det befriende, at Eurowoman allerede her fokuserer mere på karrieren end moderskab og god stil snarere end hurtige trends. Også selv om mode og shopping fylder stadigt mere på siderne. Stiletter er blevet en menneskeret, dyre tasker et must, og hvis luksusforbrug er en religion, er Sarah Jessica Parker ypperstepræstinden. Den petit skuespillerinde, der brager igennem kvindekulturen som klummeskribenten Carrie Bradshaw, der shopper sig gennem mode og mænd i kultserien Sex and the City. “Jeg læser filmmanuskripter hver dag, og jeg har endnu ikke set noget med karakterer, der er så komplicerede, ærlige og spændende som dem, der er i Sex and the City,” fortæller hun til Eurowoman kort efter, den første sæson er løbet over de danske skærme i 2001.

Fendi, Christian Louboutin, Chanel, Dior og Chloé er nu allemandseje, men der kommer også liv i Eurowomans underliv. “Får du sex?,” spørger forsiden den ene måned. “Lesbisk escort – har du lyst til en pige?” den næste. Hvis 90’erne handler om at være perfekt, falder paraderne i 00’erne, hvor Camilla Stockmann hver måned trækker bukserne ned på sig selv og sine omgivelser i sin månedlige klumme. Klummeskribenten læser Blixen og ser Betty Blue, men hun tager ikke rigtig sig selv alvorligt og punkterer konstant sine udsagn med pinligheder og rullefald.

SoMe, so what?

“Se mig, jeg er slet ikke så perfekt, som du tror,” siger Eurowoman, som nu har fået en lille sjov kommentar på forsiden. “Den pæne indgang, det er der, hvor måtten ligger,” lyder det, da busken bliver moderne igen. “Hvorfor tuder du ... (så meget?),” da Balenciagas Lariat-taske rammer 8.599 kr. hos Storm i København. Der er dog ikke meget Tudemarie over den 40-årige politiker Helle Thorning-Schmidt, da hun stiller op til interview og foto i 2006. 50/50 er sådan cirka fordelingen mellem moderskab og modesnak, politik og karriere. Hun giver ikke ved dørene hende Helle. “Man skal regne med, at de ting, man vil i livet, ikke kommer nemt. Det sværeste er ofte det vigtigste, men det er også værd at kæmpe for,” siger Danmarks kommende statsminister.

Og det er svært at holde balancen mellem de stadig hurtigere trends og artikler med substans. Lyserøde bagateller og det levede liv. Det kæmper Eurowoman også med; altså hvordan skaber man mening i moden i en tid, hvor de store modehuse styres af konglomerater, der kræver 8-12 kollektioner årligt, når vi forbrugere egentlig godt ved, at det ikke kan være helt fornuftigt for miljøet at købe endnu et par sko eller en taske, når der ligger syv ubrugte hjemme i skabet?

I 2008 sender Eurowoman Danmarks første bæredygtige modemagasin på gaden. Trykt på certificeret papir og spækket med artikler om økologisk hudpleje, fairtrade-tekstiler og “Din grønne selvhjælpsguide” til motion, emballage og rengøringsprodukter. En kvinde stikker dog ud fra siderne. Nemlig sangerinden Pernille Rosendahl, som er aktuel med den nye bandkonstellation The Storm, der består af hende og den daværende gemal Johan Wohlert. Pernille har været en del af universet i flere år. Allerede i 2004 var hun på forsiden første gang. Som forsangerinde i Swan Lee bragede hun ind på siderne som musiker og stilikon og blev en del af den ‘klub’ af kvinder, der på mange måder definerede Eurowoman, så som Mille Dinesen, Iben Hjejle, Ellen Hillingsø, Connie Nielsen, Helena Christensen og senere Medina, Caroline Fleming, Sarah Grünewald, Emma Leth og Cecilie Lassen, der rammer den der særlige tangent mellem stil og intellekt, overflade og substans. Som årene går lærer man dem bedre og bedre at kende, indtil de føles som en form for bekendtskab. Tæt på og dog så langt fra.

I 2011 er Medina på forsiden for første gang. Hun er nærmest uigenkendelig med tjavset blond paryk, men man kender hende på de tynde stregtatoveringer på hånden og de luftige citater: “Ligesom jeg bliver ældre og skifter udseende, udvikler min musik sig også,” eller “jeg har haft så mange gode oplevelser, og dem er jeg taknemmelig for”. Og det er faktisk en mærkelig tid for Eurowoman i disse år. Faktisk for hele industrien, hvor modebloggere har lagt en bombe under modesystemet, og hvor Instagram, der blev lanceret i 2010, gør det til lidt af en udfordring at finde dybden både i interviewpersoner og trends. “Er kulturen gået i stå?,” spørger Eurowoman i artikel om retrotendenser i moden. Billedkulturen er eksploderet. Lady Gaga skaber overskrifter, hver gang hun viser sig i en køddragt eller et par tangatrusser, og vi almindelige dødelige er på Facebook og Instagram som aldrig før. Men vi bruger det ikke til at skabe noget nyt.

“Vi bruger primært vores computer og internet til at dokumentere vores eget liv som besatte, chatte med vores venner, sladre om de kendte og downloade gamle hits,” siger journalisten Simon Reynolds.

Hvis tidens trends mangler tyngde, gås der til gengæld i dybden med vaginaen, som New York Times har sat fokus på i “The Season of the Vagina”. Den er nemlig blevet stueren i tv-serier som Suburgatory og Girls, hvor Lena Dunham gerne lufter dusken i bedste sendetid.

“Hvis der går en dag, uden jeg skriver en vagina-joke, er min karriere røget. Jokes om vaginaer har betalt mit hus,” siger komikeren Whitney Cummings i artiklen, der også indeholder en lille guide til styling med både similisten og initialer forneden. Det kan godt være, at humor ikke er så stor en del af Eurowomans univers længere, men helt væk er den altså ikke i nummeret, der pudsigt nok har Louise P på forsiden. Den danske model, som slog igennem, da Tom Ford-designeren barberede hendes kønsbehåring ned til et G for Gucci.

Fjerdebølgefeminisme

I 2012 rykker modens fokus sig fra Carrie Bradshaws New York til Charlotte Gainsbourgs Paris. Ordet parisienne går igen og igen på siderne, og en ny idealkvinde begynder at tage form. Hun er slank jovist, men hun er ikke så makeuppet længere, håret er vasket, men ser ud, som om det ikke er tilfældet. Hun må gerne have en rynke, og deler hun indholdet af sin logo-frie Céline-taske med læserne, ligger der gerne en lille digtsamling og roder rundt mellem kondomerne og læbestiften.

“Når jeg går i trafikken og ser folk, der snakker i mobiltelefon uden at ænse deres omverden, tænker jeg nogle gange over, at folk ser ud til at have nok i deres eget. Det kan godt gøre mig lidt dyster,” siger den 51-årige skuespiller Bodil Jørgensen i en portrætserie, hvor supermodellen Helena Christensen interviewer sin 94-årige bedstemor Ketty.

“Nu om dage er der også for mange distraktioner, for meget stress. De gode, simple værdier bliver glemt i al den virak, og alting føles meget usikkert. De unge damer drikker også alt for meget, det forstår jeg ikke,” siger den pensionerede syerske. ”Nej, jeg ville ikke være en ung kvinde i dag.”

“Alle kan løbe, hvis de har en damptromle efter sig,” står der på forsiden af majnummeret i 2013, hvor der også er en stor guide til bryllupper og skilsmisser.

“Gift Dig, og du vil fortryde det; gift dig ikke, Du vil også fortyde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge dele, citeres Søren Kierkegaard for, og i samme nummer fortæller bloggeren Garance Doré om sin karriere og forholdet til streetstyle-fotografen Scott Schuman. Modebloggerne er ved at udvikle sig til tidens hotteste stjerner, men nyfeminismen er også begyndt at rykke på sig, og den har noget på hjerte. “Ingen kvinder får orgasme af at skrubbe køkkengulve,” står der på forsiden i 2014. Statsministeren hedder nu Helle Thorning- Schmidt, men det er stadig ikke ukompliceret at være kvinde med interesse for det ydre. “Selvfølgelig har man lov til at sminke sig ad helvede til, hvis det er det, man har lyst til,” siger den 74-årige journalist Bente Hansen. “Men med forlov, hvis man går rundt i høje hæle, er det sværere at løbe fra en voldsmand.”

De unge feminister kræver dog retten til at være lækre, frigjorte og ligestillede. For dem er der ingen konflikt. “Ironisk nok er det rødstrømperne og deres arvtagere, som i dag løfter pegefingre. De feminister, som i sin tid kæmpede en brav og prisværdig kamp for kvinders ligestilling, er i dag blevet til nogle snerpede tanter, som vil presse kvinden ind i bestemte rammer,” siger debattøren Amalie Lyhne og tager forskud de kommende års debat om fjerdebølgefeminisme.

2015 eksploderer modebloggerne på modescenen. Den tidligere assisterende moderedaktør på Eurowoman Pernille Teisbæk indleder 2015 med forside og interview, hvor hun fortæller om sit nye liv som digital influencer. Under Copenhagen Fashion Week sidder hun frontrow, i Paris er hun til reception med skodesigneren Joseph Altuzarra, og når hun ikke har travlt med at skifte tøj, designer hun sin egen kollektion for Envii eller Superga. Den norske blogger Hanneli Mustaparta klemmer også en forside ind mellem sit arbejde for Calvin Klein og Vogue.com. I fritiden går hun til trapezundervisning i New York, læser Moby Dick i Oslo, og så har hun lige været i Tokyo med Dior. “Hvad lavede jeg egentlig der? Spiste frokost, så var der middag og så et show,” fortæller hun. “Fuck jer. I forstår ikke, hvor cool jeg er.”

Jow, jow, det vi gør skam. Og hvem drømmer ikke om et liv på første klasse, klædt i Chanel og poserende foran snurrende kameraer? Det gode liv leves på de digitale medier. Men måske mangler der noget dybde. Eurowoman begynder at insistere på længere interviews. Bl.a. andet med Helle Thorning Smith i 2015 og Kronprinsesse Mary i 2016. De er begge fotograferet af Rasmus Weng Karlsen. Eurowomans nye hoffotograf. De ligner ikke sig selv, som de plejer i medierne. De smiler, virker mere ægte, de er i bevægelse, og de har begge noget på hjerte.

“Folk har meget vanskeligt ved at forene, at jeg kommer fra Ishøj med, at jeg i dag bor på Østerbro, og at jeg godt kan bruge hovedet, selv om jeg har en pæn taske. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man ikke må kunne rumme det hele,” siger statsministeren.

Mens Kronprinsessen funderer lidt over sig selv som forbillede.

“Jeg er mig min rolle og mit ansvar meget bevidst og er pligtopfyldende af natur,” siger landets kommende dronning. “Og så er jeg enormt nysgerrig. For mig er det ikke nok at forstå verden i sort-hvid. Jeg skal også have de grålige nuancer med, så jeg får en bedre forståelse af verden.”

Maria Gerhardt kom med kloge ord til Eurowoman i 2016. Vi håber, hun har det godt der, hvor hun er nu.

Og vi lever i en tid med mange nuancer. Det står helt klart, når jeg bladrer igennem de seneste numre af Eurowoman, hvor ligestilling, diversitet, kunst, litteratur og det moderne liv bliver vendt og drejet. På godt og på ondt. “Når jeg at blive 40?,” spørger min veninde Maria Gerhardt i et af sine sidste interview til Eurowoman om karrieren som dj og skribent og den brystkræft, der gjorde hendes forfatterskab alt for kort. Det er et af de interviews, der sidder fast i lang tid. Ligesom indtrykket af sangerinden Freja Kirk og skuespillerinden Sus Wilkins. For hvornår har man sidst set et lesbisk par på forsiden af at modemagasin?

Emma Holten bliver også indlemmet i det gode selskab. “Jeg har fundet mig alt for meget pis,” siger den 24-årige feminist, der på få år har fået hævnporno på debatsiderne og dagsordenen. I Politiken, i Berlingske, i Deadline på DR2 og i Folketinget. Diversitet bliver også behandlet i Eurowomans sommernummer, hvor plus size-modellen Candice Huffine får selskab af pinup-pigen Nina Agdal, twerk-dronningen Louise Kjølsen og den transkønnede model May Simón Lifschitz.

“I løbet af de seneste par år har jeg opdaget, at den perfekte kvinde findes, men ikke sådan, som vi bruger det meste af vores tid på at forestille os hende,” skriver May i et essay. “Hun findes på et immaterielt, spirituelt plan i os alle og bestemt ikke som noget, der er forbundet til din krop. Hun er den allerbedste version af dig. Sådan som du har det, når du er allermest i balance. Det tror jeg, er den perfekt kvinde.”

“Vi gider ikke holde kæft og være smukke,” siger komikerne Ditte og Louise, og som mand er det faktisk ret interessant at følge magasinet, netop nu. Hun er nemlig ikke usikker, hende Eurowoman. Hun spejler sig ikke så meget i mænd længere, og hun er ikke så optaget af at være perfekt. Hun har skruet ned for den ironi, der nogle gange kunne punktere hendes udsagn. Hun har sænket paraderne. Det levende Gajol-æskecitat Caroline Fleming åbner op og fortæller om sine bekymringer for fremtiden og sine børn, tv-værten Sarah Grünewald fortæller om kærlighedens trange kår, når man har problemer med alkohol. Og it-pigen og Balenciaga-modellen Emma Leth lægger ikke fingre imellem, når hun fortæller om at blive mor.

“Det er ulækkert at have mælk i brysterne. Det er fint, der er nogen, der har det på en anden måde, men sådan havde jeg det. Og hvis du finder ud af, at du vil være mor på en anden måde, kræver det dobbelt så meget af dig, fordi du selv skal definere, hvordan du så skal gøre, og hvad dine behov er. Og det er fucking hårdt altså,” siger hun.

Og det tror jeg, at hun har ret i. Her i Eurowomans tyvende år, er der mere tryk på end nogensinde. På arbejdsmarkedet, i kærlighedslivet og på de sociale medier. Og jeg tror, at det kræver mere af os end nogensinde før at finde vores identitet og blive faste i vores værdier og vores drømme. Og det kræver også mere af både forbilleder og glansbilleder på Eurowomans sider.

Der skal tages nogle chancer. Som fx med den muslimske model Amina Adan, som kun lader sig fotografere med dækket hår. Og det er ikke længere tilfredsstillende bare at surfe henover overfladen. “Popularitetsræset er det, der irriterer mig mest,” siger den 16-årige skuespillerinde Fanny Bornedal, næsten 20 år efter den 14-årige Laura Christensen dukkede op på forsiden af det første Eurowoman. “Min omgangskreds er fyldt med overfladiske mennesker. Unge ændrer sig meget for andre, men jeg synes, det er vigtigt at stå fast på den du er og være ligeglad med, hvad andre mener om dig.”

Helt ligeglad kan du ikke være, Eurowoman. Men det går sgu ret godt, synes jeg. Gennem årene har du ofte fået kritik for at være for glinsende og for glat, for meget og for lidt. Men sådan er det, hvis man insisterer på at være en moderne kvinde, der ikke ser en modsætning i moderskab og karriere, intellekt og sexappeal, lyrik og luksuslogoer.

“Når man stikker snuden frem, skal man også være indstillet på at få nogle rap over den, og det kan jeg godt tåle,” siger Venstre-politikeren Fatma Øktem i et interview. “Kritikken af mit udseende kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg kan selvfølgelig ændre min tøjstil, men hvorfor skulle jeg gøre det?”

Eurowoman folder sig ud på glittede sider.

Men hun er alt andet end blank.