Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Yuja Wang: "At ofre sig er det, som giver livet mening"

På tværs af brancher og verdener findes der et mål, der er nemt at oversætte: at udmærke sig. Rolex har i generationer været synonym med den store bedrift – noget man har opnået gennem en dedikeret indsats og en beslutsomhed om hele tiden at blive bedre – og det gør, at Rolex' samarbejde med ambassadører fra en række forskellige områder føles helt rigtigt. I vores fortsatte samarbejde med Rolex kigger vi på disse exceptionelle kvinders fantastiske færd.

Hun kan muligvis ikke sætte fingeren på, hvad præcis det var ved den Tchaikovsky-ballet, der spillede under hendes mors danseøvelse, men Yuja Wang kan huske, at hun blev overvældet af dens skønhed. Det var denne glæde ved musik, som gjorde det nemt at få en seksårig til at tage klavertimer. Og da pigen fra Beijing var syv år, spillede hun internationale koncerter.

LÆS OGSÅ: Annika Sörenstam om at være ekstremt genert: "Jeg tænkte, det var bedre at tie stille"

Wang forlod Kina som 14-årig for at studere på det prestigefulde Curtis Institute of Music i Philadelphia, og hun har aldrig set sig tilbage. Hun bor i øjeblikket i New York – men man ser hende ikke med solbriller på og en kop kaffe i hånden: Kalenderen på hendes websted er fuldt booket, og i mellemtiden rejser hun fra orkester til orkester over hele Europa og Nordamerika. Sidste år mestrede hun Beethovens ”Hammerklavier”-sonate, der betragtes som et af de mest komplekse stykker, der nogensinde er skrevet til klaver. Til efteråret planlægger hun at begynde at dirigere, mens hun spiller.

Men skal man ikke bruge en hånd til at dirigere og to til at spille?

”Jeg bruger bare hælene,” siger hun og ler. Men hun spiller faktisk helt seriøst Beethoven og dirigerer et helt orkester samtidig uden en dirigentstok. ”Det er bestemt noget nyt og uvant, men det er det, som er sjovt ved at være pianist: Der er uendelige muligheder at udforske, og man ved aldrig, hvor de fører hen.”

Nedenfor forklarer Wang, hvorfor hun til stadighed stræber efter at opnå mere.

”At være musiker udfordrer dig følelsesmæssigt, mentalt og fysisk, og kroppen, sindet og sjælen skal hele tiden være i balance.”

Om introduktionen til musik:

”Mine forældre er musikere. Min far er percussionist, og min mor er danser. Deres klaver var faktisk en bryllupsgave. Det stod der bare, så jeg prøvede det, ligesom et stort stykke legetøj. Jeg begyndte at synes om musik, og klaveret kunne på en måde efterligne alle instrumenterne i et orkester. Det startede alt sammen med at have det sjovt. Det var en hobby – et eksperiment.”

Om at vælge den kreative vej:

”Jeg var meget heldig, fordi mine forældre ikke havde nogen forventninger til mig, og derfor har jeg altid set musik som noget, der er sjovt, og ikke som noget, jeg er tvunget til. De så sandsynligvis helst, at jeg ikke blev musiker, fordi de vidste, hvor meget arbejde og tid, man skal lægge i det.”

LÆS OGSÅ: Lindsey Vonn: "Det gav mig et nyt perspektiv på det hele"

Om at flytte hjemmefra som 14-årig:

”Det var ikke planlagt. Jeg kom ind på en fantastisk skole, Curtis Institute of Music, og jeg besluttede mig for at blive der. Jeg var ikke nervøs på nogen måde. I den alder er ens største ønske jo at komme væk hjemmefra uden for forældrenes kontrol. Så det var nøjagtig, hvad jeg havde lyst til, og det var godt for mig at lære at være uafhængig og tage vare på mig selv, for som pianist er jeg på farten alene hele tiden.”

Om at blive kaldt et vidunderbarn:

”Et medie kaldte mig et vidunderbarn på 28 år, hvilket er ret selvmodsigende. Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem det at være musiker og at være meget barnlig. Vi bliver aldrig rigtig voksne. Vi ser kreativt på alting med et åbent sind.”

Om at tage fri:

”Det er meget vigtigt at holde ferie. Ja, det er godt at øve sig hver dag, og hvis man er inspireret, så bliver man bedre, jo mere man øver sig. Men der er også dage, hvor det bare bliver værre, jo mere man øver. Jeg spiller rigtig mange koncerter, så det er altid en balancegang.”

”Det handler ikke længere om at øve, men om at lære komponistens tankegang at kende. Hvad forsøger han at udtrykke, og hvordan kan jeg kommunikere materialet til publikum?”

Om at skærpe koncentrationen:

”Jeg har en ny regel, som er at optræde med hele publikum i mørke. Det føles mere intimt. Jeg er ikke opmærksom på rummet ud over mig selv på scenen i spotlyset. Mit syn var virkelig dårligt, indtil jeg var 20 år. Og da fik jeg så fik en laseroperation, var min første tur på scenen derefter i Carnegie Hall. Pludselig kunne jeg se folks ansigter, og det var noget af et chok. Før var det bare en sort masse af mennesker. Jeg havde også længere hår, og jeg kunne godt lide at mit hår dækkede ansigtet som et gardin, så jeg ikke kunne se publikum. Jeg kan mærke deres energi, men jeg blev klar over, at jo mere, jeg kunne koncentrere mig og ignorere omgivelserne, jo bedre spillede jeg.

Om at blive Rolex-ambassadør:

”Jeg følte mig utrolig privilegeret og beæret. Jeg får rigtig meget inspiration fra de andre sportsambassadører og musikere, så jeg er glad for at være en del af denne gruppe. Jeg kan huske, at jeg mødte Roger Federer, da jeg lige var blevet medlem, og jeg blev meget inspireret af ham. Som tennisspiller, selvfølgelig, men også som menneske.”

Om hvordan stil påvirker en optræden:

”Før jeg fyldte 14 år, kan jeg huske, at min mor var meget striks omkring, at mit tøj skulle være enkelt. Så da jeg kom her til landet på egen hånd, var jeg meget glad for friheden til at træffe mine egne æstetiske valg. Folk spørger mig altid om, hvilke mærker jeg går med. At optræde handler ikke om tøjmærker. Det handler om, hvordan tøjet føles på kroppen, og hvilken effekt det har, især på scenen. Jeg har altid ensfarvet tøj på, fordi farver påvirker sindsstemningen. Det visuelle er det første, der påvirker folk under en livekoncert. Og jeg holder det altid enkelt, men det skal også være noget, som giver mig selvtillid til at være mig selv.”

Om at lære fra sportsudøvere:

”At være musiker udfordrer en følelsesmæssigt, mentalt og fysisk – man skal hele tiden balancere mellem kroppen, sindet og sjælen. Jeg beundrer sportsfolk. De drikker ikke og går tidligt i seng – hvilket jeg synes, var dødkedeligt, da jeg var i 20'erne. Men hvis man vil have en lang karriere inden for noget, så er det altafgørende ikke at vælge øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, men at tænke fremad. Jeg har ikke noget, jeg vil opnå, men det betyder ikke, at jeg ikke har nogen kunstneriske mål. Der er altid noget større at stræbe efter.”

Om nye udfordringer:

”Jeg begynder at dirigere til efteråret. Når jeg spiller en koncert med et orkester, skal jeg spille og dirigere på samme tid. Med hensyn til at komponere, så er det svært at finde tid til at skrive noget, når jeg spiller så mange koncerter. Men jeg elsker musikere, som kan improvisere, og jeg ville ønske, at jeg kunne det. Det skal nok komme, håber jeg. Måske om ti år.”

Om hvorfor det er mere end blot en glæde at optræde:

”Jeg synes, det hele er en udfordring: Vi vier vores liv til én ting – for Roger Federer er det tennis, for os er det musik. Men der er også glæde i at ofre sig. At ofre sig er det, som giver livet mening. Hvis det bare var glæde hele tiden, ville jeg komme til at kede mig.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende og Musik