myter om sundhed
SPONSORERET indhold

19 myter om sundhed: Hvad er sandt & falsk

Frugt feder, løb giver en flad bagdel, og yoga gør dig smidig… eller hvad? Her rydder eksperterne op i junglen af udsagn om sundhed, så du kan få svaret på, hvad der er fup, og hvad der er fakta.

Af:: Christina Bølling
02. jan. 2015 | Sundhed | Fit living

MYTE: Du skal træne ud fra din fedtforbrændingszone

FUP! Før i tiden talte man meget om fedtforbrændingszonen og om, at man skulle træne i mere end 30 minutter, for efter de 30 minutter begynder kroppen typisk at bruge fedt som forbrænding. Det har dog vist sig, at du sagtens kan træne superhårdt i kort tid, for kroppen tærer på fedtreserverne efter træningen.

MYTE: Det er sundere at drikke et glas vin end helt at lade være
FUP! Et halvt glas rødvin om dagen er godt for hjertet, men alkohol, uanset hvor meget du drikker, danner det kræftfremkaldende stof acetaldehyd. Hos kvinder øger alkohol desuden østrogenproduktionen, ligesom det „æder” kroppens lager af folinsyre, som bl.a. bruges til celledannelsen.

MYTE: Økologiske varer er sundere
FUP! Visse pesticider kan være kræftfremkaldende, men herhjemme har vi stort fokus på, at indholdet i vores fødevarer ikke bliver for højt. Derfor tyder det ikke på, at de usprøjtede grønsager er mindre kræftfremkaldende. Økologisk grønt og frugt indeholder heller ikke flere vitaminer og næringsstoffer end konventionelle fødevarer. Tommelfingerreglen er derfor: Hellere seks u-økologiske om dagen end tre økologiske.

MYTE
: Vi kan sagtens undvære mælk
FAKTA! Voksne behøver ikke drikke mælk, for der er mange andre gode kilder til kalcium. Omvendt kan langt de fleste af os tåle laktose, eftersom vi rent genetisk har vænnet os til at nedbryde mælkeprodukter. Så der er altså heller ingen grund til at vælge mælken fra.

 MYTE: Det er sundt at løbe et maraton
FUP! En ny undersøgelse af 60 overvægtige mænd viste, at 30 minutters daglig træning (hård træning tre gange om ugen og moderat træning fire gange ugentligt) er nok til at forbedre formen og give et markant vægttab. At løbe et maraton slider derimod på dine led og øger risikoen for skader. Kroppen er slet ikke designet til at dyrke motion i så lang tid ad gangen.

MYTE: Yoga gør dig smidig
FAKTA! Når du starter din yogatime, føles dine led stive, men efterhånden, som vævet varmes op, begynder muskler, sener og bindevævsskeder at glide lettere i forhold til hinanden. Vævet bliver smidigt, og du kan bevæge dig dybere ind i stillingerne. Yoga er især et godt supplement til løb, styrketræning og spinning. Disse motionsformer har det nemlig med at give stive led og korte muskler.

 MYTE: Lightprodukter er farlige
HVERKEN FUP ELLER FAKTA! De kunstige sødestoffer bliver mistænkt for at være kræftfremkaldende, men der er meget skrappe krav til mængden i madvarer herhjemme, så du behøver ikke være bange for en overdosis. Det bedste er dog at skifte lightsodavanden ud med friskpresset juice.

MYTE: Kun perfektionister får stress
FUP! Alle mennesker kan blive ramt af stress, hvis de udsættes for et stort psykisk og fysisk pres igennem længere tid. Stress i små doser er ufarligt, men bliver det til en kronisk tilstand, kan man blive syg og udvikle depression og angst.

MYTE: Funktionel træning er bedst
FAKTA! Kroppen er ikke skabt til at løbe et maraton eller sidde på en spinningcykel i timevis. Derfor er funktionel træning den mest effektive træningsform. Når du træner, skal du ikke tænke på de enkelte muskler hver for sig, men i stedet på bevægelse og på, hvordan musklerne arbejder sammen. Crosstræning er funktionel træning.

MYTE: Du skal holde pause, når du er skadet
FUP! Du skal selvfølgelig ikke hoppe på en forstuvet ankel, men styrketræning af det skadede område kombineret med bevægelse af resten af kroppen vil faktisk fremme helingen. Kroppen fungerer systemisk, dvs. at når du bruger de store muskler, produceres stoffer, der gavner helingsprocessen.

MYTE: Salat er bare vand
FUP! Du har nok hørt, at agurker og grøn salat ikke tæller med i grøntregnskabet, kun de grove grønsager tæller. Men sådan hænger det altså ikke sammen. De grønne bladgrønsager har f.eks. et højt indhold af folinsyre, som er vigtig for cellevæksten, og hvis du vil tabe dig.

MYTE: Du nedbryder muskler, hvis du træner hver dag
FUP! Hvis du har tid og lyst, kan du sagtens træne hver dag. Bare du sørger for at træne forskellige muskelgrupper, så de muskelfibre, der er i gang med at blive genopbygget, får en restitutionspause.

 MYTE: Du taber dig mest, hvis du træner på tom mave
FUP! Nye undersøgelser viser, at du opnår det bedste resultat ved at spise et let måltid bestående af protein og kulhydrater − få hurtige og mange langsomme − før træningen. Det sikrer et stabilt energiniveau og hjælper kroppens evne til at reparere småskader.

MYTE: Meditation er godt for alle
FUP! Ca. tre procent af befolkningen oplever alvorlig angst, når de mediterer. Og det i en sådan grad, at meditation frarådes. Ligeledes kræves forsigtighed, hvis du lider af posttraumatisk stress, da den meditative tilstand kan give flashbacks, hvor traumet gennemleves igen og igen. Ved depressioner vil man også typisk være forsigtig med at gøre brug af meditation. Der er dog stærk evidens for, at meditation kan forebygge tilbagefald ved depression.

MYTE: Kulhydrater gør dig til sukkernarkoman
FUP! Kulhydrater er nødvendige for kroppen, så længe det er de „rigtige” af slagsen. Sørg for at få kulhydrater fra groft brød, fuldkornspasta og frugt og ikke fra slik. Kulhydrater nedbrydes til glukose, som er det eneste stof, hjernen kan arbejde på.

MYTE: Frugt feder
FUP! Frugt er blevet beskyldt for meget de senere år – blandt andet for at fede pga. det
høje indhold af frugtsukker. Men det er synd og helt forkert. Frugt indeholder fibre, vitaminer og mineraler. Undersøgelser viser, at dem, der spiser to stykker frugt om dagen, vejer mindre, end dem der kun spiser et enkelt stykke.

MYTE: Du skal drikke, mens du træner
HVERKEN FUP ELLER FAKTA! Du kan godt lade vandflasken blive hjemme, hvis du træner i 30-60 minutter. Hvis du træner i længere tid, har du derimod brug for at fylde op undervejs.

MYTE
: Antioxidanter forebygger kræft
HVERKEN FUP ELLER FAKTA! Den såkaldte oxidation, dvs. iltning, er en del af kræftprocessen. Derfor er det også logisk, at antioxidanter modvirker ældning af celler og udvikling af kræft. Men man kan ikke konkludere, at antioxidanter altid forebygger kræft. Kroppen er nemlig enormt velreguleret, og stofferne spiller sammen i et komplekst samspil.

MYTE: Løb giver en flad bagdel
FUP! Tværtimod giver løb en flot bagdel, fordi det primært er bagdelsmusklen, den såkaldte gluteus maximus, der bliver brugt under løb. Ønsker du at træne bagdelen yderligere, er squats med tung vægt en fantastisk øvelse til formålet.

SE OGSÅ: 10 myter om sukker

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover?

SE OGSÅ: 15 myter om vægttab