Få et bedre sexliv
SPONSORERET indhold

4 hemmeligheder, du skal kende om sex

Har du et fantastisk sexliv, eller kunne det være mere udfordrende og inspirerende? Så lad dig guide af sexolog Cecilie Lolk Tommerup, der mener, at du kun behøver kende fire hemmeligheder for at få skøn sex. Og de begynder alle i din bevidsthed.

Af: Pernille Lewinsky Kofoed og Susanne Knutzen Foto: Alamy
19. sep. 2014 | Sundhed | Fit living

Måske er du vant til at tænke på sex og lyst som en fysisk ting. Men skøn sex hænger ikke nødvendigvis sammen med avancerede teknikker og farverigt legetøj, men derimod med, hvordan du tænker og føler.
– Måden, du tænker på, påvirker kroppens måde at reagere på, og hvis din hjerne ikke føler sig veltilpas, vil den sende signaler til din krop om ikke at give sig hen og nyde øjeblikket, så derfor er det vigtigt, at du lærer at mærke, hvordan du har det og være bevidst om dine valg. For forskellen mellem hverdagsagtig sex og fantastisk sex findes i dig selv. I dit hjerte og i din hjerne, forklarer sexolog Cecilie Lolk Tommerup.

1. Sanselighed

Vidunderlig sex er sex med alle sanser. Og ved at dyrke dine sanser bliver du god til at føle og fornemme og dermed også til at nyde sex langt mere.
Mange kvinder har tendens til at lukke af for deres sanser, men man kan selv gøre rigtigt meget for at åbne dem. Det betyder f.eks., at når du er sammen med din partner, skal du øve dig i at være nærværende og i dine sanser i stedet for at betragte eller vurdere ham eller selve akten. Det handler bl.a. om at registrere med alle sanser i stedet for kun at registrere med øjnene, forklarer sexolog Cecilie Lolk Tommerup.
– For når man er helt nærværende, så ER man også i sine sanser.
Så dufter man ham: Dufter han godt, dufter han anderledes bag øret, end han gør ved brystbenet eller i knæhaserne. Hvordan er han at røre ved? Er hans krop kold eller varm. Hvordan føles hans hænder? Har han arbejdshænder eller computerfingre. Har han skægstubbe eller hår på brystet. Mærk hans læber – er de bløde? I det øjeblik du er nødt til at registrere helt små ting ved din partner, så er du også nødt til at være fuldt til stede. Og når du er fuldt til stede, så oplever og sanser du, og det er dér, nydelsen ligger.

DU KUNNE PRØVE: at styrke og blive bevidst om dine sanser ved at give dig selv forskellige oplevelser. Du kan f.eks. prøve at være sammen med din partner med bind for øjnene, for når du fjerner en af dine sanser, forstærkes de øvrige. Gå i dampbad og mærk varmen og fugten mod din hud eller del et jordbær eller et stykke fyldt chokolade med din partner. Det at mærke, at noget skifter mund kan være meget erotisk og sanseligt. Du kan også gå en tur ved havet og lytte til havets brusen.

2. Overvindelse
Jo længere der går mellem, at du har sex, jo mindre lyst får du. Hvis du ikke har haft sex i en lang periode, vil du f.eks. være tilbøjelig til at tænke: ”det kan jeg da sagtens leve uden”. Men holder du ikke hjerne og hjerte i gang seksuelt, mister du evnen til at give dig hen og nyde samværet, og i sidste ende betyder det, at du får dårligere sex.
– Når man er fysisk sammen med et andet menneske, frigiver kroppen hormonet oxytocin, som gør, at man føler sig tæt forbundet og dermed i stand til at opnå nydelse og ro. Har du ikke haft sex i lang tid, så er det lidt som en motorcykel, der har stået hen over vinteren. Den skal også sparkes i gang, før den kommer op i omdrejninger, forklarer Cecilie Lolk Tommerup.

DU KUNNE PRØVE: Når kroppen oplever noget, der er dejligt, vil den gerne opleve det igen. Og der er flere måder, du kan holde din erotiske side ved lige på: Dyrk solosex, onaner eller forkæl din krop med et karbad, en lækker kropsmassage eller måske tantrisk massage. Du kan også hente inspiration til dit erotiske univers gennem film og bøger.

3. Forførelse

Hvis sex altid tager udgangspunkt i „har du lyst til at knalde”, når du sjældent at blive rigtigt tændt, og dermed oplever du ikke den sande nydelse, påpeger Cecilie Lolk Tommerup.
– God sex starter lang tid før, I egentlig går i gang, nemlig ved at flirte og forføre. Det er vigtigt, at I lægger mærke til og kærtegner hinanden, uden at det bliver seksuelt. Vær opmærksom på at overraske og forkæle hinanden, for der ligger rigtigt meget bekræftelse i at føle sig værdsat, og det tænder lysten. Men at få mere lyst handler også om, hvordan man kigger på, omgås og ikke mindst flirter med andre. Flirt giver nemlig mere energi til kærlighedsforholdet og er en bekræftelse på, at vi er levende og seksuelle væsener. Ved at have en flirtende relation ikke kun til din partner føler du dig bekræftet og holder ild i din erotiske energi, og det smitter af på dit forhold, pointerer Cecilie Lolk Tommerup.

DU KUNNE PRØVE:
at dyrke forspillet før forspillet ved at flirte. Det kan være en kollega, medarbejderen ved kassen i Netto eller en helt tredje person. En lille, uskyldig hverdagsflirt virker nemlig bekræftende. Husk også at vise din partner, at du holder af ham ved f.eks. at sende ham varme blikke, skrive en sød seddel eller forkæl ham med en lille gave – selv på en mandag. Det virker.

4. Refleksion
– Du skal være ærlig og bevidst om, hvad du har allermest lyst til, og du skal turde forfølge dine fantasier og ikke bare lade dig nøje. Det er vigtigt, at du tager ansvar for din egen seksualitet, så du ikke altid ender ovre i hans lyst og dermed i pleaser-rollen. Du skal turde melde klart ud, hvad du har lyst til, opfordrer Cecilie Lolk Tommerup.
– Plejer du f.eks. at have „nussesex” med din partner, men ønsker du i virkeligheden, at han ville vende dig om og tage dig bagfra, så fortæl ham det. Det kan også være, at du har lyst til at leve i et mere åbent forhold, have sex, mens andre kigger på eller tage et tantrakursus. Du kan ikke forvente, at din partner kan gætte dine tanker, så gør op med tankelæseriet og sig dine lyster højt.
-Det er også vigtigt, at du lærer at acceptere din seksualitet og står ved den. Det er helt i orden at sætte spørgsmålstegn ved det, som du ikke umiddelbart har lyst til, og husk, at du ikke er mindre erotisk eller sexet, fordi du ikke har lyst til alt muligt eksperimenterende. Omvendt kan du også give dit sexliv et frisk pust ved at prøve ting af, som du måske ikke umiddelbart har lyst til, fordi du har fordomme eller er bange for at blive sat i bås. Og husk: Dine behov kan ændre sig.

DU KUNNE PRØVE: Der ligger rigtigt meget refleksion i at formulere dine tanker på skrift, da det får dem til at fremstå klarere. Så du kunne prøve at skrive ned, hvad der tænder dig, giver dig lyst, eller som du drømmer om at prøve af. Undgå selvcensur og skriv alt ned. Også det du måske ikke har lyst til at sige højt, eller – når det kommer til stykket – alligevel ikke har lyst til at leve ud.