4 smutveje til lykken
Få 4 gode og enkle tips til at gøre dagen endnu bedre.
1. Mød en ven til morgenmad.
Om morgenen er sandsynligheden for, at I taler om positive ting nemlig større end om aftenen, hvor mange har tendens til at brokke sig over de ting, der er sket i løbet af dagen.
2. Book en dag i sengen.
Godt nyt: Dyre spadage med læssevis af behandlinger og eksklusive massager er ikke den eneste måde, hvis du drømmer om at lade op og samle ny energi? En stille dag i sengen i trygge omgivelser er faktisk langt mere effektivt (og ikke mindst en hel del billigere). Årsagen er, at en alenedag giver dig tid til at være lige præcis den, du er. Tip! Gør klar med sund mad, feel good-film til dvd’en og en god bog.
3. Skift password!
Det lyder banalt, men skifter du det password, som du bruger mest, ud med et, der illustrerer det, du drømmer om, så kommer du faktisk tættere på målet. Hjernen bliver påvirket af omverdenen – også skrevne ord – og derfor gør det dig gladere og mere målrettet. Prøv f.eks. „Lækre arme 2011”, „5 km på rekordtid” eller „abonnement på fit living”.
4. Ryd op!
For de fleste er ydre orden lig med indre ro. Føler du dig overvældet eller stresset, så ryd op! Det behøver ikke være hele huset, men vælg noget, der er visuelt tydeligt. Køkkenbordet, køleskabet eller måske skrivebordsskuffen er nok til at gøre en forskel.