7 "sandheder" om sundhed, som du ikke skal tro på
SPONSORERET indhold

Brød gør dig tyk og andre myter om sundhed

Hvad tror du et vægttab vil give dig? Når du har fundet svaret, så begynd at tænke på, hvordan du kan opnå det på anden vis end ved at tabe dig. Gå efter lykken først, så kommer vægttabet af sig selv. Per Brændgaard gør op med slankekure i sin nye bog. Her punkterer han syv myter om slankekost og motion.

Af: Julie Vöge Foto: Getty Images
29. jun. 2015 | Sundhed | ALT for damerne

Ingen kan jo holde tolv uger på stenalderkost eller to fastedage om ugen uden på et tidspunkt at bryde sammen og bryde ud af det stramme kost-regime, siger ernæringsekspert Per Brændgaard. Men ved kun at skulle forholde sig til næste sekund og ikke de næste tolv uger, bliver et sundere og vægtvenligt valg mere realistisk, understreger Per Brændgaard i sin nye bog "Slank på ét sekund".

Han mener, at vi fejlagtigt tror, at vores vægt styrer vores lykke. At det kan løse problemer med parforholdet, med økonomien eller humøret at tabe sig. Intet kunne være mere forkert. Per Brændgaard ændrer rækkefølgen og siger, at du skal kigge på dig selv, før du kigger på din vægt.

LÆS OGSÅ: Detox dig selv på 24 timer og tab 1,5 kilo

1. Du bliver tyk af sukker
Det er årsagen til, at du får lyst til et stort sukkerindtag, der gør dig tyk, og som du derfor bør fokusere på. Når du har lyst til meget sukker i løbet af dagen, hænger det oftest sammen med, at du forsøger at opnå en kunstig balance og nydelse i dit liv. I stedet skal du skabe en balance, hvor du ikke kun får nydelse ved at spise og drikke, men også ved andre ting. Undersøgelser viser, at krammer du dybfølt et andet menneske især med hud-mod-hud-kontakt, så udskiller du lykkestoffet oxytocin. Stoffet virker appetitregulerende, så du så at sige kan kramme dig mæt. Herudover bevirker oxycotin, at du via stofskiftet bliver bedre til at opløse det fedt, der sidder på balder, hofter og lår. Når du ammer, udskiller du oxycotin, og derfor oplever mange kvinder, at de taber sig under amning. Sæt gerne 5-10 minutter af til at kramme før hvert måltid, og undersøg, om det får dig til at spise mindre og opløser dit fedt.

2. Slankekure virker slankende
I undersøgelser, der har fulgt folk på slankekur i en årrække, ses det, at kurene er årsag til vægtøgning frem for vægttab. Slankekure er også forbundet med øget risiko for sygdom og for tidlig død. Det skyldes, at slankekure ofte giver yo-yo-vægt, og det er usundt, fordi der under de hurtige vægttab bliver frigivet så meget fedt og så mange giftstoffer fra fedtdepoterne, at de gør skade på resten af kroppen, og fordi når du tager på igen efter kuren, så er der en del af fedtet, der sætter sig andre steder end i fedtcellerne, hvor fedtet for alvor begynder at forvolde skade. Det er derfor sundere at holde sig stabilt overvægtig eller have en langsomt stigende vægt år for år end at gå på slankekure, der alligevel aldrig fører til det varige vægttab, som de lover.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd, du absolut ikke skal følge

3. Brød gør dig syg
Der er en tendens til at hægte maveproblemer op på en knage, der hedder brød og gluten. Får du fordøjelsesproblemer af at spise gluten, så hold dig væk fra gluten, men kommer mavepinen i forbindelse med al slags brødspisning, er diagnosen sandsynligvis irritabel tyktarm, som igen er forårsaget af en stresstilstand. Når du er stresset og anspændt, påvirker det dit fordøjelsessystem, og gør dig oppustet og giver dig forstoppelse. Rådet er at få styr på din stress, få en balanceret fordøjelse, så du igen kan spise brød og gluten uden, at tarmene slår knuder.

4. Skyr virker slankende
Det kan godt være, at proteinrig mad mætter bedre rent fysisk end mad med mindre protein, men fordi du tænker, at det slanker, vil du formentlig også spise mere end ellers og derved nå op på samme kaloriemængde, som hvis du spiste almindelig mad i stedet for slankemad. Når noget virker slankende, spiser og drikker vi altså mere af det, og så går effekten fløjten. Her er det også væsentligt at være kritisk over for god markedsføring. Skyr er det nye, slankende sort, men faktum er bare, at skyr indeholder flere kalorier end A38.

5. Kontroller dit kalorieindtag, hvis du vil tabe dig
Det er uholdbart at gøre dit madindtag til et regneark, hvor plusser og minusser skal gå efter et fast system og gå op på vægten. Mad skal være en nydelse, og det bliver den især, hvis du er sulten. Øv dig i at mærke hullet i maven, og spis først, når du er sulten. Spiser du ikke på sult, så har vi mennesker en tendens til at fylde os med sukker og fedtholdig mad for så at få dækket behovet for nydelse på den måde. Sult er ikke farligt, men kroppens signal om, at du har brug for føde, ellers giver det ikke mening at spise. Spiser du hver anden time, svarer det til at hælde benzin på bilen efter blot to kilometers kørsel. Vent med at spise morgenmad, frokost og aftensmad, til du er godt og grundigt sulten.

LÆS OGSÅ: Dit ansigt afslører, hvordan din krop har det

6. Du kan løbe dig slank
Motion har mange positive gevinster for kroppen. Den bliver strammet op, konditionen styrkes og kredsløbet tunes, men motion alene er ikke en effektiv slankekur. Det du forbrænder på en løbetur, vil du oftest få indenbords igen, fordi de fleste af os har en tendens til at spise ekstra meget efter motion, da fysisk aktivitet gør os mere sultne. Mange spiser også mere efter en løbetur og sågar dagen inden, fordi vi synes, at vi godt må belønne os selv efter eller før de fysiske strabadser. En mere holdbar og i længden effektiv måde at komme ned i vægt på er ved simpel gang. Det skyldes, at gang er let at gøre til en naturlig del af hverdagens rytme, mens sport er et projekt, der oftest hurtigt bliver droppet i en travl hverdag. En effektiv slankekur tager med andre ord udgangs-punkt i dit daglige liv, og hvad der er realistisk at nå og at orke.

7. Undgå kulhydra­ter og bliv tynd
Det er vigtigt at skrive sig bag øret, at et gram kulhydrat indeholder lige så mange kalorier som et gram protein. Mange tror, at kulhydrater er det samme som sukker og stivelse, men det er det jo slet ikke. Der er masser af sunde kulhydrater, og det afgørende for dit vægttab er, hvilken slags kulhydrater, du spiser. Kommer de f.eks. fra grøntsager, fuldkorn, bælgfrugter og frugt, indtager du samtidig en god mængde kostfibre, der er super gavnlige for fordøjelseskanalen og derfor også slankende. Når du spiser mange fibre, hæmmer du fedtoptagelsen i tarmene, ligesom en sund bakterieflora i tarmene næres ved sunde kulhydrater. Og en sund bakterieflora virker slankende i sig selv. Går du derimod all in på kød og skyr, får du ikke de gode kostfibre, da de kun findes i vegetabilske fødevarer. Husk, du taber dig ikke af det, du spiser, men af det, som du ikke spiser.


LÆS OGSÅ: A-Z GUIDE: Sådan kommer du af sted til træning

LÆS OGSÅ: Bootcamp: Mandagsmotivation!

LÆS OGSÅ: Chris MacDonald: Find din motivation til at løbe