Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Anja Fonseca: "Hemmeligheden har ædt mig indefra"
Foto: Les Kaner

Anja Fonseca efter bullimiafsløring: Jeg troede ikke, jeg ville komme på forsiden

Hun har levet et hemmeligt liv med enorme mængder mad og voldsomme opkastseancer. Men i oktober var det ikke hemmeligt længere. Der udkom bogen "I morgen stopper jeg", hvor hun i detaljer fortæller om at leve med bulimi. Her fortæller DR's vejrvært Anja Fonseca, hvordan det var at give hele Danmark indblik i sin sygdom.

Alle har en hemmelighed. Tidligere har ALT for damerne skrevet om fitnesstræner Kristina Trolle, som trods sit sunde ydre havde det elendigt og besluttede at få fjernet sine silikonebryster, hvilket hun har skrevet en bog om. 

En morgen kunne Anja Fonseca se sin på forsiden af Ekstra Bladet:

"Anja Fonsecas hemmelighed – kastede op i 17 år".

– Det var vildt. Der var det jo in your face! Det var ude! siger hun, der samme dag udkom med bogen "I morgen stopper jeg", som hun har skrevet i samarbejde med sin ekskæreste, forfatter Morten Brask, og som handler om hendes 17 år med bulimi. Til ALTfordamerne.dk har han fortalt om, hvor hårdt det var at se hende lide

– Jeg vidste godt, at der ville komme en artikel. Men jeg var ikke klar over, at historien ville ende på forsiden. Det var jo på Folketingets åbningsdag, smiler hun og fortæller, at hun faktisk ikke købte avisen. Selvom hun var glad for omtalen, havde hun ikke lyst til at se andres tolkning af hendes sygdom.

Samme aften fortalte hun sin historie i Aftenshowet. Til stede i studiet, uden for kameraerne, var hendes datter Clara, der i dag er 8 år, og Morten Brask, som i dag er hendes gode ven.

– Bagefter gik Clara og jeg hjem i regnen. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde oplevet det, og så talte vi lidt om det. Jeg ville ikke, have, at hun skulle blive bekymret. Da vi kom hjem, lagde jeg hende i seng. Og næste morgen stod vi op, og så var det af sted med toget til Hillerød, hvor min datter går i skole. Ligesom vi plejer. Sådan er det: Hverdagen fortsætter, siger hun, der, inden bogen kom, har kontaktet venner, familie, ekskærester og tætte kolleger, så ingen fik et chok.

Og hvordan er det så, når kortene er lagt på bordet, og skeletterne er ude af skabet?

– En stor del af det, jeg har gjort, er meget skamfuldt. Men det er der, og nu står jeg frem og accepterer, at det er der. Det har været hårdt, meget hårdt, men det har også givet mig en følelse af at være fri.

– Men jeg føler mig da nøgen og afklædt, når jeg sidder i toget efter at have været på forsiden af Ekstra Bladet, og jeg opsøgte heller ikke ligefrem øjenkontakt med folk. Men på den anden side er det bare at træde ud i det og stå inde for det. Og min oplevelse har været, at når man gør det, så er der en masse mennesker, der støtter en. Hvis der ikke var det, ville det være virkelig svært, siger Anja, der har modtaget utallige opmuntrende og rosende sms'er, mails og beskeder på Facebook, siden bogen er udkommet.

– Men jeg er ikke nået dertil, hvor jeg er lettet. Jeg har slet ikke haft ro til at reflektere og lige sidde ned og trække vejret, siger hun, der alligevel godt kan mærke, at hun har gjort det rigtige ved at fortælle sin historie. På den måde kan den måske komme til at give mening.

– Nu har jeg båret på denne hemmelighed så længe, og jeg længes efter bare at være ærlig. Jeg vil ikke længere lade som om, og jeg vil ikke længere have skjulte agendaer. Samtidig vil jeg også gerne hjælpe andre, der måske kan bruge min erfaring til noget.

– Sådan en hemmelighed er heller ikke sund. Den har ædt mig op indefra. Hvis jeg havde råbt op tidligere i mit liv, kunne folk have hjulpet mig og fortalt mig, at den opfattelse, jeg havde af mig selv og mit udseende ikke var rigtig. Nogle kunne have givet mig et andet billede af verden og hjulpet mig til at se, at sådan som jeg havde det, ikke var sundt.

Den rationelle stemme har fået mere magt
I dag har Anja ikke kastet op i to år. Det ville være bekvemt at sige, at det skyldes en enkelt ting, at hun er kommet dertil, men sådan er det ikke.

– Der er mange ting, der har gjort mig rask. Min motivation for at gøre det har helt klart været min datter. Derudover har der været gode venner, jeg har kunnet spejle mig i, og som har inspireret mig til at spise normalt. Jeg har tidligere været i et behandlingsforløb, som også har lært mig noget. Så er der Jørgen, den psykiater jeg har gået hos, og som jeg stadig går hos, og derudover har jeg fået antidepressiv medicin. Alt det har hjulpet mig, siger hun.

Men er hun rask?

– Jeg er klinisk rask. Jeg har i hvert fald ændret adfærd, så jeg ikke kaster op. Og jeg spiser det, jeg godt kan lide, og som gør, at jeg får det godt. Men jeg er ikke der, hvor jeg spiser ubekymret. Derfor kan jeg også blive helt fascineret af folk, der har et helt ukompliceret forhold til mad. Folk som siger: Nu er jeg sulten, nu snupper jeg en sandwich. Som ikke bruger energi på at tænke på mad og ikke tillægger den en så stor betydning.

Og der er flere ting, Anja ikke har et helt afklaret forhold til.

– Jeg har det også sådan i dag, at jeg helst ikke vil veje mig. Jeg har faktisk ikke gjort det, efter jeg er holdt op med at kaste op, fordi det så hurtigt kan gå galt. Men en dag vil jeg gerne være der, hvor jeg kan stille mig op på en vægt og være fløjtende ligeglad med det tal, der står.

– Der er altså stadig noget af bulimien, der river i mig, men nu er der samtidig meget mere af det rationelle, der siger, at jeg ikke er overvægtig. Den rationelle stemme har fået mere og mere magt, fortæller hun.

De følelser, som usikkerheden og det lave selvværd, der lå bag bulimien, er der også stadig. Men nu bliver de tacklet på en helt anden måde.

– I dag rækker jeg ud efter hjælp. Og så græder jeg, hvis jeg er ked af det. Det lyder mærkeligt at sige, men jeg kan blive helt glad, når jeg græder, fordi det er så meget bedre at gøre det end at spise og kaste op.

– Derudover dyrker jeg også meget motion. Jeg løber og cykler. Det giver mig en meditativ og afstressende tilstand. Men jeg kan også godt mærke, at jeg skal passe på, at det ikke kammer over og bliver en ny form for afhængighed. Derfor er jeg opmærksom på, at jeg for eksempel ikke træner på forkerte tidspunkter, hvor det vil gå ud over mit sociale liv eller træner, når det gør ondt. På den måde har jeg nogle markører, så jeg kan se, om det bliver for meget, siger hun, der også forsøger at undgå det, der gør hende ked af det.

– Jeg prøver at lade være med at læse om mig selv på nettet mere. For der er altid nogen, der ikke kan lide dig, og det skal ikke være den person, der har magt over mig. Så i dag sorterer jeg mere i den slags, forklarer hun.

På den måde kan man næsten mene, at sygdommen har bragt noget selvindsigt og læring med sig, men vil hun sige, at hun ligefrem har været glad for den?

– Nej, det ville lyde godt, hvis det var sådan. Men jeg er ikke glad for, at jeg har haft bulimi. Jeg ved godt, at sygdommen har gjort mig til den, jeg er, men jeg ved jo ikke, hvem jeg ellers ville have været. Og det har været nogle sværere år, og jeg ville ønske, at jeg kunne tænke tilbage på en mere ubekymret ungdom.


LÆS OGSÅ: Christian Bitz: Min sundhed tog overhånd

LÆS OGSÅ PÅ EUROMAN.DK: Fanatisk sundhed skaber ny spiseforstyrrelse

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Test dig selv: Er du FOR sund?

Fakta

Anja Fonseca, 37 år

Datter af en dansk mor og indisk far. Opvokset på Fyn med sine forældre og tre ældre søskende.Uddannet geolog.

Arbejder som vejrvært på DR.

Er mor til Clara på 8 år, som hun har sammen med sin eksmand.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Spiseforstyrrelser