Ann Eleonora Jørgensen: „Jeg giver mig selv lov til at nyde livet”

Et smovsegen. Sådan et har skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen, og hun under gerne alle andre også at have det.
– Det betyder, at jeg smovser i lækre ting og sager og ikke forbyder mig selv noget. Livet skal nydes nu og her – og i fulde drag, siger hun. At tale med hende er i det hele taget som at få et brusebad af livsnydelse. Hendes øjne stråler, når talen falder på alt det, hun ser som sundt: At grine meget, elsk½e meget og tage for sig af livets retter, både når det gælder god mad, fremragende kunst, fest og ballade. Hun synes, at vi kvinder generelt er for tilbøjelige til at omgive os med forbud.
– Tag nu hvede. Pludselig er der er kommet et helt hvedeallergikerboom herhjemme. Det er meget svært at forstå. Hvis det virkelig er så farligt, hvorfor har italienerne så ikke igennem tiden haft større problemer med deres helbred? Jeg er en stor fortaler for sundhed, men behøver vi at gå amok i forbud? Hun prøver at leve sundt. Hun er endda begyndt at løbe.
– Og selv om jeg bander og svovler, når jeg snører skoene, så kommer jeg ud. Jeg var lige ved at sige tre gange om ugen. Men det er løgn. Som oftest bliver det kun til to gange. Hun ler.
– Nej, jeg må hellere rette det til, at jeg i hvert fald kommer ud én gang om ugen. Med alderen har hun fået en pølse på maven, der har sat sig til rette, og den får lov til at blive.
– Selv om jeg bestemt ikke synes, det er sjovt. Vorherre har været utrolig nådesløs ved os kvinder. Vores bindevæv er dårligere, vores fedtprocent højere og vores fedtlag tykkere end mænds, og det er os, der føder børnene med alt, hvad deraf følger. Derfor forstår jeg godt, at kvinder kan finde på at bruge, hvad de har af remedier for at holde sig unge så længe som muligt. Det gør jeg også selv. Men der er grænser. Jeg vil ikke nægte mig selv nydelse for noget, jeg mener, er en illusion. For vi kommer jo ikke til at ligne en i 20'erne igen. Den alder, man har, kan til gengæld bæres på mange måder, siger hun. Og sin vil hun gerne bære så flot som muligt.
– Når jeg har tid og mulighed, går jeg til yoga og pilates, helst på små hold, hvor alle muskler bliver arbejdet igennem, så skelettet holdes intakt, og jeg ikke synker sammen. Jeg har det sådan med kroppen, at hvis den ikke har en ordentlig holdning, er det ligegyldigt, om man vejer det perfekte og har fået ordnet hår det dyreste sted i byen. Jeg træner også min balance. Mens jeg gik på teaterskolen, arbejdede jeg på et plejehjem og så, hvor mange af de gamle der faldt sammen. Mentalt holder Ann Eleonora Jørgensen sig i form ved ofte at udfordre sig selv. Hun er overbevist om, at vi alle har godt af at få revet tæppet væk under os en gang imellem.

„Jeg gemmer ikke noget til senere, hverken mine drømme om eget firma, den gode mad eller rejserne.”

– Jeg er selv på usikker grund lige nu og kan mærke, at det gør mig godt og udvikler mig. Ved siden af at være skuespiller har jeg startet mit eget smykkefirma. Det er en drøm, jeg længe har haft, om at få fod under eget bord.
 

Et helt nyt sted i livet
Inspirationen til projektet dukkede op, da hun for ti år siden blev gift med sin nuværende mand, Rasmus Windfeld. Til brylluppet skrev gæsterne hver især en hilsen til brudeparret. Sedlerne blev puttet i en kasse, og på deres étårs bryllupsdag skulle Rasmus og Eleonora åbne kassen og læse sedlerne, mens de delte en god flaske rødvin.
– Det var en fantastisk ide, og der dukkede mange gode råd op. Midt i det hele lå en afrevet seddel med fem ord fra min farfar. Jeg vil ikke røbe, hvad der stod, men det var dybt rørende, og sedlen kom til at betyde noget specielt for mig. I forvejen har hun et særligt forhold til ord, forklarer hun. Ret ofte skriver hun sedler med sine yndlingssætninger, som hun går rundt med i lommerne og en gang imellem tager frem og finder inspiration i.
– Sedlen fra min farfar var særlig dyrebar. Derfor tegnede jeg et smykke med en lille, feminin beholder, den kunne være i, som jeg bærer i en kæde om halsen. Jeg blev så glad for den, at jeg tænkte, at det var der også andre, der ville. Efterhånden fik hun flere smykkeideer, som hun tegner og har sat mange penge på højkant for at producere.
– Det er ikke, fordi jeg mangler roller, tværtimod. Jeg har aldrig haft så travlt som nu. Men som skuespiller er man lidt en badebold, der kastes fra sted til sted. Jeg elsker det. Men der er også en del af mig, som har lyst til, at noget er konstant, og at jeg bestemmer. Nu har jeg fået en perfekt balance i mit arbejdsliv. Jeg er kreativ udadvendt, når jeg optræder, og kreativ indadvendt, når jeg laver smykker.
– Jeg mener virkelig, dybt inde fra hjertet, at vi skal satse på vores drømme, siger hun.
– Vi ved jo ikke, hvor længe, vi er her.

Helt tæt på døden
Den sidste bemærkning er ikke bare en kliche, hun fyrer af. Engang for mange år siden var hun tæt på at dø, og den oplevelse sidder stadig lige under huden på hende. Det var i hendes sidste år på skuespillerskolen. En dag vågnede hun op med en lammelse i venstre side af ansigtet, kom på Frederiksberg Hospital og blev lynhurtigt sendt ind i en scanner. De gav hende også en sprøjte med kontrastvæske, som det viste sig, hun var allergisk over for, så hun reagerede med et anafylaktisk chok og hastigt blev dårligere og dårligere.
– Jeg gjorde opmærksom på det flere gange, men de gjorde ingenting. På et tidspunkt kunne jeg ikke åbne øjnene ordentligt og kravlede selv ud af scanneren. Derefter gik det stærkt. Personalet kom løbende. Ingen lagde skjul på, at de frygtede, at hun ville stille træskoene.
– De følgende tre uger battlede læger fra forskellige afdelinger om, hvad jeg fejlede og kom med den ene frygtelige diagnose efter den anden. Først troede de, det var herpes på hjernen, som jeg kunne dø af i løbet af en måned. Så mente de, jeg havde galoperende sklerose, og til sidst at det var en autoimmun sygdom, som fik min krop til at angribe sig selv. Imens gennemgik hun forskellige stadier af dødsangst, og tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Indtil lammelsen langsomt fortog sig og forsvandt, uden at nogen med sikkerhed havde konstateret, hvorfor den var kommet.

ANN ELEONORA OM SUNDHED
„At drikke meget vand virker. Jeg drikker mellem to og tre liter om dagen. Det føles som et indvendigt brusebad og får min hud til at skinne mere klart.”
„Rødvin ser jeg som sundt, fordi det får mig til at slappe af og indeholder meget godt.”
„Jeg går ofte i sauna og skifter med koldtvandsbade, det får gang i adrenalinen og renser ud.”

– Det interessante var, at mens jeg lå der, tænkte jeg ikke et sekund på alle de fede roller, jeg så gerne ville have spillet. Jeg var ligeglad. Til gengæld tænkte jeg meget på de børn, jeg nu ikke ville få. Det gjorde nas. Så da jeg kom ud på den anden side, sørgede jeg for at blive gravid med det samme. Det næste år var hun enormt bange for, at sygdommen skulle vende tilbage.
 – Jeg gik og fløjtede hele tiden, for det kunne jeg ikke, mens jeg var lammet. I dag er jeg stadig utrolig bevidst om døden. Det er en anden grund til, at jeg ikke gemmer noget til senere, hverken mine drømme om eget firma, den gode mad eller rejserne. Jeg sparer heller ikke op til min alderdom. Jeg vil hellere satse alt nu. Med tiden har hun fundet mere og mere ind til sin kerne. Og der skal også være plads til hendes temperament, siger hun. Tidligere lagde hun låg på det for ikke at genere nogen.
– Nu vil jeg have lov til at råbe højt og skælde ud på verden indimellem, og jeg bliver heldigvis hurtigt god igen. For nylig gik hendes opfarenhed ud over træneren på det fodboldhold, som hendes niårige søn spillede kamp mod.
– Min søn er målmand og havde lige taget en bold højt oppe i luften. I det samme kom der en gut fra modstanderholdet og sparkede ham i hovedet. Min søn begyndte at bløde. Alligevel råbte træneren til gutten: „Godt forsøgt”.

„Jeg bryder mig ikke om for mange rutiner. Hvis hver dag er den samme, føler jeg, at jeg lever på repeat”

Så for jeg ind på banen og skældte ud. Bagefter kan jeg godt se, at det ikke så godt ud, at jeg måtte trækkes væk af en af fædrene til de andre børn, men jeg kunne ikke holde mund.

Pauser er nødvendige
Egentlig er det tosset, at hun blev skuespiller, for hun har aldrig været god til mange mennesker i lang tid ad gangen.
– Som barn tilbragte jeg meget tid i mit eget selskab. Jeg var enebarn, til jeg blev 18 år og har aldrig gået i institution. Sammen med mine forældre boede jeg på Hotel Corner i Hjørring, som min far var direktør på. Mine forældre havde travlt, så jeg gik rundt i min egen verden og blev ikke vant til at dele tanker og følelser. Derfor var jeg genert, da jeg startede i skole. Men samtidig tryg ved at kaste mig ud i ting på egen hånd. Og så elskede jeg at digte historier. Måske var det den lyst, der gjorde, at jeg blev tiltalt af skuespillet. Hendes forældre blev skilt, da hun var 10 år. Det var hårdt. Men hun manglede aldrig kærlige voksne omkring sig.
– Jeg havde tre skønne kvinder, der tog sig af mig, når mine forældre havde travlt: Oldemor Eleonora, mormor Selma og min fars moster Inga. Tre meget forskellige kvinder, som alle gav mig kys og mayonnaisemadder i stor stil. Det tog tid, før hun kom af med sin generthed. På skuespillerskolen brugte lærerne en del tid på at få hende til at vende sig mod publikum, når hun fik en tanke eller følelse.
– Og jeg stiller mig stadig aldrig op på en scene, medmindre jeg skal spille en anden og dermed kan tage en slags maske på. F.eks. hader jeg at holde taler, indrømmer hun. Som voksen har hun fået stillet diagnosen hypersensitiv.
– Rent praktisk vil det sige, at alle indtryk virker med større kraft på en som mig end på mange andre. Så forstod jeg pludselig, hvorfor det var sådan et mareridt for mig at være på lejrskole, da jeg var barn. Alle sanser er lidt mere alert. Hvis jeg ikke kobler dem fra indimellem, bliver jeg træt. Derfor er jeg begyndt at lægge pauser ind i løbet af dagen. Det kan være at gå en ekstra tur eller lige at sidde ude i bilen og lukke systemet ned, inden jeg henter min søn.

Størst er kærlighed
Overskud får hun også af at rejse en gang om året alene. Gerne til en storby. Det er en tradition, hun grundlagde, da hun som 19-årig rejste ud i verden alene og blev væk i et år.
– Jeg tror igen, det har noget med min barndom at gøre. Jeg er ret tryg ved mit eget selskab. Jeg kan lide det uforstyrrede. I de senere år har jeg været i Paris, London og Barcelona. Jeg er vild med, at jeg kan gå på en kunstudstilling og blive i tre timer, hvis jeg har lyst. Der skal ikke forhandles. Rejserne er også en opladning, så hun har endnu mere at investere i det familieliv, hun også holder meget af.
– Livet har lært mig, at størst af alt er kærlighed. Det er det eneste, jeg er sikker på. Hver eneste dag lærer jeg af min mand og er lykkelig for at bruge tid sammen med ham og vores børn. Jeg er meget opmærksom på at pleje kærligheden og aldrig opfatte den som en selvfølge. Sin nysgerrighed gør hun også meget for at holde i form, bl.a. ved at læse, gå på udstillinger og se teater.
– For mig er kunsten tænkepauser, hvor jeg stopper op og reflekterer uden at være bange for at komme til kort. Vi har alle nogle ritualer i vores liv, nogle gentagelser, og dem elsker jeg. Men jeg bryder mig ikke om for mange rutiner. Hvis hver dag er den samme, kommer jeg til at føle, at jeg lever på repeat, og så mister jeg energien.

5 ting, jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig…

1. At kærligheden er smidig, men samtidig krævende. Og at det skal den være.

2. Hvor stort og rigt det er at have børn. Det er en fejl, at jeg ikke har fem.

3. At det er okay at have sine særheder, og at man nok skal få et godt liv alligevel.

4. At det kan betale sig at være nænsom ved mænd og rose dem. De er mere skrøbelige, end man tror.

5. At selv de største kriser går over, ofte endda hurtigere end man tror.

DET BEDSTE, JEG VED…
Mad: Bøf bearnaise med hjemmelavede pomfritter

Drikke: Espresso & rødvin

Træning: Pilates

Snack: Saltede nødder

Designer: Jeg beundrer Prada og falder nemt for kjoler fra Lanvin, men har ikke råd

Musik: Thomas Dybdahl og Quadron, sidstnævnte løber jeg til

Hemmelig synd: Chokolade og is

Skønhedsprodukt: Kiehl’s bodylotion