Asger Brodtkorb

Foto: Privat Klummeskribent Asger Brodtkorb har tidligere lidt af en spiseforstyrrelse. Nu fortæller han, hvorfor det er anderledes, når man er en mand.

"For mig havde sygdommen en ekstra dimension: Jeg er en mand"

Klummeskribent Asger Brodtkorb fortæller ærligt om, hvordan det har været at leve med en spiseforstyrrelse – som mand.

Et liv med en spiseforstyrrelse er udmattende, hårdt og fyldt med kaotiske tilstande – og ofte mere uigennemskueligt, end en blækregning for en talblind.

Jeg taler af erfaring.

Jeg har selv lidt af ortoreksi i en periode på fem-seks år, plus/minus. Det er svært at finde en eksakt dato for, hvornår en psykisk lidelse indtræffer. Personligt gik jeg i flere år rundt med en ubevidst selvskadende adfærd i form af overtræning og underernæring.

Men dér, hvor jeg tror, at det for alvor kammede over for mig, var, da jeg som 17-årig stod i lære i den lokale herreekviperingsbutik. Her bestod min frokost det første års tid typisk af en masse hvidt brød med den billige tunsalat fra Netto. Andet år levede jeg derimod af ovnbagte kyllingefileter og kogte, grønne bønner. Jeg havde samtidig skåret fyraftensøllene væk og gjorde alt for at komme ud ad døren, så jeg kunne nå fitnesscenteret inden sengetid.

Det er en ensom oplevelse, et isoleret liv og langt hen ad vejen en rejse, hvor man virkelig indser, hvad det vil sige at være sig selv nærmest.

En spiseforstyrrelse er din værste fjende, og din bedste ven. Den er et monster, der råber og skriger, men som er svær at forstå. Ikke som et fremmedsprog, men som hypnotiserende volapyk, der, uden helt at vide hvordan, får dig overtalt til de mest langt ude handlinger.

Den gør unægtelig skade på dig, og derved gør du skade på dig selv. Ikke ud fra den gængse opfattelse af selvskade; dybe ar op og ned ad arme og inderlår, men derimod ødelagte indre organer og et forværret system.

For slet ikke at snakke om den selvkritiske stemme, der hver dag sabler dig ned for at være den, du er.

Det er svært at gøre en spiseforstyrrelse tilfreds. Den vil aldrig klappe dig anerkendende på skulderen, før du ligger for døden; enten skeletlignende underernæret, eller uhelbredeligt fed. Med andre ord, har en spiseforstyrrelse én mission med din krop og dit sind: At få kontrollen over dig i en sådan grad, at den i sidste ende tager livet af dig. Det er ofte ét langt selvmord, når først du giver fortabt.

Spiseforstyrret med en ekstra dimension

Sådan kan livet med en spiseforstyrrelse i korte træk opsummeres. For mig havde sygdommen en ekstra dimension. Jeg er en mand.

At blive ramt af en spiseforstyrrelse, og samtidig være udstyret med et mandslem mellem benene, er ikke blot uudtalt i den almene danskers opfattelse, men også i det system, der bør hjælpe os alle sammen – mand som kvinde – af det afsporede tog, vi helt og aldeles ufrivilligt er steget ombord på, i vores mentale søgen efter noget nyt og bedre.

Mentale skavanker blandt det mandlige køn er noget, som vores samfund ignorerer, og det bliver fortsat set ned på med foragt og afsky. Som et tegn på svagelighed og afmagt.

At være en fyr med en spiseforstyrrelse indebærer – ligesom når man er en kvinde – forskellige problematikker. Et sted, hvor det adskiller sig, er dog noget så basalt, som at en spiseforstyrrelse altid er blevet skildret som en lidelse, der primært er forbeholdt kvinder, og at billederne, de fleste af os derfor genkalder os fra diverse kampagner mod spiseforstyrrelser, er af sygeligt tynde piger og kvinder, der ser sig selv som store og tykke i spejlet.

 Det er en kampagne, mange stadig husker i dag. Den har printet sig på nethinden med sine voldsomme illustrationer, og sat rammerne for en psykisk lidelse, der lige så langsomt er blevet kendt som en ”kvindesygdom”.

Denne opfattelse har på samme måde sat sit præg på behandlingen af en spiseforstyrrelse. En behandling, som jeg nu har et par års erfaringer med, men aldrig rigtig har følt mig velkommen i. En behandling, hvor alt det fagmateriale, der skulle gøre mig klogere på min lidelse, var skrevet i hunkøn, udsmykket med unge, tynde piger.

En behandling, der primært gjorde mig klogere på, hvad der kunne ske med mine æggestokke, når ikke jeg spiste tilstrækkeligt, eller hvorfor min menstruation udeblev i kortere eller længere perioder, under min tid som underernæret. Altså ikke, hvor jeg fik sat ord på, hvorfor jeg pludseligt ikke længere vågnede op med en flagrende ”morgen-stivert”, eller hvorfor ”han” pludseligt stoppede med at kigge frem resten af dagen, som ”han” ellers plejede. Ej heller et ord om, hvordan min sædkvalitet kunne tage skade til evig tid, grundet mit mangelfulde indtag af føde og enorme forbrug af motion.  

En behandling, der helt slavisk bliver kørt ud fra en behandlingsplan, lige så rituelt gennemgået, som spiseforstyrrelserne i sig selv. Og så var det bedøvende lige meget, hvem modtager var.

Jeg beder ikke nødvendigvis om en behandling specifikt rettet til drenge og mænd, men jeg forventer, at vi kan få samme oplevelse og hjælp som kvinder. At mine medmænd ikke skal opleve samme ”forkert-gørelse” af deres person, som jeg selv. At den næste 19-årige knægt, totalt knækket på psyken og i tvivl om livet, ikke bare skal føle sig endnu mere forkert på den, når han opsøger den nødvendige hjælp, fordi han er af hankøn. At vi ikke herigennem skal have bekræftet vores egen værste forestillinger, de grimme fordomme og forkerte synspunkter.

Typer, der mener, at vi som mænd skal blive bedre til at råbe op, hvis vi gerne vil ændre på de nuværende fejl og mangler, er ofte de samme typer, der mener, at kvinder selv er uden om det, når de bliver krænket. Typer, der ingen indsigt har, men alligevel bræger ud fra den højeste klippetop i håbet om lidt opmærksomhed.

Det er de forkerte, der tager taletiden.

Giv i stedet os hjælpen til at råbe op, men forvent ikke, at vi, i en verden hvor vi ikke er velkomne, kan finde modet og lysten til at blotte os midt i en svær og uoverkommelig situation.

Spiseforstyrrelser er generelt et tabubelagt emne, men for mænd kan det ofte føles decideret forkert af natur.

Tal om tingene, også de svære. Så bliver det hele meget nemmere.

Trods alt er jeg ikke længere spiseforstyrret. Det er dog ikke lykkes mig at slippe af med min angst og mit lettere deprimerede sind, der er blevet en konstant. Begge dele er noget, jeg "flygter" fra gennem så megen arbejde som muligt. På den måde forsøger jeg at tilpasse min psyke til mine omgivelser.

Det siges ofte, at den ene afhængighed tager over fra en anden, og det er nok ikke utænkeligt, at min spiseforstyrrelse blev overtaget af min arbejdsmani, men for mig – med det hoved og sind, jeg er udstyret med – blev det et spørgsmål om, hvilken afhængighed der var mindst skadelig for mig, frem for naivt at tro, at jeg kunne slippe helt af med den.

For ”rigtig rask” bliver jeg aldrig.

Om klummeskribenten

Asger Brodtkorb, 28 år.

Uddannet sælger i en tøjbutik og i dag selvstændig med webshoppen SneakiDong.dk, der sælger plejeprodukter og accessoires til sko og sneakers.

Forfatter bag bogen ”Selvbedrag – er spiseforstyrrelser for mænd?” og foredragsholder om samme emne. Dertil bruger Asger sin private Instagram-profil til at dele ud af sine tanker og besvare spørgsmål fra andre, der lider af en spiseforstyrrelse, eller som er pårørende til en, der gør.

Her kan du få hjælp

Hvis du kender nogen, der udviser symptomer på en spiseforstyrrelse, eller hvis du selv har brug for at snakke med nogen, kan du kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse på telefon: 7010 1818 eller SMS: 7710 1818. Læs mere på lmsos.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Spiseforstyrrelser