Bliv bidt af motion
SPONSORERET indhold

Sådan bliver du bidt af motion og taber dig

Få den personlige træner Jacob Søndergaardsbedste råd til at blive bidt af motion, så kiloene kan rasle af.

Af: Mille Collin Flaherty Foto: INA
10. feb. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Hvad skal jeg tænke over, inden jeg går i gang?
– Man skal sætte sig et mål. Der er typisk tre typer af målsætninger: Den visuelle, der handler om, at man gerne vil tabe sig eller få bedre hud, den sundhedsmæssige, der handler om, at man er træt af at føle sig usund og den energimæssige, der tager afsæt i et ønske om at have mere energi.

Hvordan finder jeg en træningsform, der passer til mig?
– Gør dig klart, hvad du har lyst til. Vil du f.eks. træne sammen med andre eller alene? Tænk over, hvad du synes, er sjovt eller om der er noget, du engang havde succes med. Hvis du godt kan lide at gå i byen og danse, skal du måske melde dig til salsa eller zumba, og var du engang god til håndbold, er det måske dét, du skal genoptage. Tid og penge sætter jo altid begrænsninger, men de fleste fitnesscentre har gratis prøvetimer, så man kan teste de motionsformer, man er interesseret i. Ellers er det en god investering at hyre en personlig træner, der kan hjælpe en med at komme i gang og finde en form, man rent faktisk lykkes med.

Hvordan undgår jeg at falde i undervejs?
– Lav aftaler med andre, f.eks. inden du tager på arbejde. Det, at der står en veninde på et gadehjørne og venter i løbetøj, eller at man har meldt sig til et hold i fitnesscenteret, skaber jo en positiv form for gruppepres. Det er også en god ide at føre en slags træningsdagbog, hvor du skriver, hvornår og hvor meget, du har trænet, for det virker enormt motiverende at kunne se, at du f.eks. i sidste uge var af sted hele tre gange.

Hvordan får jeg prioriteret træningen i min hverdag?
– Sæt langsigtede mål, f.eks.: "Til sommer vil jeg kunne passe mine jeans". Alt har jo en effekt, og hvis du træner i ti minutter tre gange om ugen, vil du allerede efter den første uge kunne føle, at du har fået mere energi og sover bedre om natten. Det handler jo om at overtale vores reptilhjerner til, at det faktisk er et smart projekt, og det gør man altså bedst ved at bygge rutinerne op stille og roligt.

Læs også: Spis dig til energi og glæde

Hvad skal jeg sige til mig selv undervejs?
– At det ikke er et quick fix, og at man har gang i et projekt, der aldrig bliver færdigt. Når det så er sagt, er den besked simpelthen for stor for hjernen at kapere, og derfor er det enormt vigtigt at definere nogle korte perioder, hvor man prøver tingene af. Det kunne f.eks. være, at man i de næste 14 dage spiser kød til morgenmad, og så ser man, hvordan det virker. For du kan jo sagtens justere sin strategi undervejs, og det handler også om timing. Det er f.eks. nok ikke en god idé at gå på en besværlig raw food-diæt, hvis man er enlig mor og har alt for meget arbejde.

Er det vigtigt at sætte mål og del-mål?
– Jeg arbejder med to faktorer: Et resultat og en indsats. Og hvis ikke indsatsen passer til resultatet, bliver man skuffet. Og demotiveret. For hvis målet var, at man ville tabe fem kilo, og man kun taber sig to, så nåede man jo ikke sit resultat. Jeg synes, man skal lade være med at fokusere så meget på resultat og mere se på indsatsen. For to kilo er jo også rigtigt flot, men resultatet afhænger helt af indsatsen.

Hvem skal jeg involvere i mit projekt?
– Så mange som muligt! Og særligt dem man bor sammen med ved helt konkret at sige: "Måden, du hjælper mig på, er ved ikke at friste mig." Jeg synes klart, man skal spille med åbne kort, og lægge vægt på, at man er i gang med en udfordring frem for et vægttab, og hvis folk blander sig negativt, skal man enten afværge dem med et smil eller forklare dem, at man jo også respekterer deres kostvaner.

Læs også: Tilmeld dig ALT for damernes Kvindeløb

Hvor skal jeg begynde – helt konkret?
– Du kan jo alliere dig med en ven eller starte en blog eller facebookside, der hedder
"Violettas Magiske Vægttab". Det er også en god ide at tage et billede af sig selv, for der er ikke noget så motiverende som at se før/efter-billeder. Og så skal man have skabt et udgangspunkt ved at stille sig selv en række spørgsmål á la: "Hvordan har jeg det, når jeg vågner om morgenen? Er jeg træt eller vil jeg gerne have mere energi?". Og så være helt ærlig, når man svarer.

Vil du gerne tabe dig? Tilmeld dig ALT for damernes slankeklub