livsstils bøger
SPONSORERET indhold

4 kvinder: Bogen, der ændrede mit liv

Kan en bog virkelig vende op og ned på alt? Ifølge Annika, Mette, Tina og Marie er svaret ja. Her fortæller de om deres „bibler” – mød først 29-årige Tina Amina Lassen, der fik boostet sit selvværd efter at have læst Krisztina Marias træningsbog.

Af:: Charlotte Wendt Jensen Foto: Trine Bukh
26. dec. 2014 | Sundhed | Fit living

Allerede få sider inde i personlig træner Krisztina Marias bog „Bang! Styrken kommer indefra”, kunne Tina Amina Lassen mærke, at det var den helt rigtige bog for hende. Den direkte tone og de mange ordsprog fulde af styrke motiverede hende til at gå ind i kampen mod de kilo, hun gerne ville sige farvel til.
– Jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg var blevet ret stor og ked af, hvordan jeg så ud, så jeg havde besluttet mig for, at jeg ville ændre nogle ting, men jeg havde ikke redskabet til det. Bogen blev mit redskab. Jeg fik rygrad til at gå i gang, da jeg havde læst den, siger Tina Amina Lassen.
„Bang! Styrken kommer indefra” fokuserer især på psyken, og det var netop den, Tina havde behov for at få styrket. Hun har aldrig været i tvivl om, hvordan hun skulle spise sundt, eller hvilken form for motion hun skulle dyrke ? hun var bare aldrig kommet i gang.
– Krisztina Maria prøver at trække dig ud af den offerrolle, du ofte havner i, og hun prøver at ændre det negative syn, du kan have på dig selv. Hun er meget direkte og pakker ikke tingene ind, og hun går til alle de undskyldninger, du har, for ikke at komme i gang. Bogen fik mig til at forstå, at det er mit liv, og at jeg skal tage ansvar for det. Den eneste, der kunne gøre noget ved et vægttab, var mig selv, forklarer Tina Amina Lassen, der følte sig så ramt af Krisztina Marias ord, at hun tog udfordringen op.

UD MED DE GAMLE VANER
Et af de første skridt mod et vægttab var bogens opfordring om at komme ud af sin komfortzone. For Tina betød det at tage til træning alene.
– Tidligere kom jeg aldrig afsted til træning, hvis mine veninder ikke kunne, men ville jeg skabe en forandring, måtte jeg gøre tingene anderledes. Da jeg stod i centeret, var jeg ved at kaste op af skræk, men det blev bedre og bedre med tiden, selvom det var svært og grænseoverskridende. Vaner er ikke bare lige noget, man bryder, så jeg har virkelig arbejdet med det.
Den styrke, som Tina fandt i „Bang! Styrken kommer indefra”, har indtil nu resulteret i et vægttab på 27 kilo. Bogen er blevet fast ingrediens på natbordet, og har Tina en dårlig dag, genlæser hun de mange ordsprog som „styrken kommer indefra” og „træd ud af din komfortzone”, som er med til at holde hende til ilden.
– Bogen har printet sig ind i min tankegang. Hver gang jeg får en negativ tanke om noget, jeg ikke kan, eller at jeg er for træt, har jeg hendes ord i mit hoved. Før holdt jeg mig meget derhjemme, for hvad nu hvis jeg ikke kunne? Det tænker jeg ikke så meget længere. Jeg har meget mere selvtillid og selvværd, og jeg føler mig sund og stærk, og i stedet for at se mig selv som et offer prøver jeg at springe ud i ting. Ellers går jeg jo glip af en masse af livets glæder.

BOG: „Bang! Styrken kommer indefra” af Krisztina Maria.
GRUNDPRINCIP: Den personlige træners budskab er, at DU er den eneste, der kan skabe forandringen, og følelserne skal være med. Du tvinges til at se indad, så sindet bliver styrket i kampen mod en sundere livsstil.
„Jeg har lært at styre min HVERDAG”
Mette Fisker, 51, fandt ud af, hvordan hun skulle håndtere en travl hverdag, da hun læste en bog om meditation for erhvervsfolk.

Det var forsiden, der gjorde forskellen for Mette Fisker. Billedet, hvor Henning Daverne sidder i et jakkesæt og udstråler en indre ro, var grunden til, at hun købte bogen „Vejen til indre ro i en travl hverdag” i håb om, at den kunne hjælpe hende. Mette Fisker er egentlig ikke til det alternative, men på et tidspunkt kunne hun mærke, at hun havde behov for nogle redskaber til at styre sin hverdag som selvstændig.
– Jeg er typen, der får mange ideer og elsker at udvikle på alt. Jeg engagerer mig dybt i tingene og glemmer at passe på mig selv. Jeg kan føle, at jeg kører med 120 i timen med spændt håndbremse, hvor jeg hele tiden er bagud.
– Da jeg startede som selvstændig, arbejdede jeg 24 timer i døgnet, og jeg havde altid noget, jeg lige skulle nå, inden jeg kunne slappe af, så på et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg måtte gøre noget. Jeg læste bogen på en ferie, og Henning ramte mig fuldstændig. Han bruger ordet „uanstrengt” meget, og når mit liv bliver for anstrengt, fordi jeg sætter for meget i gang, tænker jeg på hans ord og tager nogle dybe vejrtrækninger.

TRÆK VEJRET, METTE
Hennings Davernes budskab i bogen og den medfølgende øvelses-cd er, at det er muligt at finde indre ro i en presset hverdag bl.a. ved hjælp af meditationsøvelser. De øvelser er nu blevet en vigtig del af Mette Fiskers liv.
– Når jeg presser mig selv helt derud, hvor det ikke er rart – hvor verden begynder at styre mig, i stedet for at jeg styrer den – så tager jeg bogen frem. Den har givet mig noget af det mest simple, men effektive: nemlig at huske at trække vejret helt ned i maven.
– Bogen minder mig om, hvordan det er, når jeg har det bedst, og min hverdag er uanstrengt. Den har lært mig at være bevidst om, hvad jeg har brug for for at være den bedste udgave af mig selv.

BOG: „Vejen til indre ro i en travl hverdag” af Henning Daverne.
GRUNDPRINCIP: Meditation kan godt integreres i en travl hverdag ved hjælp af få rolige stunder. Bogen er målrettet erhvervsfolk, der gerne vil opnå indre ro og mindre stress og indeholder også en øvelsescd.„Nu har jeg sluttet fred med MAD”
39-årige Annika Hayn fandt endelig en kur, der virkede, i „Verdens bedste kur vol. 2.0”.

Annika Hayn havde været på kur mange gange, men aldrig fundet en opskrift, der holdt i længden. Lige indtil hun læste „Verdens bedste kur vol. 2.0” af Christian Bitz og Arne Astrup.
– Pludselig opdagede jeg, at kur også kan være lig med ordentlig mad. Jeg skal stadig holde mig til en madplan, men maden er god, og principperne er så enkle og nede på jorden, at alle kan være med, siger Annika Hayn.
Hun mødte sundhedseksperten Christian Bitz første gang, da de begge var med i programmet ?Go kuren” på TV 2, hvor Annika Hayn tabte sig 30 kilo. Siden udkom „Verdens bedste kur” og senest „Verdens bedste kur vol. 2.0”, hvori bl.a. Annika Hayn deler ud sine erfaringer. I dag er bogen hendes bibel og grunden til, at hun har tabt sig yderligere 10 kilo.
– Min tilgang til mad har ændret sig meget. I dag portionsanretter jeg min tallerken ved køkkenbordet, så jeg ikke tager en portion mere, når jeg egentlig er mæt. Og jeg spiser, når jeg spiser, i stedet for at se fjernsyn eller kigge på computeren, for så spiser jeg på autopilot. Jeg er til stede, når jeg spiser, så jeg mærker, om jeg er sulten eller mæt. Det har uden tvivl fået mig til at spise mindre.

SLUT MED AT GÅ SUKKERKOLD
I „Verdens bedste kur vol. 2.0” skal du spise efter den såkaldte tallerkenmodel, hvor halvdelen er grønsager, og de sidste to kvarter fyldes med fuldkornsprodukter og proteinrige fødevarer. Men der er også plads til at skeje lidt ud.
– Der er ikke noget i bogen, der siger fy, men hvis du vil have slik eller kage, så skal det være godt. Og godt betyder ikke meget. Det betyder lækkert og med nydelse. Efter jeg er begyndt at følge bogens principper, har jeg fået langt mere energi, og jeg går ikke sukkerkold. Jeg føler, der er balance i regnskabet, fortæller Annika, der inspirerer andre på sin Facebookside „Fra kageform til topform”.
– Det har været hårdt, sjovt og meget lærerigt at blive introduceret til noget, som har gjort så stor en forskel i mit liv. Det kræver rygrad, og du skal virkelig være klar til det, men overholder du madplanen, taber du dig, og det har været min motivation. Jeg har fået meget mere selvtillid og selvværd og vigtigst af alt et sundt forhold til mad. Før spiste jeg på følelser. Nu ved jeg, at mad ikke skal være en trøst, men noget man nyder. Jeg har brugt 16 år af mit liv på at tabe mig og tage på igen, men nu har jeg sluttet fred med mad, og nu er jeg den, jeg gerne vil være. Bogen har reddet mit liv.

BOG: „Verdens bedste kur vol. 2.0” af Christian Bitz og Arne Astrup.
GRUNDPRINCIP: Spis efter tallerkenmodellen: Fyld halvdelen med grønsager, ¼ med fuldkornsprodukter og ¼ med proteinrige fødevarer. Vælg kulhydrater med lavt GI (glykæmisk indeks), og husk morgenmad.„Mit liv giver MENING – hver dag”
Det var i Sofia Mannings coachingbog, 33-årige Marie Søndergaard Madsen fandt koden til, hvordan hun vil leve sit liv.

Marie Søndergaard Madsen er slet ikke i tvivl. Sofia Mannings bog „Coaching” har ført hende derhen, hvor hun allerhelst vil være.
– Hvis jeg blev syg i morgen, ville jeg ikke ændre noget i mit liv. Bogen har inspireret mig til at leve et liv, hvor tiden ikke bare går, men hvor hver dag har betydning. Det er en fed følelse. Da Marie Søndergaard Madsen fik bogen foræret i julegave, havde hun netop oplevet en venindes far blive kørt ihjel. Det fik Marie til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, hendes hverdag var skruet sammen på.
– Jeg læste bogen på et par dage, og det var meget intenst. I bogen er der opgaver, du skal løse, og de fik mig til at reflektere meget over mig selv og min situation. Den forandrede noget hos mig. Men det krævede samtidig nogle svære beslutninger, siger Marie, der efter at have læst bogen opstillede to mål for sin fremtid: nyt job og et vægttab på 10 kg.

KLAR TIL AT COACHE ANDRE
– Bogen tager dig igennem en proces, hvor du finder ud af, hvad du egentlig vil. Når jeg skriver mål eller ting, jeg gerne vil ændre, ned, bliver jeg nødt til at handle. Det er mit eget ansvar at gøre noget ved tingene, ikke andres.
Bogen er blevet en slags guide for Marie til at kunne tage styring over sit eget liv. Og den har ikke kun inspireret hende på det personlige plan. Hun har arbejdet med forandringsprocesser i større virksomheder og er sideløbende ved at uddanne sig til coach, så hun kan hjælpe andre med bogens principper. Og hun bruger den stadig flittigt selv.
– Jeg læser bogen en gang om året, og i perioder hvor jeg begynder at blive utilfreds. Den hjælper mig til at få sat ord på, hvorfor jeg har det skidt, og hvordan jeg kan ændre det. Og når jeg så ændrer noget, ved jeg, at jeg har taget den rigtige beslutning ? også når den er svær.

BOG: „Coaching” af Sofia Manning.
GRUNDPRINCIP: Bogen vil have dig til at opdage og udnytte dit fulde potentiale. Ved hjælp af seks trin guider bogen dig til at få klarhed over, hvad du vil med dit liv, hvorfor du vil det, og hvordan du kommer derhen.