"Kære mor. Min spiseforstyrrelse tog nær livet af mig"

Kære mor

Du skal vide, at jeg har det meget bedre. Jeg er ikke længere den pige, du havde så god grund til at være bekymret for. Hende, der ikke spiste i et år, motionerede til hjertet slog ude af takt og til sidst ikke havde kræfter til at stå ud af sengen om morgenen. 

Jeg spiser i dag - nok til at være velfungerende, passe mit arbejde og mine relationer og at have energi i min krop - og jeg bevæger ikke længere min krop, mere end den kan holde til. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig alt dette. Lige så skamfuld, som jeg var dengang, da spiseforstyrrelsen havde al magt over mig, og lige så skamfuld jeg stadig er over, at den havde det - lige så dybtfølt ville jeg ønske, at du kunne forstå, at den ikke længere har det. 

At jeg, omend vundet over den måske er for meget sagt, i hvert fald er kommet til et sted, hvor jeg kan kæmpe imod den i dag. Hvor jeg ved, at selv den dårligste dag i dag er bedre end den bedste dag dengang. Og at jeg aldrig nogensinde skal tilbage. Jeg nægtede dengang, at jeg havde et problem, selvom du nærmest skreg det ind i hovedet på mig. Men jeg vidste det godt. Jeg vidste det så meget, at jeg i flere måneder stod op om natten for at spise proteinbarer i smug, rystende over hele kroppen af skræk for de kalorier, der nu blev tilført min krop, fordi jeg instinktivt vidste, at det var nødvendigt.

Du siger ofte, at jeg jo sikkert tæller alle kalorier og vejer mig selv dagligt. Jeg finder altid et nyt emne at tale om, fordi det er alt for sårbart. Det efterlader dig sikkert i troen om, at du har ret. Men mor, det har du ikke. Jeg har bevidst holdt hånden over alle tal, der knytter sig til mad og krop i et år nu. Jeg kigger ned i gulvet, når jeg bestiller mad på restauranter, der oplyser om kalorieindhold. Og jeg ved ikke engang, hvor den badevægt, jeg brugte mine opsparede penge på, er, for jeg smed den langt væk, da jeg indså, at den kun ville spænde ben for at gøre mig rask. 

Rask bliver jeg måske aldrig, ved jeg i dag. Jeg kommer nok til at leve som en tørlagt alkoholiker resten af mit liv, der må leve med, at den rus, som følelsen af sult, vægttab og kontrol giver mig, spøger derude og jævnligt kommer lokkende frem. Men med tiden bliver rusen over et lykkeligt og sundt liv større, og kampen mod spiseforstyrrelsens fristelser lettere at overvinde. 

Jeg håber, at du en dag vil indse, at selvom vi aldrig har kunnet tale om det, og selvom jeg måske aldrig vil have mod til at sige det højt til dig, så havde jeg en alvorlig spiseforstyrrelse, der nær tog livet af mig. Men jeg kæmpede og kæmpede og er i dag sund og rask igen. Jeg håber, at du en dag vil stoppe med at være bekymret for andet. Jeg har det godt. 

Kærlig hilsen mig