Claus Holm og Christian Bitz
SPONSORERET indhold

Claus Holm: Jeg kan sige ALT til Christian Bitz

Indtil for få år siden var der adgang forbudt for sundhedsrealister i Claus Holms køkken. Men så mødte han den største af dem alle. Og blev ikke bare omvendt, men fandt også en makker for livet. Mød den 44-årige mesterkok og madelsker, som sammen med bedstevennen Christian Bitz er vært på TV 2’s nye, daglige madprogram „Go’ appetit”.

Af: Anne Hermansen Foto: Scanpix/TV2
02. apr. 2015 | Sundhed | Fit living

– Hvad var det første, du tænkte, da du mødte Christian Bitz på dit allerførste „Go’morgen Danmark”-program?
– Frygt. Det var min første reaktion. Men så var han simpelthen så rar, at jeg bare fik lyst til at være hans ven, ja til at kramme ham, faktisk.
– Men hvorfor ligefrem frygt?
– Christian Bitz havde forskellige kokke til at lave mad til programmet, og Christian Bitz er jo ernæringsekspert og cand.scient. Jeg var bange for, at han skulle gennemskue mig eller fange mig i et eller andet. At min mad ikke var ernæringsmæssigt rigtig eller noget i den stil. Sådan er det med kokke – vi er skrøbelige rockstjerner, der udadtil kan det hele. Men jeg kender ikke en eneste dygtig kok, som ikke hver aften tænker: „Var det godt nok?” Vi har et enormt behov for anerkendelse.

Mød Claus Holm. Den 44-årige kok, der siden 2007 har tryllet med maden og smagen på TV 2. Han har udgivet adskillige kogebøger, drevet gourmetrestaurant på Fyn og lavet mad til hele Danmark lige fra kongefamilien til de hjemløse på det herberg, som han besøger og går i køkkenet med fem gange om året.

Her er ingen fine fornemmelser, tværtimod:
– Jeg kæmper meget med ikke at føle mig god nok, jeg skal lære at hvile mere i mig selv og ikke hele tiden presse mig selv. Jeg tror, at det går helt tilbage til min barndom. Min far døde, da jeg var ti år. Vi var fire drenge og min mor, som arbejdede på tyggegummifabrikken Dandy i Vejle. Jeg elsker min mor, men som dreng har du også brug for det klap på skulderen, som din far og en mandlig rollemodel kan give dig, og det har jeg ikke haft, fra jeg var ti år.

Til gengæld mødte Claus Holm sin anden bedste ven i en ret sen alder. Den første er hans kone Anne, som også er kok, og som han har været sammen med i 26 år. Den anden er en af Danmarks mest efterspurgte sundhedseksperter; den 37-årige sundhedsrealist Christian Bitz, der har skabt en kometkarriere med tv-programmer, foredrag og adskillige bestsellerbøger indenfor de seneste år. Der skete nemlig noget helt specielt, efter de to havde lavet det første „Go’morgen Danmark”-program sammen den dag for efterhånden otte år siden. Bitz ringede Holm op, da han sad i bilen på vej hjem mod Svendborg, hvor han bor.
– Vi snakkede i halvanden time. Nonstop. Om alt muligt. Det klikkede bare.

Jeg ringer til Christian, når jeg falder i
Samtalen mellem Holm og Bitz er i virkeligheden aldrig stoppet. De to taler stadig. Gerne tre-fire gange i løbet af en dag, hvor de lige ringer sammen. Eller sender hinanden sms’er. Med hjerter, tilføjer Claus Holm og hiver telefonen frem og scroller ned gennem beskederne:
– Se, det’ sgu sødt.

Nå ja, og så er der jo også to dage om ugen, hvor de to sidder på deres fælles kontor i kælderen under Coops hovedkvarter, hvor de er ansat til at gennemføre virksomhedens nye madmanifest om sundere og mere økologisk mad til forbrugerne. Og der er foredragene, de holder sammen. Og alle optagedagene sammen til de 240 nye, daglige madprogrammer med fokus på smag og sundhed, som har premiere på TV 2 1. marts.

En gang om måneden river de også en drengerøvsdag ud af kalenderen, en „Bitz & Holm-dag”, kalder Claus Holm det:
– Så træner vi sammen, prøver biler, går ud og spiser og fjoller rundt. Og snakker. Om alt. Som i alt, der er intet, jeg ikke kan sige til Christian. Sådan har jeg aldrig haft det med nogen før bortset fra min kone. Der er ingen sider af mig selv, som han ikke må se.

Bogstaveligt talt, viser det sig. Claus Holm giver et eksempel, som illustrerer makkerparrets rollefordeling, når de to holder foredrag sammen:
– Jeg kan godt gøre Christian forlegen, når vi står foran en sal med 700 kvinder, og jeg fortæller historien om dengang, vi skulle være nøgne sammen første gang. Det kan jo godt være lidt akavet for mænd …
– Hvorfor?
– Fordi man jo ikke ved, om den anden har én, der er meget større end ens egen. Men altså, vi havde trænet og står i omklædningsrummet sammen med en masse andre mænd og skal under bruseren, og så siger jeg meget højt med min bulderstemme: „Det er kraftedeme utroligt med dig Christian – ikke bare ser du skidegodt ud og har en fedtprocent på nul, så har du oven i købet også en stor diller”.

Vi lader lige billedet af 700 hujende kvinder stå et øjeblik, mens Claus Holm dribler videre:
– Og så plejer jeg at sige, at jeg jo er håndværkeren af os to, så min hænger selvfølgelig i læ under et halvtag, for der er ingen kvinder, der har lyst til at få et rustent søm i munden.

Og så er vi meget elegant tilbage på sporet. Af sundhed. Og de ekstra kilo, som Claus Holm i perioder kæmper med. Han har flere gange selv været på hans og Bitz’ årlige „Store Kur” på TV 2, tabt 13 kilo og været nede på 93. Men har efterhånden konstateret, at han har det allerbedst, når vægten står på mellem 97 og 99 kilo. Inklusive et lidt mindre halvtag.
– Jeg føler mig ikke tilpas, når jeg er helt nede på 93 kilo. Jeg skal hele tiden tænke over, hvad jeg spiser, og det er ikke meningen med mad og nydelse – og det er heller ikke sundhed for mig. Jeg er ikke så offentlig omkring det, når jeg er på kur, som jeg har været, for jeg blev træt af rollen som „Danmarks fede darling”. Jeg har prøvet at stå i Brugsen, og hvor en dame kom hen og klappede mig på maven og sagde: „Ska’ den ikke snart væk?”
– Alle, der kæmper med vægten, ved, at man har perioder, hvor man er ked af det eller falder i. Når det sker for mig, så ringer jeg til Christian.
– Hvad siger han så?
– At det er okay.

Jeg fik et karmaklask, da jeg gik konkurs
Claus Holm træner i fitnesscenter to gange om ugen sammen med sin kone Anne. De har deres eget program på en time, som de laver sammen. Alle ugens øvrige dage går han 10 kilometer med parrets hund. De bor i Svendborg i et lillebitte fiskerhus, som de fik lov at beholde, da de i 2006 gik konkurs. Med et brag, siger Claus Holm.

– Jeg startede Restaurant Gåsen i Svendborg, da jeg var 27 år og drev den sammen med Anne, som også er kok. Vi havde to stjerner i Dansk Spiseguide, og det kørte bare derudad, men jeg var simpelthen det ondeste menneske. Hysterisk, hidsig og stresset. Maden på tallerknerne var det eneste, der betød noget for mig, og når jeg ser tilbage, skammer jeg mig over, hvordan jeg behandlede andre, bl.a. mine kokkeelever. En dag sagde Anne til mig: „Det er mig eller restauranten”. Så solgte jeg den. Det var ikke engang et valg – det var jo Anne, den pige, der også er min bedste ven, så jeg var ikke i tvivl. Men alligevel var der noget, han stadig ikke havde lært, siger Claus Holm.

– Vi begyndte at lave mad ud af huset og var hurtigt helt oppe i det høje gear igen med 65 ansatte. Vi lavede mad til Dronningen og Kronprinsen, og vi så os aldrig tilbage. Før det hele væltede. Det var blevet for stort, vi havde to partnerne, og der var ikke styr på økonomien. Der gik det op for mig, at der er noget, der hedder „karmaklask”. Jeg havde trådt på så mange og var så drevet af at ville være Guds gave til gastronomien. Jeg blev helt enkelt tvunget til at kigge indad, skrælle alt væk. Og begynde forfra.

– Hvad er det vigtigste, du lærte af det?
– At være ydmyg og taknemmelig. Jeg tror på, at man får en chance til, når man går ned på sine knæ og siger undskyld til Gud eller Universets Intelligens, eller hvad man nu tror på. Jeg lever efter én ting nu, og det er at være ægte i alt, hvad jeg gør. Overfor andre og overfor mig selv.
– I stod med en gæld på fire millioner, hvordan kommer man ud af det?
– Ved at knokle, uafbrudt. Og ved at fjerne alt, rejser, bladabonnementer, Viasat, alt. Ved at tage mad med hjem fra arbejde og spise rester. Og ved at sige ja til alle opgaver, også 20 gange lasagne med salat ud af huset søndag aften. I dag skylder vi ca. en halv million kroner.

– Mødet med Christian er også en del af den historie, for det var på så mange måder et vendepunkt for mig. Han havde en omsorg og sagde, at jeg skulle passe på mig selv, for jeg levede jo ikke sundt. Og så spurgte han, om jeg ville lave opskrifterne til hans første bog „Bitz dit køkken”.
– Han opfordrede mig til at genopfinde smagen på det sunde – uden fløde og smør, men f.eks. med flere grønsager, længere tilberedningstid og andre smagsgivere som lakrids, muskatnød og vanilje. Der var dér, tingene begyndte at vende og gå fremad igen. Og det var der, jeg selv fik øjnene op for, hvad sundhed egentlig er. Før det var der sgu ingen sundhedsrealister, der skulle sætte deres ben i mit køkken, nu er jeg selv en af dem.

CHRISTIAN BITZ AFSLØRER 4 TING OM MIN BEDSTE VEN CLAUS HOLM

Din første tanke, da du mødte Claus?
Den mand er meget begejstret! Jeg er tosset med oprigtig begejstring for livet, projekter og hvad man nu får kastet sig ud i. Når Claus står med råvarer og laver mad, stritter hele hans krop af begejstring og lyst til at lave det bedst mulige måltid. Det er meget smukt.

Det bedste ved Claus og jeres venskab?
At han er et gavmildt menneske, som giver meget, ikke kun materielt, men også af sig selv. Jeg har aldrig mødt en mand med så stort et hjerte, han vil alle det bedste. Det er meget trygt at være ven med Claus, jeg har ingen hemmeligheder eller noget, jeg ikke fortæller Claus. Og lige meget hvor langt ude jeg er, så lytter Claus altid, samler mig op og hjælper mig videre – og jeg gør det samme med Claus. Vi er virkelig gode til at hjælpe hinanden, når livet byder på udfordringer.

En ting, vi ikke ville gætte om Claus?
Claus er ekstremt struktureret, meget mere end mig. Han har lister, noter og mails fra alle møder og begivenheder, og der er ikke noget, som bliver glemt eller fejet ind under gulvtæppet. Han har en fascinerende evne til at have styr på alt – nogle gange næsten så meget, at han helt kan glemme sig selv.

Glad eller gal – hvad skal der til?
Claus er næsten altid glad og positiv. Til gengæld kan det gøre ham rasende, når folk brænder ham af eller ikke holder aftaler.

SE OGSÅ: Christian Bitz: "Vi eksperter skal smide selvhøjtideligheden og være ærlige"

SE OGSÅ: Mille Køpke: "Jagten på drømmekroppen blev mit mareridt"

SE OGSÅ: Morten Ankerdal: "Jeg vil gerne vise, at jeg er god nok"