Claus Møller Jakobsen: "Jeg er en virkelig følsom fyr..."

En følebolle. Kalder han sig selv. Fordi han er en følsom fyr. Ligesom kæresten Andrea Elisabeth Rudolph, hun er også en følebolle.
Det og meget andet har de tilfælles, siger Claus Møller Jakobsen, som ud over at være forlovet og inderligt forelsket i den underskønne indehaver af Rudolph Care, er far i en familie med tre sammenbragte børn og parrets lille nyfødte søn. Han er også en af de mest succesfulde danske håndboldspillere i sin generation. Tidligere professionel på bl.a. de spanske tophold BM Ciudad Real og Ademar León samt danske Skjern. Og vinder af titler som DM, Champions League, EM- og VM-bronze.
39 år, 190 centimeter højt og 96 kilo kampvægt. Temperamentsfuld på banen, præcis det modsatte udenfor. Viser det sig.

SE OGSÅ: Anders Agger: "Det er godt, der findes kvinder, der kan bede os mænd om at stramme op"

Lige nu sidder vi i krogen på et lille snedigt sted i Store Strandstræde ved Nyhavn i København. Det ligger lige rundt om hjørnet fra kontoret, hvor han arbejder for et erhvervsnetværk, når han ikke er på skærmen i sit andet nye job på TV 2 som håndboldekspert og kommentator. Man kan få laks og kaffe, for eksempel. Så det bliver der bestilt, mens han smiler og flere gange siger ”rolig, rolig”.
Tempoet er for højt, manden har boet ni år i Spanien, det er ikke god stil at møde op i højeste effektivitetsgear og gå lige til stålet. Først skal pulsen ned. Så skal vi sludre. Og så kan vi snakke. Rolig nu.
– Hvis du og jeg havde mødt hinanden i Spanien, så havde vi kysset først på den ene kind og så på den anden kind, der er ikke den samme distance. Jeg elsker at bo i Danmark, og jeg vil være her resten af mit liv. Men de ni år i Spanien åbnede mine øjne for nogle andre værdier, som jeg også holder meget af. Herhjemme er vi slemme til at spørge: ”Nå, hvad laver du så?”, og på baggrund af svaret danner vi et billede af hinanden. Det skaber et unødigt pres, at vores titel i så høj grad definerer, hvem vi ”er”. I Spanien spørger man mere: „Hvordan har du det?
– Og hvordan har du det så?
– Jeg er glad. Det er godt et år siden, at jeg stoppede som professionel håndboldspiller. Det var en passion og en livsstil – men jeg har aldrig lagt min identitet i det at være håndboldspiller, så derfor har det ikke været et identitetsskifte for mig, men selvfølgelig er det et nyt liv på mange måder. Og så glæder jeg mig rigtig meget over at blive far igen. Det er helt uden for kategori rent følelsesmæssigt – hver gang!

3 skønne mænd: "Vi elsker kvinder, der kan grine af sig selv og holder af deres krop"

Jeg nyder min nye frihed
Claus Møller Jakobsen var i nogle år en af nøglespillerne på det spanske tophold BM Ciudad Real, hvor han sammen med en række af verdens allerbedste spillere vandt Champions League i 2006. Fantastiske år, siger han. For der var præcis de rammer, som han præsterer bedst inden for.
– Jeg er meget udadvendt, meget impulsiv og passioneret. Og jeg vil vinde. Jeg er ikke den strukturerede type, der udelukkende holder sig til det, vi har aftalt. Jeg tager mange chancer på banen, nogle gange ser det forrykt ud, andre gange er det helt rigtigt. Og jeg skal virkelig kunne mærke, at jeg gør en forskel. Jeg kan ikke være én i mængden. Men det særlige kan kun opstå, når jeg ikke er bange for at blive pillet ud, hvis jeg fejler.
– Jeg har altid haft enormt behov for at mærke, at der er fuldstændig tillid til mig. Hvis jeg er bange for at lave fejl, så begår jeg dem netop. Og det er en af grundene til, at jeg ikke havde samme spillestil på landsholdet. I Ciudad Real gik alt op i en højere enhed. Det var et mageløst spillende hold, der var en god stemning, og vi havde en virkelig dygtig træner, Talant Dujshebaev.
– Hvad er det vigtigste, du har lært af ham?
– To ting: Hvis du skal lede en gruppe store egoer og individualister, så skal du selv have det allerstørste ego. Han stod med 16 specialister, der alle gerne ville score det afgørende mål, og det kræver en meget stærk frontfigur. Og så gjorde han mig bevidst om, hvor vigtigt det også er at fejre mine sejre.
– Typiske er vi som mennesker rigtig gode til at dvæle ved vores fejl og nederlag og analysere dem igen og igen. Men når vi vinder, så knapper vi en øl op, skåler, og så er det dét. Talant Dujshebaev krævede sindssygt meget af sig selv og af os. Han tolererede ikke en indsats på 99 procent. Han sagde altid: „Du skal være en champion. På banen. Og når vi fester”. Han har præsteret at stoppe bussen og gå helt amok over, at vi bare sad og hyggesnakkede på vejen hjem lige efter, at vi havde vundet den fjerde store titel det år.
– Hvad er det bedste ved ikke at være professionel håndboldspiller mere?
– Friheden. Det var et utroligt privilegeret og spændende liv med udlandsophold, rejser, nye kulturer og sprog. Det var også et ekstremt struktureret og planlagt liv, fordi alt er passet ind efter træning og kampe. I de 21 år, hvor jeg spillede, var stort set alle mine weekender booket. At tage en spontan weekendtur til Rom var aldrig en mulighed. Så det sidste år har jeg rejst og oplevet på en helt ny måde.
– Hvad savner du?
–Venskaberne. Omklædningsrummet. Det helt særlige, intense samvær, der opstår, når man deler både nederlag og sejre. Og så selvfølgelig sommerfuglene i maven før en stor kamp. Adrenalinen, der ruller, når salen koger. Det har jeg ikke fundet andre steder siden, selv om det også giver et godt kick og skærper mine sanser at lave live-tv eller møde nogle af landets dygtigste performere, som jeg gør i det erhvervsnetværk, jeg arbejder for.

Jeg ved, at jeg er o.k. som menneske
Passionen på banen rykkede med, da Claus Møller Jakobsen i 2009 flyttede hjem fra Spanien og tilbage til Skjern, hvor han startede sin professionelle karriere som 18-årig. Han var i starten af 30’erne, han var blevet far og havde stadig nogle gode år tilbage til at runde håndboldkarrieren af helt på toppen.
– Jeg havde det virkelig sådan: ”Nu skal jeg vise, hvad jeg kan”. Og så lagde jeg ud med at få et rødt kort i den allerførste kamp. Det har forfulgt mig lige siden, fordi vi mennesker er indrettet sådan, at når vi først er proppet i en kasse, så er det sindssygt svært at komme ud af den igen.
– Hvilken kasse kom du i?
– Den vildskab og passion på banen, som jeg blev hyldet for i Spanien, var for meget i Danmark. Jeg er blevet set som en meget kompromisløs og temperamentsfuld spiller, der vil gå længere end de fleste for at vinde.
– Din kæreste Andrea har sagt, at en af de ting, hun faldt for hos dig, er din ro. Hvordan hænger det sammen?
– Jamen… det hænger så fint sammen med, at håndbolden har været min ventil, en meget stor passion. Og at jeg uden for en håndboldbane er et meget roligt og empatisk menneske. En ret rummelig følebolle, som mærker efter, reflekterer og altid prøver at se tingene fra flere perspektiver.
– Jeg har balance, som udspringer af en grundtro på, at jeg er o.k. som menneske. At hvis jeg gør mit bedste og en tand til, så er det okay. Så vil du også synes, at jeg er okay. Så vil min kæreste også synes, at jeg er okay. Og så vil jeg være i stand til at opdrage mine børn på en forsvarlig måde, som også vil gøre dem helt okay.

SE OGSÅ: Rolf Sørensen: "Nederlag slår mig ikke ud"

Jeg beundrer Andreas drive
Claus Møller Jakobsen og Andrea Elisabeth Rudolph mødte hinanden i 2012. Hun er mor til Isolde på ni år, og fra sit tidligere ægteskab har han Oskar og Alma på otte og tre et halvt år. I septemper fik parret en lille søn, og de to er i medierne tæt på at være „The golden couple” på den røde løber. De ser begge to godt ud, har opnået succes inden for hver deres felt, og så er de bare synligt forelskede, hvilket er svært at tage øjnene fra. Det ser så lykkeligt ud, og det er det. Der er bare også virkelige mennesker bag billederne, siger Claus Møller Jakobsen.
– Enhver, der har været gennem en skilsmisse – eller bare overvejet – ved, at det er en enorm hård beslutning og en meget smertefuld proces. Men det er, som det er. Og det er, som det skal være. Med masser af logistik og koordinering af kalendere, der skal passe sammen på kryds og tværs, præcis som det er hverdagen for masser af sammenbragte familier. Der er en helt konkret overskrift, som hedder ”at passe på børnene og vise hensyn og respekt”.
– Hvad holder du især af ved din kæreste?
– Der er så mange ting, den måde hun interagerer med vores børn og mennesker i det hele taget. Og så beundrer jeg hende for hendes enorme drive. Hun er en ildsjæl, og hun helmer ikke, før hun har nået det mål, hun har sat sig. Jeg er virkelig stolt af hende.
– Hvad vil Andrea sige om dig?
– Hvis jeg skal gætte: At jeg har en ro og en rummelighed, der giver hende plads til at være den, hun er.
– Andrea og jeg har udfordringer som alle andre, men vi har også en ramme, som er stor og bred. Vi kan skubbe til den, og vi kan være uenige, men vi hopper aldrig ud af rammen og er aldrig i tvivl, om det er „dig og mig”.

Claus Møller Jakobsens 5 leveregler
1. Jeg spiser… Alt. Generelt kan jeg godt lide de rigtige ting, som giver mig god energi. I øjeblikket er det til morgenmad f.eks. røræg med spinat og løg.
2. Jeg træner… tre-fire gange om ugen i ca. to timer. Løb, tennis eller i fitnesscenter. Som håndboldspiller var jeg jo vant til at være i rigtig god form, og da jeg stoppede, gik det op for mig, hvor meget det i virkeligheden betyder for mig.
3. Jeg slapper af … med mange ting egentlig, men især sammen med gode venner, hvor der er en indbyrdes forståelse af, at vi vil hinanden det bedste, også selv om vi siger tingene råt for usødet.
4. Jeg er glad, når … jeg står op om morgenen. Og så er der jo de øjeblikke, der går lige i hjertet: Når Andrea og jeg kigger på vores børn, der leger og griner inderligt, så bliver jeg helt blød.
5. Jeg undgår … meget gerne mennesker, som kun ser begrænsninger. Det bliver så tungt og dræner mig fuldstændig, hvis grundindstillingen til livet er, at alt er besværligt og hårdt. Jeg vil hellere se efter muligheder.

SE OGSÅ: 3 kvinder: "Mit job kræver, jeg er i topform"

SE OGSÅ: Det sker i kroppen, når du er forelsket

SE OGSÅ: 45 fantastiske løbetips, der ør en forskel