Derfor skal du tisse så meget, når du drikker øl
SPONSORERET indhold

Derfor skal du tisse mere, når du drikker øl

Har du også studset over, at du bruger uforholdsmæssigt lang tid på at stå i toiletkø, når du er ude og slå til Søren?

Af: Mi Skjold brix Foto: Getty Images
07. apr. 2017 | Sundhed | Eurowoman

Du er ikke den eneste. Der er faktisk et fornuftigt svar på, hvorfor det føles som om, blæren spontant er krympet, i takt med at du har hældt øl indenbords. Det forklarer Troels W. Kjær, hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus og professor ved Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Derfor får du tømmermændsblues dagen derpå

- Når kroppen skal holde styr på sin væskebalance, benytter den sig af en række styrende hormoner. Et af dem er ADH, antidiuretisk hormon. I nyrerne virker det ved at få dem til at holde mere vand tilbage. Og når der bliver holdt vand tilbage, bliver der mindre urin, siger han og uddyber:

- Det, der sker, når man så drikker alkohol, er, at man hæmmer frigivelsen af ADH fra hypofysen. Det vil sige, at der er mindre ADH i blodbanen, og derfor er der mere væske som løber over i urinen, og derfor bliver der lavet mere urin, når man drikker alkohol, forklarer han.

Hvorfor, det hænger sådan sammen, er der ikke rigtigt nogen forklaring på. Der er ikke nogen oplagt fordel ved det, ifølge overlægen.

- Man kunne jo håbe, det var som blodtrykssænkende medicin, fordi der kommer mindre tryk i blodbanen, når væsken løber over i urinen, men sådan virker det ikke. Så det er mest bare besværligt, at man skal løbe en ekstra gang, siger han.

Hvorfor skal jeg tisse meget, når jeg drikker øl?

Så hvis du er ude på den helt store pubcrawl, er der ikke så meget, du kan gøre for at undgå den øgede tissetrang – udover at holde dig til sodavand. De hyppigere toiletbesøg er en effekt, der følger med indtaget af alkohol. Dog påpeger Troels W. Kjær, at du selvfølgelig kan se på væskemængden i forhold til alkohol.

- Det, man mærker, når man drikker øl, er, at man skal tisse mere, end når man drikker stærk spiritus, og det hænger sammen med, at væskemængden i øl jo er højere.

Rådet her fra må lyde at stille dig i kø i god tid, så du ikke er ved at sprænge, før det bliver din tur på det lille hus. For du skal tisse mere end sædvanligt. Det er uundgåeligt.

LÆS OGSÅ: Studerende har opfundet kur mod tømmermænd - og eftersigende virker den

LÆS OGSÅ: Derfor kan du risikere at få blackout, når du drikker

LÆS OGSÅ: Pommes med mayo på den sunde måde