Dét skal du vide om dine løbesko
SPONSORERET indhold

Dét skal du vide om dine løbesko

Du ved allerede rigtig meget om din løbestil, uden nogensinde at have løbet – kig på dine gamle sko bagfra, eller på dine nøgne fødder. Falder du indad på foden? Hvor er skosålerne mest slidt? Hvor ser de omvendt ud som nye?

Af: ALT for damerne
03. jan. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

De to oplysninger fortæller dig, hvor du lægger mest vægt, når du lander. Kig så på dine bare fødder. Pletvis hård hud under fødderne er tegn på, at du lægger ekstra tryk på netop sted. Din krop prøver at øge den naturlige stødbelastning ved at lægge en ekstra stødpude på.

Din løbestil er lige så personlig som dit fingeraftryk. Der findes næppe to løbere, der løber éns. Fodens måde at håndtere landingen på beskrives som henholdsvis neutral, over-pronation og over-supination. Det lille ord over betyder her, at det er fuldkommen normalt både at supinere og pronere lidt, fordi det er den måde, foden afbalancerer sig selv på.

Når du over-pronerer, falder du derimod indad på foden, hvilket er typisk for mennesker med tendens til at være platfodede. Omvendt betyder over-supination, at du lander på ydersiden af foden, og formentlig at du er lidt hjulbenet eller har en høj svang. Denne løbestil er heldigvis sjælden. Den disponerer nemlig til skinnebensbetændelse, ligesom den belaster foden, hvor dens evne til at stødabsorbere er dårligt.

Neutral løbestil er karakteriseret ved, at du lander på ydersiden af hælen og ruller fremover forfoden for at sætte af med storetåen til sidst. Hvor overpronation kan betyde, at du udover et par gode løbesko skal investere i et indlæg, kan du som neutralløber „nøjes" med skoene. Du kan dog udmærket få ondt skinneben, akillessener, knæ og ankler, selv om du har en neutral fod.

Gode råd om løbesko

1. Køb skoene et halvt til ét helt nummer større, end du plejer

2. Kom aldrig løbeskoene i vaskemaskinen, selv om de lugter (det hjælper ikke, og det ødelægger de stødabsorberende materialer)

3. Svedige fødder? Køb dyre svedtransporterende løbestrømper, det forlænger skoens levetid

4. Stil løbeskoene tæt på varmen (aldrig på den) og kom aviser i, hvis de har været våde

5. Et par løbesko kan holde til 20 maratonløb (uden træningen op til). Dine løbesko skal skiftes efter ca. 800 km.