Emilie jagtede den perfekte krop: "Jeg ender med nærmest at leve af kål og agurk"

Kun kål og agurk

Da Emilie er 20 år, begynder hendes hoved at dreje sig ind på, at det er igennem kroppen, hun finder lykken.

– Alle slankekure bliver til en stor livsstil, så jeg ender med nærmest kun at leve af kål og agurk.

Og den ekstreme adfærd har et formål. Der er noget, Emilie jagter. 

– Jeg stiler helt vildt efter at få en sixpack. Jeg ser derimod ikke, at min røv forsvinder, eller at der stikker ribben ud. 

LÆS OGSÅ: Sådan påvirker en spiseforstyrrelse kroppen

I takt med, at Emilie taber sig mere og mere – hun vejer til sidst 42 kg – bliver hun også glad for de kommentarer, det fører med sig.

– Jeg ser det på daværende tidspunkt som ros, når folk siger, at jeg er uhyggeligt tynd. 

Er du lykkelig, når du får de kommentarer på din krop?

– Jeg bliver helt oprigtigt glad, men jeg er nok bare overfladisk lykkelig i at være tynd, for jeg har det på intet tidspunkt godt.

Fra spaghettiarme til muskelbundt

Som 22-årig bliver Emilie sendt til lægen af sin mor, og lægen henviser den uforstående Emilie til et behandlingscenter for spiseforstyrrelser i København. 

– Efter to år i behandling vejer jeg nok til, at de udskriver mig. Og så tror folk, at jeg har det godt. Men jeg har det stadig svært psykisk og hader alt ved min krop. 

Emilie stopper på centeret, men hovedet stopper ikke med at jagte den perfekte krop. Nu er målet at stå på scenen som veltrænet bikinifitnesspige.  

– Jeg siger til min familie, at jeg godt ved, at det er en ny kontrol, der overtager en anden, men at det i det mindste er bedre for min krop, mens jeg arbejder med mit hoved.

Jagten mod den skarpe fitnesskrop er hård, men Emilie holder ved. I maj 2017 står hun på scenen.

– Jeg tudbrøler, så snart jeg kommer ned. Jeg føler mig slet ikke tilpas i at stå i spotlyset og blive begloet af seks mennesker, der skal vurdere, om jeg har gjort det godt nok. Det var forfærdeligt.

En ferie forandrer det hele

I tiden efter konkurrencen skal Emilie finde sig selv. 

– Jeg kan mærke, at jeg kommer tilbage til en dirrende følelse i min krop. Jeg må spise, hvad jeg vil, men min hjerne siger, jeg ikke bør.

To uger senere skal Emilie på ferie. En ferie, der ender med at blive afgørende.

– Jeg kan huske, at jeg en af de første dage skal beslutte med mig selv, hvordan jeg vil have, at denne her ferie skal være. Vil jeg fortsætte, eller skal jeg tilbage til den, jeg oprigtigt er; livsnyderen, der sætter pris på nogle andre ting end at have en stram mave. Og der vælger jeg at slippe det og nyde ferien.

Hvordan gik det, efter du kom hjem?

– Det tog noget tid for det hele at komme på plads i mit hoved. En ting var, at jeg spiste normalt. Noget andet var, at hjernen skulle følge med. 

LÆS OGSÅ: Glemmer du også dig selv i hverdagen?

I dag er hovedet kommet med på kursen mod en anden lykke – en lykke, der også inkluderer romkugler. 

– Jeg har spist romkugler 16 dage i træk. Det kan jeg nu, for i dag er det ikke min krop, der afgør, om jeg har en dårlig dag eller ej. 

– Jeg har fundet en ro i mig selv og lært at elske alt det, jeg har, frem for at stile efter alt det, jeg ikke har, og dét gør mig lykkelig.