Er dine hormoner i (u)balance?
SPONSORERET indhold

Er dine hormoner i (u)balance?

De er geniale, de er livsvigtige, men indimellem også vanvittigt problemskabende. Hormonerne. Vi zoomer ind på de kemiske signalstoffer, der suser rundt i din krop, og besvarer spørgsmål som “hvordan undgår jeg hormonforstyrrende stoffer?” og “kan jeg spise mine hormoner i balance?” med hjælp fra eksperterne.

Af:: Maria Haarbye Foto: Getty Images
29. jul. 2020 | Sundhed | Fit living

“En gang til en gymnasiefest sad jeg med en veninde og talte om klassens flotteste dreng. Min veninde var nyforelsket, og midt i snakken udbrød hun med et stort suk: “Tænk, at det bare er hormoner, alt sammen!”

Udover at det er en morsom bemærkning, var den også rammende for den dobbelthed, der er i forhold til biologi. På den ene side var det jo en voldsom forsimpling at tage noget så smukt som en forelskelse og gøre til et banalt udtryk for biologiske processer i kroppen.

På samme måde er jeg i dag modstander af snakken om, at kvinder er i deres hormoners vold som forklaring på alt, hvad der sker midtvejs i livet. Hormoner er noget af det vigtigste, vi har, men vores hormonsystem er også meget komplekst,” fortæller Lotte Hvas, der er speciallæge i almen medicin og har forsket i hormoner og kvinders overgangsalder i årtier.

For at forklare hvad dit hormonsystem egentlig er, så beder hun dig forestille dig et kæmpestort orkester, hvor din hjerne er dirigent og skal styre de mange forskellige instrumenter, så de spiller smukke symfonier sammen. Hvis violinen spiller falsk, så lyder hele orkesteret dårligt. Orkesteret er dine hormoner, og hvis kroppen skal fungere optimalt, så skal alle hormoner spille rigtigt sammen.

Læs også: Får du nok flavonoider? Tjek lige her

“Hormoner er en lang række af naturligt skabte kemiske signalstoffer, der produceres forskellige steder i kroppen, og som regulerer kroppens forskellige funktioner gennem blodet. Hormonerne dannes i de hormonproducerende kirtler og kaldes også for vores krops biokemiske sprog, fordi der kan sendes signaler til alle celler i kroppen samtidigt ved hjælp af hormonerne.

Vores hormoner regulerer blandt andet vores søvn, stofskifte, vækst, blodsukker, humør, menstruationscyklus og frugtbarhed. Mange hormoner er livsvigtige. Uden dem går det slet ikke. Kønshormoner er ikke på samme måde afgørende for livets opretholdelse, men for at vi er i stand til at forplante os og udvikle os til voksne mænd og kvinder”, forklarer Lotte Hvas. 

Kemien fucker med hormonerne

Vores hjerne er utroligt dygtig til at styre de mange hormoner, men nogle gange går der alligevel uorden i systemet, og mængden af de forskellige hormoner falder eller stiger. Det giver os eksempelvis problemer med søvnen, uregelmæssige menstruationer, øget hårvækst, hudproblemer eller vægtøgning.

Ubalancen skyldes, at vores hormoner bliver påvirket af mange forskellige faktorer som eksempelvis gener, alder, livsstil, det miljø vi lever i, stress og hormonforstyrrende stoffer. I vores dagligdag bliver vi udsat for mange kemiske stoffer fra den mad, vi spiser, indeklimaet, lægemidler, kosmetik og andre forbrugerprodukter. Nogle af stofferne er hormonforstyrrende og kan påvirke vores hormonbalance.

Ifølge Miljøstyrelsen er det ikke et problem i sig selv, at et produkt indeholder hormonforstyrrende stoffer.  Problemet opstår, fordi du bliver udsat for mange forskellige hormonforstyrrende stoffer på én gang i løbet af din dag.

Det kan altså godt være, at stofferne kun forekommer i meget små ‘uskadelige’ mængder. Men når de kombineres med andre stoffer, kan de have en stor effekt på din hormonbalance. Det er det, der kaldes cocktaileffekten. 

DTU Fødevareinstituttets forskning fra 2019 har vist, at mange kemikalier kan efterligne eller forstyrre vores kønshormoner. Det betyder blandt andet, at flere og flere drenge bliver født med misdannelser på kønsorganerne, at piger får PCOS, går tidligere i puberteten og tilsvarende tidligt i overgangsalderen, og at både kvinder og mænd får fertilitetsproblemer. Af samme grund opfordrer Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk os til at følge deres råd om så vidt muligt at undgå hormonforstyrrende stoffer.

Læs også: Dit blod sladrer om din sundhed

Hvor meget betyder kosten?

Ud over at følge de officielle råd, kan du ifølge naturopath Caroline Fibæk også selv hjælpe hormonerne i balance. “Først og fremmest er det vigtigt, at du undgår stress, får din søvn og generelt lever sundt. Mere konkret handler det om, at du skal undgå at øge inflammationen i kroppen ved hjælp af den mad, du spiser.

Det gør du blandt andet ved at stoppe med at ryge og spise for meget sukker og hvidt mel. Du skal i stedet spise en masse frugt og grønt, især ingefær, gurkemeje, chili, løg og hvidløg, få din omega-3 og huske de rigtige kulhydrater og proteiner. Med den rette kost kan du langt hen ad vejen rette din hormonbalance op naturligt,” forklarer Caroline Fibæk.

Videnskabelig set er det svært at dokumentere, at du kan påvirke hormonsystemet ved at ændre livsstil. Lotte Hvas er enig i, at en sund livsstil har en god effekt, men derudover er det ifølge hende ikke så simpelt. “Hvis du følger de helt officielle kostråd, så er du godt dækket ind. Det er godt at spise varieret og selv lave maden fra bunden med gode råvarer.

Det er rigtigt, at du ikke skal spise for meget hvidt sukker og hvidt mel og hellere skal vælge kost med mange fibre. Alt andet lige kan en sund kost have en god effekt på hormonbalancen, mens en usund kost risikerer at belaste kroppens funktioner.

I enkelte situationer som i overgangsalderen er det også muligt at spise nogle helt bestemte produkter såsom soya og rødkløver, der kan påvirke symptomer, der skyldes et fald i de kvindelige kønshormoner.

Men vores hormonsystemer er vanvittigt komplekse, så det er ikke noget, man lige let piller ved. Har du helbredsproblemer, er det godt – udover at spise sundt, få nok søvn og dyrke motion – at få problemet tjekket hos lægen og få vejledning. Det har jo ikke nødvendigvis noget med hormonerne at gøre,” slår Lotte Hvas fast.

Anbefalet til dig