Kostvaner
SPONSORERET indhold

Forsker: kl. 20 er fristelser uimodståelige

En ny undersøgelse viser, at dit indre ur har stor betydning for dit vægttab.

Af:: Mi Skjold Brix
02. jul. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Når du skal bindes på hænder og fødder for ikke at stå på hovedet i en bøtte is eller en pose chips om aftenen, kan det have noget med din døgnrytme at gøre. Det viser en helt ny undersøgelse publiceret i det amerikanske tidsskrift "Obesity".

Vores trang til søde, salte og stivelseholdige fødevarer topper ifølge undersøgelsen omkring klokken otte om aftenen. Det konkluderer forskerne ved Brigham and Women's Hospital, der har undersøgt 12 raske mennesker i et kontrolleret laboratorium for at finde frem til, om tidspunktet for hvornår vi går i seng eller står op har en indflydelse på, hvornår på dagen vi har allermest lyst til at synde. Og faktisk har det ingen betydning. Det skriver det amerikanske sundhedsmagasin Women's Health. A-mennesker såvel som B-mennesker har generelt allermest lyst til at aflægge kioskmanden et visit omkring klokken otte om aftenen.

Det ser forskerne som tegn på, at vores indre ur har en indflydelse på vores appetit, og at vi altså er "programmeret" til at spise mere om aftenen.

- Set ud fra et evolutionært perspektiv, så giver det meget god mening, siger forfatter af rapporten og PhD, Steven Shea, der er leder af Center of Research on Occupational and Environmental Toxicology på Oregon Health & Science University.

Medskyldig i fedmeepidemien
Tidligere undersøgelser viser ifølge Steven Shea, at en person, der indtager dagens største måltid om morgenen taber sig mere, end en person der indtager det største måltid om aftenen, selvom deres kalorieindtag er det samme. Og med det vender vi tilbage til evolutionen. For det er her forklaringen på, hvorfor trangen til de fedende fødevarer stiger om aftnen, skal findes.

- Når vi ser på vores forfædre, så ville de, der hurtigt kunne omdanne mad til fedt, have størst chance for at overleve hungersnød, siger Steven Shea.

Men vores liv og hverdag er en væsentlig anden end dengang, og derfor er denne genetisk betingede mekanisme, som er et led i kampen for at lagre fedt og være forberedt på det værste, ikke lige frem gavnlig.

- Selvfølgelig er der mange faktorer, der spiller ind, når det gælder overvægt i dag. Specielt kost og motion, men tidspunktet for indtag af mad har altså også en effekt. Vi fandt ud af, at døgnrytmen med al sandsynlighed spiller en rolle i fedmeepidemien, fordi den intensiverer sulten om aftenen, siger Steven Shea i en pressemeddelelse på universitetets hjemmeside.

Derfor er det en god idé at reducere indtaget af fed og kalorierig mad til først på dagen og trappe ned senere på dagen.

Er fristelsen stadig for uimodståelig, er det ikke dumt at smutte tidligt i seng. Så får du også nok søvn, som yderligere kan være med til at styrke et eventuelt vægttab.

LÆS MERE om søvnens betydning: Myteknuseren: Hvor lidt søvn er nok?