venindeforhold

Foto: Marie Louise Munkegaard

venindeforhold

6 kvinder om veninder: "Det kan blive iltert, men jeg ved, at vores venskab aldrig er i fare"

Gode veninder er vores ventil, når livet er smukt og forfærdeligt. De støtter os i kriser og kærlighed. Griner, tuder og snakker i timevis. Og derfor er de uundværlige. Mød barndomsveninderne, kollegaveninderne og to veninder, der fandt sammen, mens deres mænd var i krig.

Veninder er vigtige!
Social forskning viser, at gode sociale relationer generelt gør os mere lykkelige. Venskaber spiller en central rolle af flere årsager:
• Vi vælger selv vores veninder (i modsætning til familien), og derfor har vi ofte interesser til fælles eller er samme sted i livet med hensyn til f.eks. børn eller uddannelse.
• Vi har en anderledes fortrolighed med veninder end med vores mødre, søskende og mænd, fordi vores veninder ikke har følelser i klemme i forhold til resten af vores familie, der jo alle spiller en rolle i forhold til hinanden.
• Barndomsveninder har været vidner til vores liv. Der er en stor værdi i at kende hinandens historie.
• Det kan være berigende med en veninde, der er forskellig fra en selv, fordi det giver os et sundt perspektiv til vores eget liv.
• Vi gør os typisk mere umage for at pleje vores venskaber, fordi de ikke er givne på samme måde som vores familierelationer.
Kilde: Psykolog Charlotte Clemmensen

Barndomsveninder: „Vi har altid været der for hinanden”
Nicoline og Tina voksede op dør om dør i den nordjyske flække Hune. I dag er deres venskab helt uden parader. For man kan ikke „lade som om” overfor en veninde, der var vidne til ens første kæresteri med „Jan med hårbørsten” fra Åbybro. 

Nicoline Brunsgaard
ALDER: 42.
JOB: Socialrådgiver og psykoterapeut.
PRIVAT: Kæreste med Jørgen og mor til Viktor og Katarina og Agnes, papmor til Emilie, Moritz og Oliva.

Tina Søndergård Olesen
ALDER: 42.
JOB: Gymnasielærer.
PRIVAT: Bor i Ålborg med Jens og døtrene Anna, Ida og Laura.

På første skoledag i landsbyskolen i Hune mødte Nicoline op i en rød strutkjole og lyse slangekrøller. Ikke sådan lige til at overse. Fodret med rødbedebøffer og brændenældesuppe og en, for Hune i halvfjerdserne, ret alternativ livsstil. Tina derimod trådte ind i klassen i brune smækbukser og et praktisk drengeklip. Den dag havde pigerne allerede været veninder i årevis.



Hvordan blev I veninder?
Nicoline: Vores mødre gik i strikkeklub sammen, mens de var gravide, så faktisk er vi tvangsveninder – og det var nok rigtig godt for sådan et par enebørn. Vi lærte at deles om tingene. Sådan da …
Tina: Vores venskab begyndte med slåskampe om en rebgynge, og om hvem der fik den største is (fordi der kan blive for mange rødbedebøffer i sådan et barneliv). Vi kender hinanden ud og ind.
Nicoline: Ja, vi har jo været vidner til hele turen fra barndom og ungdomsliv. Vi er jo nok meget forskellige, og da vi blev teenagere, blev det for alvor tydeligt.

Hvordan var I da som teenagere?
Tina: Nicoline gik i puberteten med 250 kilometer i timen. Smart hår. Det rigtige tøj og kærester hele vejen fra Åbybro. Hune var hurtig for lille til hende. Jeg var langt bagud. Jeg tror egentlig bare, at jeg gik til svømning og lavede lektier.
Nicoline: Der var en stille respekt om Tina, fordi hun slet ikke gik med på alt det mærketøjsræs. Hun hvilede fuldstændig i sig selv. Det har hun altid gjort. Jeg havde travlt med Åbybro-Jan. Øj, han var smart. Han havde sådan en hårbørste i lommen på sin cowboyjakke, så han altid lige var klar til at sætte frisuren!
Tina: Jeg var slet ikke med i Nicolines slæng, men alligevel var vi hele tiden tætte. Da vi senere begge flyttede til København for at tage en uddannelse, blev vi en lille nordjysk klub i hovedstaden sammen med vores kærester. Og så fik vi jo børn næsten samtidig.

Tina tager den lige vej med tysk og dansk på universitetet, andelslejlighed i Vanløse og fast kæreste, som hun i øvrigt er gift med i dag. Nicoline tager lidt flere bump på vejen og betegner sig selv som rodløs i modsætning til Tina, der er ‘et damplokomotiv af stabilitet’. Men rollerne kan også blive byttet rundt, når livet virkelig bliver alvorligt.

Hvilken episode har haft særlig betydning for jeres venskab?
Tina: Da jeg var på barsel med mit andet barn og med min mand i USA på et forskningsophold, blev min far pludselig alvorligt syg. Jeg måtte haste hjem med to små børn og en galopperende angst i maven.
Nicoline: Jeg har kendt Tinas far hele mit liv, og jeg vidste bare, hvordan hun måtte have det.
Tina: Jeg var helt fra den. Min far var indlagt, og jeg havde rejst med et ørebarn, der skreg hele vejen fra USA. Og så holdt Nicoline der i lufthaven for at tage imod mig. Jeg overlod bare begge børn til hende med det samme.
Nicoline: Vi kørte hjem til Tinas lejlighed, og så havde der været strømsvigt, mens de var væk, så hele fryseren var fyldt med fordærvet mad, og der stank af død.
Tina: Nicoline ordnede det hele. Desinficerede lejligheden og løb ned efter havregryn, så ungerne kunne få havregrød. Og ti timer senere rejste vi videre til Nordjylland, hvor jeg skulle tage afsked med min far.
Nicoline: Jeg handler i den slags situationer! Et eller andet sted var det jo også rart for mig at kunne gøre noget, for jeg var også ked af det. Jeg var så bange for, at Tina ikke skulle nå hjem, før det var for sent!

Hvordan kan I mærke, at I kender hinanden rigtig godt?
Tina: Vi ved jo alt om hinanden og forstår også den dybere mening med forskellige handlinger. Nicoline er vokset op i et alternativt miljø, hvor der var healere og jordstråler og alt muligt. Hun har hele sit liv forsøgt at få mig til en terapeut, og jeg ved jo godt hvorfor, men det skal hun ikke bestemme. Jeg løber en maraton i stedet, og så er det min terapi.
Nicoline: Tina ved af erfaring, at jeg har temperament, og hun bærer storsindet over med mig, når jeg vil diskutere alternative behandlingsmetoder med hendes mand – der er læge! Det kan blive iltert, men jeg ved, at vores venskab aldrig er i fare.
Tina: Nej, når man er startet så tidligt sammen, som vi er, så kan man tåle nogle knubs.
Kollegaveninder: „Vi radioværter har brug for hinanden”
Iben og Le rakte ud efter hinanden på P3 på et tidspunkt, hvor de begge stod et usikkert sted i deres karriere. Siden har de snakket solen sort, fordi åbne, ærlige veninder er et must.

Iben Maria Zeuthen
ALDER: 29.
JOB: Radiovært. På barsel fra Radio24syv. Især kendt for programmet „Ibens Harem” på P3.
PRIVAT: Bor på Nørrebro med sin kæreste og er netop blevet mor for første gang.

Le Gammeltoft
ALDER: 36.
JOB: Selvstændig dj og radiovært på sin egen kanal Heartbeats.dk. Tidligere vært på musikprogrammet „Unga Bunga” på P3.
PRIVAT: Kæreste med Jesper. De har sammen Filippa på to år.



Fortæl om jeres første møde?
Iben: Vi arbejdede begge to på P3. Jeg lavede „Ibens Harem”, og Le lavede „Unga Bunga”. Vi sendte på forskellige tidspunkter, men jeg tror, vi stødte på hinanden i kaffekøkkenet.
Le: Jeg rakte ud til dig, da haremmet blev lukket, og du blev skubbet ud af P3. Måske fordi jeg selv var i tvivl om, hvor jeg gerne ville være rent professionelt på det tidspunkt. Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig.
Iben: Ja, det er rigtigt. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg kom videre fra den succes, som Ibens Harem havde været, og så kom Le der og var meget ældre og erfaren. Mere vant til denne her medieverden, hvor man hele tiden er usikker på fremtiden.

Iben sidder tilbagelænet med te i hånden, slumretæppe over fødderne og en næsten fuldvoksen baby i maven, mens Le er landet ude på kanten af sofaen. Hun har lige lagt telefonen efter at have travet rundt i køkkenet og konfereret på engelsk med utålmodig gestikuleren. Hendes lyse hestehale svinger stadig lidt i oprørsk energi.

Hvorfor passer I to godt sammen?
Le: Jeg får et andet tempo, når jeg er sammen med Iben. Hendes ro smitter mig. Iben er en tænksom veninde og har den der fordybelse, som jeg selv kan mangle.
Iben: Omvendt er det godt for mig at se, hvor dygtig Le er til at være sin egen chef. Hun siger fra, hvor jeg er mere autoritetstro. Jeg beundrer også Le for hendes evne til at markedsføre sig selv. Hun har gang i tusind projekter, mens jeg altid skal gruble længe, inden jeg skriver et laaangt forarget essay om 21 søndag på Facebook.

De griner begge og understreger, at deres venskab ikke kun handler om at lære af hinandens forskelligheder. De taler meget arbejde, men der er ofte også rødvin involveret (når Iben altså ikke er gravid), og da hun fik ny kæreste, var Le en af de første, hun ringede til. Men deres fælles udgangspunkt er at være en kendt stemme i radioen, og det er nødvendigt med en veninde, der virkelig forstår, hvad det vil sige.

Hvordan bruger I hinanden?
Iben: Det er dejligt med en veninde, der ikke er ved at dø for at gøre sig synlig konstant. Ellers føler jeg mig let utilstrækkelig over ikke at poste nye projekter på Instagram hele tiden. Le lader aldrig, som om at alt er rosenrødt, og hun går ikke op i at please andre mennesker. Jeg elsker den ærlighed.
Le: Jeg har været 1,82 centimeter høj siden syvende klasse, så jeg bliver helt automatisk bemærket. Positivt og negativt, men hvorfor skulle man dog bruge energi på de sure? Jeg sætter stor pris på, at Iben og jeg kan tale ærligt og åbent sammen. Jeg bliver provokeret af mennesker, der er skråsikre og aldrig ændrer mening om noget.
Stuen emmer af no bullshit-attitude. Iben og Le gentager begge to på flere forskellige måder, at det vigtigste i deres venskab er ærlighed. Det gælder om at lade sig inspirere af hinanden i stedet for at forsøge at leve op til hinanden.

Oplever I aldrig indbyrdes konkurrence?
Iben: Nej! Det bedste eksempel på det er, at vores venskab overlevede, at Le faktisk engang fik mit job. Kan du huske det? Det var da en potentiel krise! Jeg lavede et program, og så tog jeg på ferie og blev faktisk lovet, at jeg kunne fortsætte programmet, når jeg kom retur. Le blev ansat som vikar, og da jeg kom hjem, ville de helst beholde Le.
Le: Ha, ha, ja, men så må du jo lade være med at tage på ferie. Det er jo kun dovne mennesker, der tager på ferie, ikke? Jeg ringede da og spurgte dig, om det var okay.
Iben: Den situation havde ingenting med vores venskab at gøre. Jeg kan ikke levere Les stemme, hvis det er hende, de vil have. Så hvorfor i alverden skulle jeg blive sur? Vi talte om det i telefonen i ti sekunder, og så var det overstået!
Veninder i krig og kærlighed: „Vi blev veninder, mens vores mænd var i krig”
Kirsten og Johanne mødte hinanden til gallafest på officersskolen, fordi de begge var kæreste med en soldat, men det var først, da soldaterne drog til Afghanistan, at de for alvor blev veninder.

Johanne Beck Theilmann
ALDER: 30.
JOB: Sygeplejerske på Hillerød Sygehus.
PRIVAT: Gift med Jakob og mor til tvillingedrengene Lasse og Jeppe på to år.

Kirsten Gjørtler Salling
ALDER: 31.
JOB: Afdelingssygeplejerske på et plejehjem.
PRIVAT: Gift med Carsten og mor til Clara på 2 år.



I august 2010 sendte Kirsten og Johanne hver deres nyslåede ægtemand i krig og gik dermed et halvt års uvished i møde. De første uger efter afskeden talte de ikke sammen, for som Johanne siger, kunne hun ikke rigtig tale med nogen uden straks at komme til at græde. Kirsten var slet ikke en nær veninde, og da de endelig fik en brunchaftale i kalenderen, var Johanne helt nervøs for, om de egentlig ville kunne finde på noget at tale om.

Hvordan var jeres første møde alene?
Kirsten: Vi talte om alt. Livet og døden. Det hele. Vi havde begge lige været igennem en proces, hvor vi skulle planlægge vores mænds begravelse til mindste detalje, hvis det skulle ende sådan. Det gør noget ved én. Til vores første brunch sprang vi alt det ligegyldige over.
Johanne: Jeg havde brug for at vende sådan nogle underlige ting. For eksempel at jeg altid sov med min vielsesring. Hvis jeg kom i seng uden, stod jeg op for at tage den på. Sådan havde Kirsten det også. Det var så dejligt at tale med en, der gik igennem det samme. 

Johanne og Kirsten taler også på det første møde om stilheden i et hus, hvor man er vant til at være to. Om ventetiden, hvor man klamrer sig til sin telefon af angst for at misse et opkald fra Camp Bastion. Og om hvor svært det er at dele angsten for krigens følger med andre.

Hvordan kunne I hjælpe hinanden?
Kirsten: Både Carstens og min egen familie var jo selv bekymrede. Det hjælper ikke rigtig at tale med nogen, der er fyldt op af deres egen angst og græder, hver gang Afghanistan er oppe og vende.
Johanne: Nej, og det nytter heller ikke at hulke ned i telefonen, når ens mand ringer hjem, for så er man jo ikke en støtte for ham. Jeg var stærk for hans skyld – og så fik jeg heldigvis Kirsten tæt på. Hun forstod alt og kunne lytte uden selv at bryde sammen.
Kirsten: Det kan være svært for andre veninder at hjælpe. De fleste ved ikke helt, hvad de skal sige, og nogle gange ender det med en politisk diskussion i stedet. Det havde jeg det svært med. Jeg støttede jo Carsten 100 procent, men jeg havde ikke lyst til hele tiden at skulle forsvare krigen politisk.
Johanne: Vi var også meget med på dag til dag-detaljer, som alle andre måske ikke lige kan overskue. Kirsten fulgte med i, at nu var Jakob ude på en tredages patrulje, hvor jeg ikke kunne have kontakt med ham. Så skrev hun og spurgte, om alt var okay, når han var tilbage.
Kirsten: Det er en absurd verden, hvor man sluger alt om deres hverdag derude, og samtidig kan man ikke påvirke noget. Jeg var frustreret, fordi jeg vidste, at Carsten ville arbejde alt for meget, uden at jeg kunne stoppe ham. Han har bare ingen stopklods.
Johanne: Nej, men på en eller anden måde hjalp det alligevel os begge to at vide, at vores mænd også passede på hinanden derude. 

Hvad betyder det for jeres venskab, at I mødtes på den måde, I gjorde?
Johanne: Vi mødtes på en meget voksen måde. Vores venskab er helt uden filter, og efterfølgende har jeg haft let ved at dele alvorlige ting med Kirsten. Om min mors sygdom. Jeg har allerede vendt vrangen ud på mig selv sammen med Kirsten, så det føles naturligt.
Kirsten: Ja, det er jo lidt noget andet, end når man starter med at drikke sig stive sammen. Jeg tror også, vi talte om fremtid med børn og alt muligt den allerførste gang. Vi havde begge to brug for noget positivt at se frem til.

Hvordan er jeres venskab i dag, hvor jeres mænd er hjemme igen?
Johanne: Afghanistan fylder ikke mere. Men det har betydet, at Kirsten og jeg er lige så meget veninder, som Jakob og Carsten er venner. Kirsten er varm og intelligent, og vi taler om alt. 
Kirsten: Johanne er sød og meget omsorgsfuld. På overfladen måske lidt mere stille end mig, men jeg synes virkelig, det er en gevinst, at vi kan være ærlige overfor hinanden. Vi har jo også fulgtes ad med at få børn. Både Jakob og Carsten var klar til et familieliv, da de kom hjem fra krigen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sund livsstil, Iben Maria Zeuthen og Kendte