Mindsk din stress med denne motionsform
Humørsvingninger, PMS og løbeskader kan være tegn på, at du har for lidt kontakt til din feminine side, yin. Dét vi kalder stress, kalder kineserne yang – og den bedste kur er mere yin. Kristine Marie Rost, der er en af landets første yin-yogainstruktører, fortæller hvordan.
Yin-yoga er en blid form for yoga med ca. 25 grundstillinger, som virker dybt i kroppen. Hvor almindelig yoga, løb og cykling påvirker musklerne, arbejder yin-yoga i stedet på bindevævet, som har stor betydning for dit velvære både fysisk og mentalt.
– Kroppen består af 70 procent bindevæv, der som ordet siger, forbinder alt vævet i kroppen, organer, muskler og knogler i etkompliceret samspil. Bindevævet spiller f.eks. en væsentlig rolle for, om vi bliver skadet af at løbe og cykle, får ondt i ryggen, døjer med hovedpine og på hvordan, vi klarer stress, forklarer Kristine Marie Rost, der er en af landets første yin-yogalærere.
– Før i tiden troede man, at bindevævet bare var "dødt" væv, men det har vist sig, at der er flere nervetråde i bindevævet end i musklerne. Så når du begynder at blødgøre bindevævet med blide øvelser, løsnes gamle spændinger og med dem også fejlbevægelser i kroppen. Jeg har f.eks. aldrig mere ondt i akillessenerne, forklarer Kristine Marie Rost, der er begyndt at løbe igen efter mange års pause. Nøglen til de smidige muskler, alle drømmer om, går tilsyneladende gennem bindevævet. I modsætning til almindelige strækøvelser, der nogle gange får kroppen til at spænde mere op, gør yin-yoga arbejdet blidt og roligt, siger Kristine Marie Rost.
– Et par yin-øvelser dagligt kan virkelig rykke, f.eks. et morgentvist i sengen hver morgen. Alternativt kan du træne yin-yoga 2-3 gange ugentligt på hold, siger hun og tilføjer, at det ikke kun er de fysiske forandringer såsom smerter i knæ og hofter, du kan kurere. Yin-yoga virker også mentalt og beroliger nervesystemet.
– Da jeg blev skilt efter syv år og havde kærestesorg "ordinerede" min lærer yin-øvelser, to styks, som jeg skulle lave hver dag.For hjertemeridianen. Det virkede, jeg kom lettere igennem, end jeg havde turdet håbe på, siger Kristine Marie Rost. Hun ved godt at en løbetur eller en bytur helt sikkert også havde dulmet hjertesmerten, men begge dele virker ligesom "fastfood på tømmermænd". Lige her og nu, men ikke i længden, som hun siger.
– Yin-yoga går et spadestik dybere. Der falder ro over kroppen, og én enkelt øvelse kan sagtens vare op til ti minutter. Det er yin. Mørke, ro, ingen aktivitet, dyb genopladning, ingen krav og ingen forventninger. I de populære, hurtige yogaformer som vinyasa, ashtanga og power-yoga går det stærkt. Der får kroppen tit lige så meget yang og stress som på en løbetur. Det er også godt, men du kommer altså ikke helt derned, hvor du kan lade batterierne op.
– Yin-yoga er i virkeligheden mindfulnesstræning, uden du behøver at gøre andet end at udføre øvelserne. Takket være det langsomme tempo, de dybe, dybe stræk og det rolige åndedræt ryger kroppen ind i en sund tilstand af sig selv.
– Yin-yoga tuner ind på de ting i kroppen og psyken, vi ikke normalt har adgang til, fordi de ligger så "dybt" begravet i os. Det kan være hormonelle problemer som f.eks. pms, humørsvingninger, dybe skævheder i hofteleddet, rygsøjlen eller kroniske fordøjelsesproblemer. Allerede efter min første yin-yogatime begyndte min mave at fungere bedre, siger Kristine Marie Rost. Netop problemer med maven, menstruation eller cyklus har kvinder stadig svært ved at tale om. Mange lever med, at de kun kommer på toilettet én gang om ugen, og det er virkelig usundt, understreger Kristine Marie Rost.
En sidste vigtig pointe ved yin-yoga er restitution.
– Du føler dig lige så afslappet som efter en hel nats søvn efter en yin-yogatime. Mere faktisk. Hvis du stresset og lidt ude af balance kan nattesøvnen nemlig også blive yang, advarer Kristine Marie Rost. For hende er yin og yang ikke bare filosofi, men også forebyggelse af sygdom og medicin.
– Det vi herhjemme kalder alternativ behandling, er behandlingeni Østen. Når du træner yin-yoga, påvirker du meridianbanerne, og dermed energiflowet fra og til kroppens organer. Vesterlandske læger har altid opfattet meridianer og snakken om de såkaldte energibaner i kroppen som hokuspokus, men de ender måske alligevel med at måtte kapitulere, for ifølge ny, tysk forskning er meridianbanerne muligvis en del af bindevævet. I så fald giver det hele virkelig god mening, siger Kristine Marie Rost.
– Yin virker sjovt nok, uanset om man tror på det eller ej. Det minder lidt om at lirke en dør forsigtigt op i stedet for at sparke den ind, siger Kristine Marie Rost.
LÆS OGSÅ: Dét prøver din krop at fortælle dig: 6 tegn
Din søvn afslører dit helbred
Ifølge traditionel kinesisk medicin handler sundhed i høj grad om timing. Der er særlige tidspunkter på døgnet, hvor kroppen har særligt godt af at sove, spise, arbejde, tænke eller dyrke sex. Inden for kinesisk medicin er tiden – det energetiske ur – afgørende, og dårlig søvn opfattes som et advarselssignal. Vågner du f.eks. samme tid hver nat, tyder det på ubalance i kroppens organer. Mellem kl. 1.00-3.00 vil det f.eks. være leveren, der "klager", måske på grund af alkohol, stress eller for meget slik. Her kan en gåtur, massage, samt det at undgå mad og drikke efter kl. 20, være et skridt på vejen.
Læs mere på Astrodreamadvisor.com/Qi-Cycle
De tre principper i yin-yoga
1. "Pain no gain".
Kom ind i stillingen uden at gøre skade/vold på dig selv. Du skal kunne holde stillingen uden smerte. Hvis det føles ubehageligt, forhindrer du energien (chi) i at flyde frit, og forværrer i stedet helingen i krop og sind.
2. Overgiv dig til roen. Forbliv stille og afslappet i musklernei stillingen. Overgiv dig til tyngdekraften.
3. Hold stillingen i 3-5 minutter.
Er det svært at være stille så længe, så sæt blid musik på, mens du laver stillingerne. Kristine Marie Rost anbefaler f.eks. Agnes Obel. Hold hver stilling så længe, som et musiknummer varer. Lad maven udvide sig på indåndingen, pust ud, og mærk maven trække sig ind. Tænk, f.eks. "indånding skab plads, udånding gør blød". Øv dig i at finde fornemmelsen af at give slip, slappe af, løsne op, blive tung i kroppen på udåndingen.
Skål i yin
Hvis du føler dig oppustet, træt og evt. har fået medicin i en periode, kan en "yin-drik" hjælpe. Lav din egen ingefærte af friskrevet ingefærrod og kogende vand, og drik den i "mavetiden", dvs. kl. 7-9 om morgen. Tager du kosttilskud, er det også i dette tidsrum kroppen bedst optager næringen fra fødevarer og kosttilskud.
Yin-yoga hjælper på:
✔ Løbeskader og forebyggelse af løberknæ.
✔ Tømmermænd.
✔ Kærestesorg.
✔ Hovedpine.
✔ Fordøjelse.
✔ Muskelspændinger.
✔ Appelsinhud.
✔ Træningsømhed.
✔ Stress og angst.
✔ Kronisk træthed.
LÆS OGSÅ: Revolutionerende nyt om rygsmerter
Øvelser:
LÆS OGSÅ: Yoga, som du aldrig har set det før!
Yin og yang for begyndere
Yin og yang er modsætninger, og alt i kroppen har enten yin- eller yang-karakter. Yin står for det feminine, månen, natten, kulde, skyggen på bjerget, mørket, stilheden og søvnen. I kroppen styres leveren, hjertet, milten, lunger og nyrer af yin. Yang repræsenterer omvendt det maskuline, solen, dagen, varmen, solsiden på bjerget, lyset, vågenhed og aktivitet. Galdeblære, mavesæk, tarme og blære er kroppens yang-organer. De to modsætninger kan ikke eksistere uden hinanden. Opstår der uligevægt mellem yin og yang, bliver der ubalance i krop eller sind. Er det i yin-delene, opstår der en kronisk tilstand. Er det i yang, ses akutte helbredsproblemer.
PS: Mænd skal også have yin, ligesom kvinder skal have yang for at være i balance. Begge køn har brug for både det maskuline og det feminine. Begge køn har både yin- og yang-organer som skal styrkes, have hvile og kunne optage næring og udrense.
OM EKSPERTEN
Kristine Marie Rosts uddannelse er den såkaldte Yoga Alliance 500 timers uddannelse, hvoraf de 300 timer er med speciale i yogaterapi. Oveni er over 300 timers yin-yogauddannelse. Se mere på yinpower.dk.