Gun-Britt Zeller: "Jeg har faktisk altid haft de dyk i humøret. Især om vinteren"

For omkring seks år siden sagde Gun-Britt Zellers mand, at han syntes, hun var begyndt at gå anderledes. Gun-Britt slog det hen. Der var ikke noget galt med hende. Men Torben holdt fast.

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Han syntes, jeg var begyndt at gå sådan lidt sammenfaldet. Jeg kunne godt se, at jeg kunne have en tendens til det, men jeg tænkte også, at det var mit arbejdes skyld. Som frisør står man meget foroverbøjet hele tiden. Men Torben blev ved med at tage det op, og det var godt, for jeg er rigtig dårlig til at gå til lægen. Jeg tænker altid: ”jeg fejler ikke noget”, men det gjorde jeg.

Det viste sig, at jeg havde haft et sammenfald i lænden, og at jeg havde knogleskørhed i ret svær grad. Jeg havde bare aldrig mærket noget til nogen af delene, og det, tror jeg, skyldes træningen. Jeg har altid lavet noget. Jeg har altid holdt mig i gang."

Gun-Britt ligner på ingen måde en, der fejler noget som helst, som hun sidder her i kælderen i sin salon i Ny Østergade i København. Hendes kridhvide signaturhår sidder, som det skal, kroppen er trimmet, tøjet er skødesløst på den lækre måde, og store øreringe glimter i ørerne.

At knogleskørhed er en usynlig sygdom, er netop det lumske ved den, og et sammenfald i ryggen, som faktisk er et brud på en ryghvirvel, er ofte det, der fører til, at sygdommen bliver diagnostiseret, fordi det medfører smerter. Det gjorde det altså bare ikke for Gun-Britt. Vi skal egentlig tale om det gode, lange liv i dag, men til det hører også de bump, der kan komme på vejen, når man efterhånden har levet i 72 år som Gun-Britt har. Sådan et bump er knogleskørheden. Men vi begynder et andet sted.

Artiklen fortsætter efter boksen...

Fem faste træninger

Kårene var små, da Gun-Britt voksede op. Hendes mor var dansk og flygtede til Sverige efter Anden Verdenskrig. Her mødte hun Gun-Britts svenske far, men forældrene blev skilt, og GunBritt flyttede med sin mor og bror til Mou i Himmerland. Moren fik en ny mand og Gun-Britt to halvsøstre.

Morens efterhånden mere og mere aggressive temperament gik ud over Gun-Britt, som flygtede ind i sportens verden og efterhånden også ind i en drøm om at blive frisør. Hun indrettede sin første frisørsalon oppe på loftet og begyndte at spare sammen til et liv væk fra familien. Hun var 12 år, da hun begyndte at sætte hår på veninderne, og som 13-årig flyttede hun hjemmefra, fordi hun kom i lære hos en frisør i Aalborg.

Siden rejste hun til København, hvor hun som 25-årig i 1976 åbnede sin egen frisørsalon, og sådan har det været lige siden. Hun har været frue i egen salon i 47 år, og hun elsker det stadig lige højt. Hun er i salonen i mindst lige så mange timer, som de langt yngre medarbejdere, ligesom hun står bag en produktserie i eget navn.

Men det er ikke det eneste, Gun-Britt bruger sit arbejdsliv på. For syv år siden blev hun også medejer af træningsuniverset Power House, nu PWR.8 Studio, som parret Jan Svensson og Tor Andersen har startet og driver. De har for nylig udvidet til nye lokaler på Dampfærgevej på Østerbro. Stedets mission står skrevet på væggen i loungeområdet: ”Create a happier you”.

Og det kan Gun-Britt skrive under på. Hun bliver glad, når hun går ind ad døren.  

"For mig er træning ligesom at børste tænder. Jeg træner fem morgener om ugen i PWR.8 Studio, og jeg har sat det i system, så jeg er sikker på, at min krop er i orden. Jeg trænede med Tor, før han blev selvstændig, og da han og Jan så åbnede deres træningsstudie, flyttede jeg bare med. Jeg kunne mærke, at der var noget særligt. At vi havde en connection med hinanden. De er meget yngre end mig, og jeg fornemmede, at de godt kunne bruge noget forretningsmæssig støtte på det tidspunkt, så jeg sagde til dem, at hvis de havde brug for en, så var jeg frisk.

Det, jeg forelskede mig i ved de to, var den måde, de tænkte på. Kvalitet frem for alt. Ikke noget med kvantitet og udelukkende fokus på penge. Det er det andet, der kommer først. Dygtighed og det at elske, hvad man laver, har altid været min egen filosofi, og så skal pengene nok følge efter. Sådan tænker Jan og Tor også, og vi har fået os et rigtig godt partnerskab."

Nej tak til rollator

"Jeg træner klokken syv eller otte på alle hverdage. Vi arbejder i toskiftehold her i salonen, og jeg er på det sene hold og møder som regel først ind ved 11-tiden, så jeg kan sagtens nå træningen inden. Det er det bedste tidspunkt for mig at træne, for om aftenen efter syv kunder i stolen og efterfølgende møder er jeg sgu træt. Så vil jeg hellere hjem i seng. Vi har en lejlighed i Hellerup, hvor jeg bor i løbet af ugen, og Torben bor det meste af tiden i vores sommerhus i Tisvilde. Det er fint, for jeg er ikke særligt underholdende om aftenen."

Hvad træner du i PWR.8 Studio?

"Jeg er glad for Burn & Build, hvor man veksler mellem styrketræning og cardio. Og ellers kører jeg meget Power Reformer og træning med vægte. Jeg kommer hele kroppen igennem hver dag, fordi det er vigtigt for mig at være stærk i min muskulatur og knoglebygning. Særligt nu, hvor jeg ved, at jeg har knogleskørhed. Min farmor havde det også, så det ligger i familien."

Er du i behandling for det?

"Ja, først fik jeg noget medicin, som jeg ikke kunne tåle, men nu får jeg bisfosfonat som indsprøjtning i armen en gang om året, og det fungerer fint. Og så spiser jeg selvfølgelig de anbefalede kalkpiller og D-vitamin.

Jeg har det minus med mig, at jeg gik meget tidligt i overgangsalderen, jeg var ikke mere end 36-37 år, og det var, fordi jeg fik fjernet min livmoder og kun har en kvart æggestok tilbage. Mangel på østrogen gør, at knogletabet går hurtigere, så man skulle nok allerede dengang have kigget på mit behov for kalk.

Jeg lider også af for lavt stofskifte, fordi min skjoldbruskkirtel ikke producerer tilstrækkeligt med stofskiftehormon, og det kan også disponere for knogleskørhed."

Hvad tænkte du, da du fik diagnosen knogleskørhed?

"Jeg tænkte, det skal jeg nok få styr på. Det gav mig virkelig ekstra motivation til træning. Før trænede jeg mest reformer, men jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at træne meget mere med vægte på grund af min knogleskørhed, og så begyndte jeg på det."

Har du ingen gener af din knogleskørhed i dag?

"Jeg synes jo ikke, at jeg har gener, men hver gang jeg kommer ind på hospitalet, siger de, at jeg altså har et sammenfald i ryggen. Jeg har aldrig mærket det, og lægen siger, at det er træningen, der gør, at jeg har det så godt i forhold til mange andre.

På hospitalet sidder jeg jo sammen med andre kvinder, som ikke er ældre end mig, men som nærmest går med rollator. Og der har jeg bare besluttet mig for, at rollator altså skal være så sent som overhovedet muligt i mit liv, hvis jeg da ikke helt kan undgå det. Man kan jo ikke selv bestemme den slags fuldt ud, men jeg gør i hvert fald meget for at undgå rollator, og træningen er som medicin for mig.

Jeg har dog ikke undgået at blive lidt lavere. Torben og jeg griner lidt af det, for før i tiden var jeg 170 cm høj, nu er jeg kun 167 cm. Man skal huske på, at jeg er på vej mod de 73, så det er måske meget naturligt, men vi går meget op i det oppe i Tisvilde, hvor Torben sætter sådan nogle streger på væggen og siger: ”Hvor er du altså blevet lille.” – Så siger jeg: ”Det er du også.” Vi driller hinanden lidt med det."

Dyk i humøret

Gun-Britt har ingen som helst planer om at holde op med at arbejde, selvom hun har nået en alder, hvor mange andre trækker sig tilbage. Også her er træningen vigtig, for den hjælper hende til at kunne blive ved.  

"At være frisør er et fysisk hårdt arbejde, og jeg siger hele tiden til de unge, at de skal sørge for at træne, hvis de vil holde i det her fag. Gennemsnitstiden i faget er kun syv-otte år, for så begynder folk at få skader. Derfor er det jo helt uhørt, at jeg står her endnu, men det hænger sammen med, at jeg altid har brugt min krop.

I skolen gjorde jeg gymnastik og svømmede, og da jeg blev lidt ældre, blev jeg meget optaget af håndbold. Senere begyndte jeg at løbe rigtig meget, løb bl.a. maraton, og da jeg var omkring 40 år, gik jeg ombord i forskellige former for træning. Aerobic. CrossFit. Det sidste gik jeg til i fire år, men det var ikke godt for mig, det var for hårdt, og der er alt for stor risiko for skader.

Derefter mødte jeg Tor og begyndte på reformer-træning. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig."

Hvad betyder træningen for dig mentalt?

"Jeg har lidt med vinteren …"

Hun sukker dybt.

En form for depression?

"Jeg vil ikke sige, jeg er deprimeret, men jeg bliver lidt tung i det, når det er så mørkt. Men der hjælper træningen mig også. Når jeg har trænet, er de tunge tanker væk. Jeg kan også godt dykke lidt i humøret om sommeren, hvis jeg ikke får trænet.

Vi lukker salonen ned tre uger hver sommer, hvor jeg så er i sommerhuset, og på tredjedagen kan jeg som regel mærke, at jeg bliver sådan lidt øv samtidig med, at jeg har svært ved at falde ned. Jeg bruger nærmest de første halvanden til to uger på at vænne mig til at holde ferie. I år havde jeg fri fire uger, det var jeg rigtig glad for, men der går altid noget tid, før jeg nyder det.

Der hjælper det også at træne. Jeg har indrettet træningsrum med alle redskaber ovenpå i sommerhuset, og når jeg træner hver dag, mærker jeg energien og glæden."

Når du dykker i humør, hvad handler det så om?

"Ja, det ved jeg ikke. Hvis jeg bare vidste det. Men jeg tænker nok for meget over alt muligt. Hvad skal der ske? Hvad jeg skal gøre? Jeg tror, det handler om mig selv og den alder, jeg har. Men – igen – jeg har jo ikke altid haft den her alder, men jeg har faktisk altid haft de dyk i humøret. Især om vinteren, og især når jeg ikke laver noget. Derfor bliver jeg også ved med at arbejde. Det ville være katastrofalt, hvis jeg stoppede, så ville jeg virkelig dykke.

Under corona tænkte jeg flere gange, at jeg ALDRIG skal på pension, hvis jeg ellers er i stand til fortsat at arbejde. Der kan man tale om, at jeg gik ned. Jeg tænkte, hvad fanden skal jeg dog lave, hvis jeg ikke arbejder?"

Du kedede dig?

"Ja, det gjorde jeg. Og man kan jo ikke lave mad hele dagen. Jeg følte, at jeg gik i stå. Hør her, jeg er født til at arbejde på den måde, jeg gør. Det er mit liv. Min identitet. Og det har aldrig været kedeligt. Jeg elsker at forandre kvinder og se dem gå glade ud ad døren."

Morgenritual i bikini

Når tiden tilbringes i sommerhuset, går Gun-Britt meget op i at lave lækker mad. Gerne med kantareller og karljohansvampe, som hun bruger timevis på at lede efter ude i skoven. I hverdagen lever hun mere skrabet.

"Inden jeg tager til træning, spiser jeg en stor dadel med en valnød i og drikker en kop kaffe. Jeg kan ikke træne helt uden noget i maven. Efter træning tager jeg hjem, finder ud af, hvilket tøj jeg har lyst til at have på, og så laver jeg mig en smoothie med banan, spinat, avocado, hindbær, blåbær, vandmelon og ingefær. Jan siger, at jeg burde putte noget proteinpulver i. Det er jeg ikke så vild med, men han har nok ret.

Til frokost spiser jeg rugbrød og ofte æg, rejer og tomater. Det kan også være en ret fra Grød, som jeg er blevet rigtig glad for. Om aftenen kommer jeg tit sent hjem, og det er ikke altid, jeg får noget at spise. Jeg er ikke så sulten, og jeg er som regel alene. Men måske tager jeg et æble, nogle grøntsager eller en tomatsuppe. Det er vigtigt for mig ikke at veje for meget, for hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke kunne holde til at stå på mine ben hele dagen.

Samtidig handler det også lidt om forfængelighed. Jeg står over for mange mennesker i løbet af en dag, og jeg vil gerne have, at mit tøj sidder ordentligt, så jeg føler mig godt tilpas. Kvinder i min alder forbrænder ikke så godt, som vi har gjort, så jeg er nødt til at tænke over, hvad jeg spiser. I weekenderne og ferierne lever jeg dog helt anderledes end i hverdagen, og jeg elsker, når Torben bager croissanter til os, eller vi får et glas vin."

I august sidste år delte Gun-Britt en lille video på @gunbrittcoiffure, hvor hun viste sit morgenritual med firmaets grønne bodyscrub, bodyoil og bodybutter. Hun stod udenfor i sit sommerhus, og hun var kun iført en sort bikini, mens hun skrubbede og smurte sig ind. Meget håndholdt. Meget nede på jorden. I skrivende stund er der 2.204, der har liket videoen, og der er 260 kommentarer. Alle positive.

Sådan var det ikke gået den 61-årige forhenværende fitnessinstruktør Charlotte Bircow, da hun lidt tidligere på sommeren havde lagt billeder af sig selv i bikini ud på Instagram for at reklamere for sine cremer. Hun fik at vide, at hun var for gammel til at vise sig i bikini, og at hun skulle stoppe med det. Shitstormen endte i medierne for fuld styrke, og en masse andre kendte kvinder bakkede op om Bircow ved at lægge bikinibilleder på de sociale medier.

Var din bikinivideo en kommentar til den debat, der kørte efter Bircows fotos?

"Nej, det var det faktisk ikke. Jeg holdt ferie og fulgte ikke med i noget. Det var Torben, der så mig stå og lave min morgenrutine en dag, og som sagde, at han syntes, jeg skulle dele det, fordi andre kunne blive inspireret af det. Min første reaktion var, at nej, det kan jeg da ikke i min alder. Men det mente Torben godt, at jeg kunne, og så filmede han det, og vi lagde det ud."

Hvorfor mente du ikke, at du kunne vise dig frem i bikini? 

"Det sjove er, at når jeg har kvinder siddende i frisørstolen, der siger, at de ikke kan det ene eller det andet på grund af deres alder, siger jeg altid til dem, at de skal smide den aldersting væk. Men da det så handlede om mig selv, tænkte jeg pludselig på min rynkede hud og alt det der. Efterfølgende, da jeg blev klar over, at der kørte en stor debat om modne kvinder i bikini, blev jeg virkelig glad for, at jeg havde lavet videoen. Men jeg havde ikke gjort det, hvis ikke Torben havde presset på, det skal jeg ærligt indrømme."

Hvad handler det om, tror du?

"Jeg bader og soler meget på stranden i Tisvilde, og jeg har oplevet et par gange, at en kvinde er kommet hen til mig og har sagt: ”Nå, du ligger stadigvæk i bikini.” Hvortil jeg har svaret, at ja, selvfølgelig gør jeg det."

Hvad har de så sagt?

"”Jamen, du ser også så trimmet ud”, eller noget i den stil. Jeg tror ikke, de er negative, jeg tror bare, at de er overraskede over, at jeg – i min alder – ikke har taget badedragt på, for ”det gør man” åbenbart, når man er over en bestemt alder. Bagefter har jeg tænkt, jamen, det kan da også godt være, at jeg burde tage badedragt på, men jeg har det nu meget godt i bikini.

Jeg elsker at sole – selvom man ikke må – men det gør jeg altså, og jeg bruger altid meget faktor. Jeg bliver ret hurtigt brun, det må komme fra min far, som var meget mørkhåret. Jeg tror, at han havde nogle gener fra Spanien, selvom han var svensk. – Min mand siger altid, at jeg ligner en ældre indianerkvinde.

Forleden var jeg ude og spise med et par veninder, og vi snakkede om rynker og om måske at få gjort noget ved dem. Jeg sagde til mine veninder, at folk må gøre, hvad de vil, men jeg har bare besluttet, at jeg ikke skal have lavet noget, for jeg skal ligne en gammel indianerkvinde. Og så kiggede de begge to på mig og sagde: ”Det gør du faktisk også.” Det blev jeg glad for at høre."

Gun-Britt har en idé om, at en af grundene til, at hun kun fik positive kommentarer på sin bikinivideo i sommer var, at hun har passeret 70

"Måske er det sådan i vores verden, at når du er 60, er du irriterende, og når du er over 70, er du cool. Jeg ved det ikke, men det kan godt være, at der sker noget. At det tipper over ved en vis alder. Men uanset hvad, er det slet, slet ikke i orden at skrive grimme ting til andre mennesker. Man skal have lov til at gøre, hvad man har lyst til."

Fælles passion for tennis

Nu talte du før om den rynkede hud – hvad tænker du generelt om kroppens forfald?

"Det har jeg faktisk accepteret. Jeg har sagt til mig selv, at jeg gør det, jeg kan. Det vil være unaturligt, at jeg ligner en på 40, når jeg fylder 80. Og faktisk har jeg altid godt kunnet lide at blive ældre. Jeg synes, jeg er blevet mere sikker på mig selv med alderen. Mere klar over, hvem jeg er. Og jeg synes, at alderen har gjort meget godt for mig. Og jeg har også altid været stolt af at blive ældre.

Da jeg blev 70, gik det ikke stille af, og jeg var faktisk lidt stolt over at have nået den alder og stadig være aktiv, glad og på. Og sådan har jeg det stadig. Jeg tænker, det er sgu da fantastisk, tænk, at jeg får lov til at få et år mere. Folk dør jo om ørerne på en, så man skal bare være glad for det, man har."

Er du begyndt at opleve, at vennerne falder fra?

"Ja. Det er meget trist, og man kan jo ikke vide, om man bliver ramt af alvorlig sygdom. Jeg havde en veninde i mine unge dage, som var den største helsefreak. Hun gjorde alt ”det rigtige” og drak aldrig et glas vin, men hun blev syg og døde, da hun var 40 år. Så man skal også huske at leve. Og med det mener jeg, at man skal gøre det, man er glad for. Og ja, det kan godt være, at jeg synes, det er svært, når vintermørket kommer, men så glæder jeg mig til foråret, hvor lyset, duftene og fuglene kommer tilbage."

Er du blevet mere bevidst om naturen med årene?

"Ja, skoven er blevet min bedste ven. Vandet har jeg altid elsket. Jeg er vokset op ved vandet. Vi boede i Karlskrona – ovre på øen – og der var husene bygget ud til vandet. Jeg elsker at bade og gør det året rundt. I hverdagen kan det være svært at nå, men når jeg kører til Tisvilde om fredagen, går jeg i vandet med det samme, når jeg kommer derop. Og så bader jeg i weekenden og mandag morgen, inden jeg kører tilbage til byen. Min mand bader hver dag, men han bor jo også deroppe det meste af tiden."

Er han også aktiv med træning?

"Ja, han er meget aktiv med tennis, han har spillet, siden han var barn. Vi har også løbet rigtig meget sammen før i tiden, men det er der ingen af os, der rigtig kan mere. Jeg har altid elsket tennis, jeg har dog aldrig spillet det, men sidste sommer begyndte jeg faktisk på at lære det."

Af Torben?

"Jeg havde en anden træner hele sommeren, men Torben træner mig også. Det er en rigtig Tisvilde-ting med tennis, folk deroppe er helt tossede med tennis, og jeg er glad for, at jeg nu er kommet i gang med det. Så kan Torben og jeg også spille, når vi tager ned til vores sted på Mallorca. Det er hyggeligt at have det sammen."

Kan du finde ud af det?

"Jeg har et godt boldøje, fordi jeg har spillet meget håndbold, og min krop er ret stærk, har jeg fundet ud af. Tennis er skidesvært, men det er også sjovt. Torben blev så glad for, at jeg gerne ville prøve, at han købte alt udstyret til mig, jeg har ikke rørt en finger, hvad det angår. Han glæder sig også til, at vores barnebarn forhåbentlig en dag vil lære at spille tennis."

Ja, du er blevet farmor for to år siden, hvordan er det?

"Det er fantastisk, han er så sød. Vi har ikke fået lov til at passe ham så meget endnu, men jeg tror, det kommer, når han bliver lidt større og selv kan sige, at han gerne vil op til os i Tisvilde. Jeg er jo stadig fuldtidsarbejdende, og han har en mormor, der ikke arbejder. Det kan man ikke konkurrere med. Og så er man nok også lidt mere på afstand som farmor i forhold til en mormor. Det hører jeg mange sige. Men han går i vuggestue her tæt på salonen, og hver gang de går tur, peger han herover. Han ved, at jeg er her, og han kommer rigtigt tit forbi."

Hvad vil du gerne give videre til ham?

"Jeg vil gerne give ham den glæde ved livet, som jeg ikke selv havde som barn, men som jeg har fået som voksen. Jeg vil også gerne give ham livsenergi og mod på livet, men jeg vil også give ham noget disciplin. Jeg vil gerne lære ham, at det er godt at kunne og ville noget, så man ikke bare flyder rundt. Men det er jo først, når han bliver lidt ældre, så jeg håber, at jeg stadig er her til den tid."

Udvikling, ikke afvikling

Hvis du kigger ti år ud i fremtiden, hvad ser du så?

"Det er et ret interessant spørgsmål. Hvis helbredet ellers vil, så ser jeg mig selv, som jeg er. Jeg ved ikke, om det er et godt svar, men jeg har svært ved at se noget andet. Der vil sikkert sidde nogle, der læser det her, som tænker, hun må være bindegal, om ti år er hendes liv helt anderledes. Men hvis jeg er ved mine fulde fem, så ser jeg faktisk mig selv, som jeg er nu."

Hvor du har gang i de samme ting som nu?

"Ja, og det er ikke, fordi jeg ikke har været god til at få delt ansvar og den slags ud, det startede jeg på allerede for nogle år siden, så jeg har et team, hvor det hele er på skinner. Det vigtigste, når man driver en virksomhed, er udvikling, for ellers er det afvikling. Det har mit team forstået. De har også fået mig til at blive hjemme om lørdagen nu, fordi de hellere vil have, at jeg holder ti år mere. Det er jo ret interessant, at de siger det – og nu siger jeg det jo så også selv. At jeg har tænkt mig at blive ved, hvis jeg kan."

Så hvad er det gode, lange liv for dig? 

"Det gode, lange liv er at nyde det. At gøre det, man har lyst til. Og hvis man ikke har lyst til at arbejde, så er det også det gode liv. Men for mig er det gode, lange liv at blive ved med at arbejde og holde min krop i form til det. Og at ende med at ligne en gammel indianerkvinde."