Har I glemt at pleje kærligheden? Her er 5 spørgsmål, du kan stille dig selv

Thomas og Trine sidder i stolene hos mig og kigger hver sin vej.

"Det føles som om, der er en sekssporet motorvej mellem os", sukker Thomas og fortsætter:

"Afstanden er enorm, og selvom vi har prøvet lidt halvhjertet, så er der ingen af os, som ved hvordan, vi skal nærme os hinanden igen. Det bliver let kejtet, som om vi er fremmede over for hinanden, selvom vi har været sammen i 17 år. Jeg aner simpelthen ikke, hvad vi skal gøre."

"Ej, men vi har altså heller ikke været særligt gode til at pleje hinanden de sidste mange år. Hvis nogensinde", supplerer Trine.

"I hvert fald er det altid mig, som har arrangeret, når vi skulle noget sammen, og det er jeg selvfølgelig blevet træt af, som årene er gået. Jeg har også brug for, at du tager initiativet. Du har haft travlt med din karriere, og jeg har taget mig af det meste derhjemme. Jeg synes, vi har levet parallelle liv og er gledet mere og mere fra hinanden. Vi har børnene og huset sammen, men ikke særlig meget andet. Parforholdet passer jo ikke sig selv, vel!"

Trine har virkelig talt sig varm nu og gløder af frustration.

"Jeg har foreslået, at vi kunne begynde til dans eller italiensk eller bare aftale, at vi skiftes til at tage initiativ til at gøre noget sammen, du og jeg. Det er lykkedes de dage, hvor det er mig, som har arrangeret, men de dage, hvor det er din tur, kommer der altid noget i vejen."

Læs også: Parterapi: "Hjælp, min mand er i krise"

Hvor svært kan det være!

Trine ser bebrejdende på Thomas, så her bryder jeg ind, inden det udvikler sig til en ophedet diskussion.

"Hvad har det betydet for dig, at det altid har været dig, som skulle arrangere, når I skulle noget sammen?" spørger jeg Trine.

Hun svarer prompte.

"Jamen, jeg har da tænkt, at jeg åbenbart ikke var vigtig nok, siden han ikke gad at gøre sig umage. Han kunne have plukket en blomst i vejkanten på vej hjem fra arbejde eller taget min yndlingschokolade med hjem fra supermarkedet. Hvor svært kan det være! Det må da være, fordi han ikke gider."

Jeg retter min opmærksomhed mod Thomas.

"Ved du godt, at det for Trine har føltes, som om du ikke holder af hende, når du ikke gør de ting, som ville betyde meget for hende?"

Thomas svarer med bøjet hoved.

"Ja, det ved jeg vel egentlig godt. Jeg tror bare ikke, jeg har taget det så alvorligt, som jeg nu kan forstå, at det er. Jeg er ikke særligt god til den slags ting. Jeg synes også, at Trine stiller høje krav. Jeg har ikke haft særligt meget lyst til at prøve at gøre noget, for når jeg har, så har det aligevel ikke lige været det rigtige. Og så har jeg opgivet."

"Hvordan er det for dig at høre, Trine? spørger jeg.

"Jeg bliver både vred og glad for at høre det. Vred over, at Thomas ikke har prøvet noget mere, og glad for, at han nu forstår, hvor vigtigt det er for mig ikke at føle mig taget for givet. Jeg har virkelig savnet at føle mig set for alt det, jeg gør i vores familie."

Læs også: Parforhold: Føler du dig taget for givet?

Gør afstanden mindre

Thomas og Trine har som mange andre en forestilling om, at et parforhold skal passes ved, at de laver ting sammen som par. Går ud og spiser, i biografen og tager på et kroophold en gang om året. De tror, det handler om at bruge tid sammen, bare de to.

I sessionen her får de begge øje på, at nærhed, samhørighed og intimitet ikke handler om de rammer, vi sætter for det, eller om mængden af tid, vi bruger sammen, men mere om, hvad vi putter i tiden. De gode snakke, åbenheden, ærligheden.

Man kan sagtens sidde på Falsled Kro til den helt store gourmetmiddag og ikke ane, hvad man skal tale om eller føle sig kilometervis langt fra hinanden. Det handler ikke om middagen eller omgivelserne – det handler om, hvor tæt I føler jer på hinanden. Og den afstand kan I både øge eller formindske.

Da sessionen med Trine og Thomas slutter, siger de begge, at det havde været en god snak. At de forstår både sig selv og hinanden bedre. De beslutter, at de hver aften efter middagen, når børnene er forduftet fra bordet, lige vil tage temperaturen på, hvor de er hver især. I forhold til sig selv og hinanden. På den måde kan de tune ind og føle sig forbundet.

Det skal ikke nødvendigvis tage lang tid, men det giver dem mulighed for at holde forbindelsen i stedet for at glide fra hinanden.