Sund uden træning

Foto: Alamy Sund motion behøver ikke at være lig hård træning.

Sund uden træning

Her er de 3 sunde ting, jeg gør i stedet for at træne

Sund motion behøver ikke være hårdt arbejde, skriver ernæringsekspert Per Brændgaard i sin klumme.

Af: Per Brændgaard

KLUMME: Efter jeg selv havde udviklet noget nær posttraumatisk stress efter mange år med træls træning, så var jeg nødt til at nytænke mit forhold til motion. Hver gang jeg blot tænker på ordet "træning", så bliver jeg stresset. Lige så stresset som hvis jeg tænker på "madlavning". Så det, jeg gør nu, er, at jeg dyrker motion uden at træne. Ligesom jeg spiser sundt uden at lave mad.

Jeg kan godt lide ordet "motion". Det har en blød klang, og jeg minder altid mig selv om, at det jo blot er det engelske ord for "bevægelse", som til gengæld lyder lidt kedeligt på dansk. Motion er godt og gavnligt, men det er langt fra nok til at drive et dovendyr som mig ud af krammestuen.

Jeg har opdaget, at der er tre generelle krav, der skal være til stede, før jeg gider lette røven. Jeg har talt med mange, der har det på samme måde, hvis de tør indrømme det over for sig selv.

LÆS OGSÅ: 9 ting, du skal vide om medicin

De tre krav er: 

1. Omsorg
Motion skal først og fremmest være drevet af dybtfølt, venlig selvomsorg. Alle andre motiver må komme i anden række. Ellers gider jeg ikke. Det er nok ikke kun fordi, jeg er doven. Det skyldes nok også, at jeg ikke hænger min identitet op på hverken træning, sport eller krop. Det gjorde jeg, da jeg var yngre. Nu hvor jeg er blevet en halvgammel mand, må jeg finde drivkraften et andet sted. Det er min erfaring, at buddhistisk metta-meditation er en særdeles effektiv teknik til også at drive kropslig sundhed. Allerede efter 10 års daglig praksis begyndte jeg at mærke en klar effekt.

2. Oplevelse
Selvom jeg er den spirituelle type, så er jeg åbenbart ikke spirituel nok. Metta er i hvert fald ikke nok i sig selv til, at jeg vælger at gå i fitnesscenter med mine boksehandsker i stedet for café med min computer ofte nok. Selve motionsaktiviteten skal være en god oplevelse i sig selv. Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad der er en god oplevelse. Det er jo 100 % subjektivt. Jeg har gennem det sidste års tid fundet meget stor glæde ved at dyrke dance walking. Altså hvor jeg går på gaden og danser samtidig. Musikken er vigtig. Det skal være noget, der giver lyst til rask gang og dans. Det skal også være noget, hvor rytmen er markant, og tempoet er passende. Ikke for hurtigt og ikke for langsomt. Og så skal det være varieret med hensyn til både tempo og følelse, så man kan dansegå på forskellige måder fra sang til sang. Ellers er det bare med at give slip. Kroppen ved, hvordan den skal bevæge sig. Dance walking er den naturlige måde at gå på. Se bare på små børn, og hvordan de går. Små børn danser, inden de opdager, at der er noget, der ikke er musik.

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de vil være sunde

3. Formål
Hvis jeg var 100 % hippie, så ville omsorg og oplevelse være nok. Men jeg er også et jysk dovendyr. Det betyder, at jeg kun gider at bevæge min krop, hvis der er et konkret formål. Omsorg og oplevelse er ikke konkrete formål. Et konkret formål kan være, at jeg skal et eller andet sted hen. Jeg kan så dansegå derhen. Eller måske vil jeg på den gode café, der ligger lige ved siden af fitnesscentret. Jeg kan så gå ind og motionere lidt, inden jeg sætter mig på caféen. Eller jeg kan lade op med et par liter kaffe på caféen først, så dovendyret bliver vækket.

Nu tænker du sikkert: - Hvorfor i al verden går han i fitnesscenter, når han hader at træne? Jeg har også prøvet at holde op, men jeg kan simpelthen ikke finde en ordentlig erstatning. Det er lykkedes mig at holde op med at løbetræning, fordi jeg kan mærke, at det både er ubehageligt og skadeligt for mig. Men jeg kan tydeligt mærke, at bestemte bevægelser, der lettest foregår i et fitnesscenter (jeg gider slet ikke, når jeg gør det derhjemme...), er meget gavnlige for mit kroplige helbred. Jeg har fundet en måde, hvorpå det faktisk bliver en god oplevelse, også imens det står på. Det handler for mit vedkommende om noget med frihed (slet ingen træningsprogrammer!) og intuition (gøre det, jeg kan mærke, kroppen er sulten efter nu og stoppe, når den er blevet mæt).

Er du motions-sulten eller motions-mæt?
Lad mig benytte lejligheden til at indføre to nye ord til det danske sprog: motions-sulten og motions-mæt. Motions-sulten er, når du er sulten efter motion. Det mærker du som generel lyst til bevægelse, eller specifik lyst til en bestemt øvelse, som du erfaringsmæssigt ved gør dig godt. For mit vedkommende drejer det sig om specifikke øvelser for knæ, ryg og skuldre, der effektivt modvirker smerter i de dele af min krop. Jeg er så motions-mæt, når bevægelsen eller de specifikke øvelser har gjort det, de skulle. Når mine motionsbehov er blevet tilfredsstillet for nu. Kunsten er så at surfe på motions-sulten, og ligesom i mindful spisning gælder det i mindful motion også om at stoppe i tide, så man ikke bliver overmæt.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du drikker Cola Zero  

LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal huske efter træning

LÆS OGSÅ: Her er den mest undervurderede faktor for din sundhed

Per Brændgaard

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.
Han har udgivet flere bøger om ernæring og sundhed.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Per Brændgaard, Træning og Kropsidealer