Løb
SPONSORERET indhold

Elite-løberen: Sådan holder du fast i din løbetræning

Det kan være utroligt svært at få løbeskoene på efter en lang arbejdesdag. Det ved eliteløber Rikke Rønholt alt om, men hun ved også, hvordan man gør løb til en permanent del af livet.

Af: Lærke Pade Foto: Robin Skjoldborg
26. sep. 2012 | Sundhed | ALT for damerne

Eliteløber Rikke Rønholt holder foredrag om løb og taler med rigtig mange mennesker, der har besluttet sig for at gå i gang med at løbe. Nogle har endda besluttet det mange gange! Men de har også opdaget, at det er uhyggeligt let at holde op igen. Især hvis man ikke har en løbemakker eller andet, der forpligter. Rikke har skrevet en bog om emnet og foreslår som udgangspunkt disse tre trin, hvis du vil gøre løb til en permanent del af dit liv:

1) Din hjerne elsker vaner. Forskning viser, at når vi gør noget, som er en fast rutine, så kobler hjernen ud og slapper af. Derfor: Gør løb til en vane. Du kan enten løbe på et bestemt tidspunkt på faste dage, så det ikke er til diskussion. Eller, hvis dit skema ikke er til fast træning, kan du løbe, når det passer, men med en fast rute. Det gælder om at gøre det så enkelt som muligt, så du kun skal forholde dig til hvornår eller hvorhen, men ikke begge dele.

2) Det tager 30-90 dage at opbygge en vane, så i starten skal du kæmpe for det. Og hjernen elsker jo vaner, så bliv ikke overrasket, hvis din intuition prøver at bilde dig ind, at det er bedre at springe over. Lyt ikke! Det er bare den gamle vane, der snakker!

3) Hav styr på dit "hvorfor". Hvorfor er det vigtigt for dig at få løbet? Hint: Der er mere power i grunde som: "Jeg VIL have overskud til at være en god mor" eller "Jeg VIL have styr på mit kolestorol eller blodsukker uden medicin" end i: "Fordi sundhedsstyrelsen siger det" eller "Min kæreste synes, min bagdel er for stor." Løb for din egen skyld. Det er en gave, du giver dig selv.

Læs også: Sådan undgår du træningsømhed