Hvem er sundest?
SPONSORERET indhold

Hvem af disse 3 kvinder er sundest?

Kan du se udenpå, hvor sund du er indeni?

Af:: Julie Vöge Foto: Jens Rosenfeldt
28. sep. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Vi sendte 3 modige kvinder i forskellige aldre og størrelser til fedtscanning og blodprøver og fandt ud af, at skinnet kan bedrage. De kvinder, der ligger tættest på samfundets herskende skønhedsideal, varnemlig ikke nødvendigvis de sundeste.

1 - Tæt på perfekt uden fitness
Børnehaveklassepædagog Katrine Nath
Alder: 36 år.
Arbejde: børnehaveklassepædagog.
Ingen børn

Kostvaner: Spiser varieret med masser af grøntsager og får både fisk og kød hver uge. Har også dage med pizza, pommes frites, chips og slik, og elsker cola light, men i begrænsede mængder. Spiser fiberholdigt med brune ris og fuldkornspasta og laver grøntsagsjuice et par gange om ugen. 

Motionsvaner: Cykler på arbejde hver dag – 12 kilometer i alt. Jobbet med mindre børn holder hende næsten konstant i bevægelse. Når hun kommer hjem, går hun fem til ti kilometer med sin hund, og derudover løber hun på rulleskøjter og deltager i to løb på 20 km om måneden. 

Højde 177 cm
Vægt 67,5 kg
BMI 21,5
Testresultater:
Fedtprocent: 22,7 (normal)
Kolesterol: 4,1 (normalt)
Fasteblodsukker: 4,2 (normalt)
Talje: 78 cm
Talje-højde-ratio: 0,44 (normal)

Eksperterne om Katrine - Perfekt sundhedsprofil
Morten Zacho:
– Alle Katrines testtal ligger på den gennemsnitlige linje, hvilket vil sige, at hun set ud fra et sundhedsideal er den perfekte kvinde. Katrine har fedt på lår og hofter, en smal talje uden mavefedt, en BMI over 20 og under 25, fint fasteblodsukker og et fint kolesteroltal. Og så er Katrine et godt eksempel på, at vi ikke behøver at købe os fattige i medlemskaber til fitnesscentre for at være i god fysisk form. Katrine er med sit job og sin aktive livsstil i evig vigør, og det er nok til, at hun kun er udstyret med det sunde fedt på lår og hofter. De fleste af os sidder stille syv-otte timer hver dag foran en computer, og derfor er det ikke nok at lufte hund, når vi kommer hjem. Vi er så at sige bagud på point, og er derfor nødt til at få pulsen højt op og træne intenst. Det slipper Katrine for, fordi hun er aktiv i løbet af hele dagen.2 - For lidt fedt, pas på knogleskørhed
Jurist og vægtløfter Sarah Lindasdatter Troelsen Krarup
Alder: 35 år.
Arbejde: Jurist og vægtløfter.
Mor til en dreng på fire år

Kostvaner: Undgår stivelse i hverdagen og spiser masser af kød, æg og grønt. I perioder op til stævner faster hun fra aftensmad til frokost dagen efter. Elsker chokolade, flødeboller, slik og kaffe.

Motionsvaner: Træner olympisk vægtløftning, Cross- Fit og styrkeløft på konkurrenceplan. Har lige været til EM i CrossFit og olympisk vægtløftning og har et par danske rekorder i styrkeløft. Træner vægtløftning, styrketræning, kropsvægtsøvelser, CrossFit, roning eller løb cirka to timer seks-syv gange om ugen. Derudover cykler hun alle steder.

Højde 169 cm
Vægt 69,1 kg
BMI 24,1
Testresultater:
Fedtprocent: 17,2 (undervægtig)
Kolesterol: 4,4 (normalt)
Fasteblodsukker: 5 (normalt)
Talje: 80 cm
Talje-højde-ratio: 0,47 (normal)

Eksperterne om sarah - Sundt muskelbundt
Morten Zacho:
– Sarahs fedtprocent er i den lave ende, men da hun samtidig har en høj muskelmasse, lider hun ikke af generel undervægt. Med den lave fedtprocent og megen træning skal Sarah være opmærksom på, at hendes hormonbalance ikke bliver forstyrret, og at det for eksempel ikke går ud over hendes fertilitet, eller at hendes knogler ikke bliver afkalket for hurtigt. Hendes BMI ligger i den tunge ende indenfor normalvægtsområdet, og det viser tydeligt, hvor dårlig en indikator for vores sundhed BMI er. Sarahs relativt høje vægt, skyldes nemlig ikke fedt, men hendes store muskler. Og nej, muskler kan ikke trænes for meget. I vores kultur støder det os, når en kvinde er så muskuløs som Sarah, fordi vi ikke forbinder det med noget feminint. Ud fra et sundhedsperspektiv, er Sarah meget sund. Hun har trænet sig til en stor muskelmasse, og det er der flere kvinder, der gør i dag.

For tynd, ikke godt for hormonerne 
Jurist Nanna Hummelmose
Alder: 43 år.
Arbejde: Jurist
Mor til tre børn på 14, 11 og 6 år.

Kostvaner: Spiser generelt sundt og varieret med mange grøntsager og fibre. Spiser fisk to-tre gange om ugen og spiser dagligt groft brød med smør og fed ost samt en del chokolade og nødder og drikker caffe latte med sødmælk tre-fire gange ugen. Har svært ved at tage på.

Motionsvaner: Cykler 60 kilometer om ugen (cirka tre timer), løber seks-syv kilometer to gange om ugen, og er generelt mere til at være aktiv end til at sidde længe i sofaen.

Højde 165 cm
Vægt 49 kg
BMI 17,9
Testresultater:
Fedtprocent: 13,9 (undervægtig)
Kolesterol: 4,9 (normalt)
Fasteblodsukker: 4,2 (normalt)
Talje: 67,5 cm
Talje-højde-ratio: 0,41 (normal)

Eksperterne om Nanna - Usundt undervægtig
Morten Zacho:
– For en 43-årig er en fedtprocent på knap 14 alt for lavt og grænser klart til det sundhedsskadelige. Når du har så lav en fedtprocent, kan din hormonbalance blive forstyrret – især de kvindelige kønshormoner, og det kan gå udover fertiliteten. En lav fedtprocent giver også en hurtigere svækkelse af knoglerne, og derfor får tynde, ældre kvinder oftere knoglebrud og knogleskørhed. Studier viser tydeligt, at undervægtige har en lavere modstandsdygtighed over for sygdomme end normalvægtige og lettere overvægtige. Kvinder med en BMI på under 20 har næsten altid en lav muskelmasse, og hvis de samtidig ikke har fedt på lår og hofter, er de ikke beskyttet mod hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes. Nanna cykler og løber, men jeg vil anbefale hende at skifte løb ud med styrketræning, som styrker hendes knogler og giver hende mere muskelmasse. Og så skal Nanna spise mere. Derudover er Nannas øvrige testværdier og fedtprocent fine.