Hvis jeg holder 14 dages løbepause, skal jeg så starte forfra?
SPONSORERET indhold

14 dages løbepause: Skal jeg så starte forfra?

Nej, med mindre du lige er gået i gang med at træne, skal du ikke starte forfra, fortæller muskelforsker og ph.d. Anders Nedergaard.

Af:: Mille Collin Flaherty Foto: Bulls
27. mar. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

– Hvis du er typen, der løber et par gange om ugen, vil din iltoptagelse højst falde med fem procent, og hvis du kan mærke det, når du går i gang igen, er det kun en smule. Derudover bliver musklerne lidt dårligere til at modstå udmattelse, så du vil måske blive lidt hurtigere træt, men ikke meget, siger Anders Nedergaard. Til gengæld taber du mere ”form”, jo bedre din form er.

– Det koster kroppen energi at vedligeholde en krop, der er i god form. Det har derfor været hensigtsmæssigt, at kroppen kan skrue ned for sit energibehov, når det er muligt. Derfor fungerer det også sådan, at jo bedre form du er i, des mere skruer kroppen ned. Uanset din form kan der dog ikke nå at ske særligt meget på 14 dage, beroliger han. Det vil faktisk være i dagene efter løbeturen, at du vil kunne mærke din løbepause.

– Musklerne mister hurtigt deres evne til at beskytte sig, så derfor vil du være øm især efter den første løbetur. Men allerede derefter vil det være bedre. Hvis du bare kan presse en enkelt løbetur ind i løbet af de 14 dage, vil det ifølge Anders Nedergaard være nok til, at du stort set ikke taber form. Og kan du ikke det, kan du glæde dig over det fænomen, der hedder muscle memory:

– Det vil sige, at jo bedre form du er i, des hurtigere vender din gode form tilbage, når du begynder at træne igen.

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Løbeguide: Giv dit løb et forårstjek og bliv bedre