TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 30. APRIL FOR KUN 259 KR.

Foto: Getty Rigtigt mange af os indtager ofte mad og drikke i den overbevisning at det, som vi stopper i munden, er sundt.

Hvor sund er din sunde snack egentligt?

Spiser du også tørret frugt og myslibarer eller drikker smoothies i den tro, at det er sundt? Så kan det være, at du skal tjekke ingredienslisten en ekstra gang. For rigtig meget mad, drikke og såkaldt sunde snacks er slet ikke så sunde, som de giver sig ud for at være.

Du kender det sikkert. Du er tørstig, men i stedet for at drikke en sodavand, der er fyldt med sukker, så snupper du en frugtsmoothie. Eller du er lækkersulten, men i stedet for at lukke munden på sukkertrangen med en Mars, så vælger du en myslibar. Rigtigt mange af os indtager ofte mad og drikke i den overbevisning at det, som vi stopper i munden, er sundt.

Men faktisk er der blandt det, som vi spiser med god samvittighed, rigtigt meget, som faktisk slet ikke er så sundt, som vi bilder os ind. Mange af de såkaldt sunde mad- og drikkevarer er nemlig propfyldt med både sukker, salt og fedt, så inden du kaster dig over din næste ”sunde” snack eller take-away, kan det være en god ide at tjekke næringsdeklarationen.

Frugtsmoothies

En smoothie er ikke altid så sund, som den udgiver sig for at være. Mange ”færdiglavede” frugtsmoothies indeholder nemlig meget sukker fra frugt, og selvom det er naturligt sukker, er det ikke ensbetydende med, at det er sundt.

Desuden er mange smoothies tilsat honning eller sirup, eller de er fremstillet af fx sukkerholdig vaniljemælk, vegetabilske alternativer til mælk eller frugtyoghurt og kan indeholde helt op til dobbelt så meget sukker som en sodavand.

Salater to-go

Udbuddet af forskellige take-away salater, som du kan købe i supermarkeder, på tankstationer eller i 7-eleven er vokset kraftigt, og det er blevet meget populært at tage en færdiglavet salat med på farten.

Men ofte består salaterne af ”lette” og vandholdige grøntsager som fx grøn salat og agurk, som ikke mætter særligt godt, eller det grønne er erstattet med store mængder kulhydrater, fx pasta, nudler eller ris, der får blodsukkeret til at stige. Desuden kommer mange af salaterne med dressinger med et højt indhold af både fedt, salt, sukker og kunstige tilsætningsstoffer.

Læs også: 10 veje til mentalt overskud

Mysli- og energibarer

Mysli-, granola- og proteinbarer er blevet meget populære, fordi de signalerer sundhed, og mange spiser dem som en sund snack i stedet for chokolade i den tro, at det er sundt.

Typisk indeholder barerne meget lidt protein og fibre men til gengæld mange hurtige kulhydrater, og ofte er de proppet med sukker fra chokolade, honning eller sirup. I mange tilfælde indeholder 100 gram af disse ”sundhedsbarer” faktisk flere kalorier end en chokoladebar.

Sushi

Selvom sushi indeholder både fisk, grøntsager og tang og er sundere end så meget andet take-away, som pizza, burger og kebab, så skal du ikke lade dig narre. Størstedelen af stykkerne består fortrinsvis af hvide ris, som er tilsat sukker.

Og ud over at de hvide sushiris hverken indeholder vitaminer, mineraler eller fibre, så er de fyldt med hurtige kulhydrater. Desuden er rullerne ofte fyldt med mayonnaise eller flødeost, der indeholder meget fedt.

Bananchips

Selvom de søde bananchips er sundere end slik, så indeholder de i mange tilfælde betydeligt flere kalorier. Faktisk er der ca. 500 kalorier i 100 gram bananchips.

De sprøde bananskriver er nemlig stegt i kokosolie og efterfølgende dyppet i honning eller drysset med sukker. Desuden indeholder chipsene langt fra de vitaminer, som en frisk banan giver dig.

Læs også: Er du en sukkergris?

Tørret frugt og nøddemix

Tørret frugt lyder måske meget sundt og betragtes da også af mange som et sundt alternativ til slik. Men det er det ikke. Når man tørrer frugten, bliver sukkerindholdet mere koncentreret, og samtidig fylder frugten meget mindre, hvilket inviterer til at spise mere.

Desuden er den tørrede frugt ofte tilsat ekstra sukker. Tjek derfor altid varedeklarationen, og husk desuden at være opmærksom på, hvor meget du spiser.

Riskiks

Riskiks er lette og luftige og virker sunde. Men de sprøde kiks er lavet af polerede ris, som stort se kun består af hurtige kulhydrater, der sender dit blodsukker på en rutsjetur.

Foruden en masse tomme kalorier indeholder kiksene også store mængder salt, der gør, at riskiks lander i samme kategori som fx chips og salte kiks. 

Kilder: dr.dk, Samvirke, Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet.

Er fedtfri det samme som kaloriefri?

Mange af os hopper i fælden, når der på et produkt står, at det er fedtfrit. Men det er vigtigt at være opmærksom på at “fedtfri” ikke betyder “kaloriefri”, og at en madvare ikke automatisk er sund, bare fordi den har et lavt fedtindhold.

Mad med et lavt fedtindhold kan fx være fyldt med sukker, der skal kompensere for den manglende fedt. Vælg i stedet naturlige produkter, som er rige på fibre, vitaminer og mineraler og læs altid varedeklarationen nøje, for at blive klogere på, hvad det indeholder.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kost og Sund livsstil