Ibens datter fik anoreksi
Foto: Jens Bach Stina har altid tegnet meget, og mens hun var syg, blev det terapeutisk for hende. I dag bruger hun stadig meget tid med papir og blyant, fordi det giver hende ro.

Ibens datter fik anoreksi

11-årige Stina var en slank fodboldpige med mange veninder. En dag sagde en af dem, at Stina havde store lår, og det triggede en trang til kontrol i pigen fra Thy. De næste syv år oplevede Stinas mor, Iben, en skræmmende magtesløshed. I dag er Stina på en anden side af anoreksien.

Mor og datter. Tæt forbundet af noget som de helst havde været foruden, men som altid vil definere deres liv og samvær. Det noget hedder anoreksi og var så nærværende hos familien Vestergaard Pedersen i Thy, at sygdommen blev omtalt i tredjeperson.

"Hun var min bedste ven, men også min værste ven", siger Stine Vestergaard Pedersen. I dag er hun 18 år og går i gymnasiet. De syv år, hun led af anoreksi, satte alt på stand by.

"Hvad havde vi dog gjort forkert, siden Stina havde det sådan", spørger Iben Vestergaard Pedersen. Hun er 48 år og mor til et menneske, der var i færd med at sulte sig ihjel. Stina er mellemste barn af Iben, der er kjoledesigner, og Steen, der har eget malerfirma. Familien bor i Hurup og tæller også Noël på 26 og Emma på 16. Sundhed har altid fyldt i Stinas liv, og Iben husker, hvor kritisk datteren var med sin madpakke.

"Gud nåde mig, hvis jeg puttede en mælkesnitte i den. Så kom den retur, for hun ville ikke spise sådan noget". Iben ser på sin datter. De skiftes til at fortælle, hvordan en fodboldpige med mange veninder, blev en ensom skygge af sig selv.

"Da jeg var 11 år, var der en af mine veninder, som sagde, at jeg havde store lår. Dét satte noget i gang, og jeg kørte mit fodbold op i højeste gear og trænede fem gange om ugen".

"Hun løb altid, når vi havde spist, men det var jo også sundt, ikke? Men da hun tabte sig meget og blev hjemme fra skole, fordi hun havde ondt i maven, sagde jeg: ”Jeg tror ikke, at du har ondt i maven, men i hovedet”. Og så fortalte hun jo det hele", fortæller Iben.

Løb på stefdet 

Iben fik indblik i den verden af kontrol, som hendes datter levede i. Hvordan hun var styret af det, som hun kaldte tanken: en stemme som drev hende til at forbrænde hvert gram, hun havde spist og gerne mere. Iben fik Stina med til deres læge, som dog ikke ville høre tale om en spiseforstyrrelse.

"Det var så frustrerende! Jeg insisterede på, at vi fik en henvisning til psykiatrien i Aalborg, men det holdt hårdt", fortæller Iben. I de følgende måneder kørte mor og datter fra Thy til psykiatrisk afdeling i Aalborg tre gange om ugen. Iben arbejdede som hjemmehjælper om natten og fik orlov på ubestemt tid. Hun fulgte sin datters vægt og havde det skidt, når Stina alligevel tabte sig. "Jeg gad jo ikke tage på, og du stolede alt for meget på mig", siger Stina til sin mor.

"Ja, du var dygtig til at snyde os", erkender Iben. Hun fortæller om opslidende indkøbsture med Stina, der gennemgik varedeklarationen på hver eneste fødevare minutiøst. "Hvis hun ikke kom med, spiste hun i hvert fald ingenting". Stina var på det tidspunkt ferm til kostplaner, der endte i minus. Målet var at tabe sig, og hvis hun blev nødt til at spise, skulle det forbrændes!

"Hun måtte ikke sove alene, for så stod hun op om natten og løb på stedet. Hun ville ikke sove hos os, så hun sov hos sin storebror, Noël. I tre år sov de to i samme seng", fortæller Iben og ser på Stina. "Vi kunne snakke om andet end mad. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham", siger datteren stille.

Læs også: 8 tips: Elsk dig selv endnu mere

Lænket til huset 

Iben oplevede, at jo længere tid, der gik, jo sværere blev det for omverdenen af forstå, at Stina ikke sådan lige blev rask.

"Anoreksi er ikke så kendt herude, så der var mange, der ikke vidste hvordan de skulle reagere. Nogle tog afstand, Stina er blevet mobbet med det, og jeg har grædt over at se de andre piger, der frejdigt løb videre i deres fodboldtøj, mens Stina forsvandt for øjnene af os", siger Iben.

"Anoreksien var jo min bedste ven. Jeg troede, at hun hjalp mig, men hun ville jo dræbe mig", siger Stina. Hun tilbragte dagene på sofaen, hvor hun prøvede at samle kræfter, mens Iben blev mere og mere desperat.

"Jeg følte mig lænket til huset og ville ikke ringe og snakke med nogen om vores situation, når Stina lå ved siden af. Jeg blev ved med at tænke på, hvad vi dog havde gjort forkert!? Jeg har selv haft en depression, så var det derfor? Steen sagde altid, at jeg havde prioriteret mine børn højt, og at vi ikke havde gjort noget galt. Vi skiftedes til at holde modet oppe, men jeg tror ikke, at vores forhold kunne have klaret det i længden".

Læs også: Start dagen med nye sunde vaner

På den anden side 

Iben indså, at hun selv var på vej ned med flaget og begyndte at sy. Farvestrålende kjoler som et værn mod mørket. Indimellem sad Stina hos sin mor, men ofte var hun for træt.

"Jeg lukkede ned og tænkte ikke over, hvordan jeg påvirkede det hele". Stina ser på sin mor, der indrømmer, at hun var tæt på at miste tålmodigheden. "Når vi skar en mandel i stykker, fordi Stina kun skulle have 35 gram, var jeg ved at skrige ind i hovedet på hende: ”Så spis dog!”

"Jeg hadede mine forældre. Det eneste, vi kunne snakke om, var mad", indskyder Stina. Kulminationen blev en indlæggelse, fordi Stina fik en depression.

"I var bange for, at jeg skulle begå selvmord", siger hun henvendt til sin mor. I dag mener de begge, at det var der, Stina ramte sit nulpunkt. "Jeg indså, at jeg ville dø, hvis jeg ikke stoppede". Stina begyndte i en anden skole, fik en veninde og begyndte at spise lidt.

"Da du fik menstruation igen, havde jeg lyst til at hejse flaget, men det var en forfærdelig dag for dig. Det var noget, der var udenfor din kontrol", siger Iben til sin datter. Alligevel indtog Stina fra da af føde, og det betød, at hun fik overskud til at se, hvordan hun påvirkede sin familie.

"Min lillesøster fik angst, og det fik mig til at tage mig sammen. Jeg var bange for, at hun skulle få det samme som mig. Mine tarme er ødelagte, og jeg har spildt så meget tid. Jeg spiser, men bliver ked af det, hvis jeg tager et kilo på. Sådan vil jeg nok altid have det". Men Stina føler sig som et stærkere menneske, og hendes mor er bare lykkelig for at have fået sin datter tilbage.

"Det er først nu, vi ser dig sprudle igen. Jeg har været bitter, men nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, husker jeg mig selv på, at det gik. At vi har dig endnu."

Se, hvad vi ellers skriver om: Anoreksi og Spiseforstyrrelser