Hvad er du afhængig af?
SPONSORERET indhold

Ida var afhængig af mad: "Jeg er som en tørlagt alkoholiker"

Mød to kvinder med hver deres afhængighed, de begge efter mange år har accepteret – og hermed fået under kontrol.

Af:: Jo Brand Foto: Istock og Getty Images
22. sep. 2014 | Sundhed | ALT for damerne

Kathrine er en af de kvinder, der siden hun var helt ung altid har haft en kæreste. Da hun var i slutningen af 20'erne mødte hun sin mand, som hun fik en søn med. Efter cirka 10 års ægteskab blev parret skilt og for første gang i mange år, var Kathrine alene. Uden en mand.

– Jeg har altid haft det bedst, når jeg har en kæreste. Jeg vil gerne høre til en og føler, at jeg lever meget mere usundt, når jeg er single, mens jeg har det meget bedre, når jeg er sammen med en mand, forklarer Kathrine, der allerede kort tid efter skilsmissen kastede sig ud i flere forhold med mænd, hun havde mødt på nettet.

– Hvis jeg ikke havde noget kørende med en, oplevede jeg en kæmpe tomhed. I perioder havde jeg gang i to-tre stykker, og det var dejligt, så tikkede sms'erne ind, og jeg følte mig i live.

Lige modsat var det for Kathrine, når telefonen var stille, og der ikke var nogen kontakt til mænd.

– Når jeg ikke havde en mand var det, som om jeg ikke eksisterede. Det var tomt, og jeg var deprimeret. Og det fyldte meget: Hvis jeg f.eks. havde sendt en sms om aftenen til en mand, kunne jeg ikke falde i søvn, hvis jeg ikke fik svar. Nogle gange prøvede jeg at lægge telefonen ind i stuen, så jeg ikke skulle ligge og vente på den der biplyd, men hvis jeg så hørte en eller anden lyd, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om det nu var telefonen, og så måtte jeg ind og tjekke. På den måde kunne der gå en hel nat, fortæller Kathrine, der til sidst indså, at hun have et problem.

– Jeg læste noget om afhængighed og kunne kende mig selv i det. Det med mændene styrede mig jo. Jeg havde det ligesom en narkoman, der ikke fik sit stof, når jeg ikke havde gang i noget med en mand. Hvis jeg havde sendt en sms og ikke fået svar, følte jeg mig utroligt lille og ussel, mens alt var i orden, og jeg var helt glad, hvis det kørte godt. På den måde gik det også ud over min søn, fordi mit humør afgang af, om det gik godt med mændene eller ej.

– Jeg kom til at tænke på, når børn af narko-maner siger: Min mor valgte stofferne... Det var lidt sådan, jeg følte, det var, siger Kathrine.

Hun mener, at hendes situation gik yderligere i hårdknude, fordi hun ikke gik efter det, hun egentlig allerhelst ville have, nemlig en kæreste, men i stedet kastede sig ud i den ene ligegyldige affære efter den anden.

– Jeg oplevede, at det nærmest var noget skammeligt at indrømme, at jeg gerne ville have en kæreste. Når man er single, er det som om, at man virkelig skal nyde det og elske at være alene med sig selv. Men sådan havde jeg det ikke. Jeg ville gerne have en kæreste! Og jeg så stor lykke i alle de mænd, jeg datede, og at jeg havde en fremtid sammen med dem. Men i dag kan jeg faktisk ikke huske, hvad mange af dem hedder.

LÆS OGSÅ: Slank og stærk med 16:8-kuren

Kathrines mange løse forhold fik en ende, da hun begyndte til psykolog.

– Hun hjalp mig med at indse, at jeg ikke skulle tage mændene for mere, end de var, og så sætte klare grænser for, hvad jeg ville være med til. Og det ændrede alt.

Ironisk nok fik Kathrine kort tid efter en kæreste, som hun nu har været sammen med i et par år.

Men burde hun ikke have ventet til "hun havde fundet sig selv"?

– Nej, hvorfor skulle jeg det? Jeg har det bedst, når jeg har en kæreste. Og jeg synes, det er okay, gerne at ville have en kæreste. Det, der ikke er okay, er, når det at få en mand bliver vigtigere end alt andet, så det går ud over en selv og ens børn. Og det tror jeg, takket være psykologen, ikke kommer til at ske igen.

Læs om Ida Friis afhængighed på næste side.

LÆS OGSÅ: Bør du droppe kaffen?

I mange år har 32-årige Ida Friis været afhængig af mad. I dag bruger hun afhængigheden konstruktivt og hjælper andre madafhængige. Hun har nemlig lært, at afhængigheden har noget at fortælle.

Da Ida Friis var 11 år, begik hendes far selvmord. Ida stod med en masse følelser, som var svære at håndtere, og hun fandt ud af, at det hjalp lidt, når hun fik noget at spise, som hun godt kunne lide.

– Jeg oplevede, at det hele blev lidt bedre, når jeg efter skole gik forbi købmanden og købte en pose chips og et Anders And-blad. Så var det hyggeligt, når jeg kom hjem, siger hun, der fortsatte det mønster, da hun blev ældre.

– Da jeg var 16, havde jeg en kæreste, der var mig utro, og igen havde jeg svært ved at håndtere følelserne, men det hjalp, når jeg f.eks. spiste wienerbrød, fortæller hun.

Maden blev en måde, hvorpå Ida for en stund kunne slippe for at forholde sig til en ubehagelig situation.

– Følelserne sidder i maveregionen, og det, der så sker, når du spiser, er, at maven bliver optaget af at fordøje, så du ikke kan mærke følelserne.

I de kommende år tog Ida mere og mere på. Af og til gik hun på kur og tabte sig, men efterfølgende tog hun det hele på igen. Indtil for nogle år siden, hvor hun igen fik et sundt forhold til mad.

– Det gik op for mig, at jeg ikke behøvede at spise så meget. Jeg behøvede ikke at drikke cola hver dag eller spise smør på brødet, og på den måde tabte jeg mig 25 kilo. Samtidig begyndte jeg at studere ernæring og sundhed og arbejdede ved siden af som spinning- og zumbainstruktør. Jeg begyndte at mærke, hvad det gjorde ved mig, når jeg spiste for meget. Man bliver ikke kun overvægtig, hele kroppen kommer ud af balance, og man bliver deprimeret, siger Ida.

Efter halvandet år dukkede madafhængigheden alligevel op igen, fordi der skete nogle omvæltninger i hendes liv. Men til forskel fra de andre gange, vidste Ida denne gang, hvad det drejede sig om.

– Jeg var blevet bevidst om, at min afhængighed viser, at der er en ubalance, og at der er noget, jeg skal bruge tid på. Så i stedet for at forsøge at styre afhængigheden, dykkede jeg ned i den. Blandt andet begyndte jeg at skrive dagbog og på den måde kunne jeg se, hvad det var, jeg havde behov for at dulme. Hvis jeg fandt ud af, at det var, fordi jeg var ked af det eller stresset, tænke jeg over hvorfor, og når man gør det i stedet for at spise, forsvinder trangen til at dulme følelserne med mad, siger hun.

LÆS OGSÅ: Får du nok sundt fedt?

I dag læser Ida til professionsbachelor i sundhed og ernæring og arbejder som spirituel vejleder og massør og behandler blandt andet kvinder med madafhængighed.

– Det er f.eks. kvinder, der tømmer køkkenskabene for at undgå at mærke de følelser, der dukker op, når de sidder i sofaen om aftenen. Nogle gange virker det, andre gange hjælper det kun, mens de spiser, siger Ida og fortæller, at løsningen som regel er den samme.

– Mange tror, de bare skal have en kostplan, men i virkeligheden handler det om, at de skal lære at mærke efter, og at tackle de følelser, de har, siger hun.

Ifølge Ida Friis er det et arbejde, der fortsætter resten af livet – også for hende selv.

– Jeg er jo som en tørlagt alkoholiker. Men i dag er min afhængighed en vejviser. Jeg kan sagtens spise wienerbrød, men jeg ved, den er gal, når jeg ikke kan lade være.

Ida kan stadig opleve, at afhængigheden tager over.

– Men i dag tilgiver jeg mig selv. For hvis du forsøger at bekæmpe din afhængighed eller undertrykke den, giver du den bare mere magt, fordi du i virkeligheden fjerner dig endnu længere fra dig selv og dine følelser.

Derudover har Ida nogle faste rutiner, der gør, at hun er mere bevidst om, hvordan hun har det. Blandt andet mediterer hun hver morgen. Og så er hun blevet ven med maden.

– Jeg tænker på maden som min medicin, der skal holde mig sund og rask, og ligesom overdoser af medicin kan gøre os syge, kan overdoser af mad også gøre det.


LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at elske at løbe!