"Jeg er altid virkelig sund mandag morgen"
SPONSORERET indhold

"Jeg er altid virkelig sund mandag morgen"

En hanhund sørger for motion, en yogalærer for grineterapi og en bog for ro i hjernen. Her får du journalist og forfatter Maise Njors bud på en sund uge.

Af: Jo Brand Foto: Miklos Szab
14. jul. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Mandag:
Jeg er altid virkelig sund mandag morgen. Nogle gange varer det flere timer, andre gange bliver jeg gammel-sulten allerede kort tid efter morgenmaden, fordi jeg kun har spist en grapefrugt. Og så må jeg have noget brød. Jeg ved godt, at der er mange vrede modstandere af hvede, men jeg tænker, at noget, der har mættet kloden i så mange år, ikke kan være helt forkert... Og hvis bare man blander andre, grovere meltyper i sine boller, er det vel ok.

Tirsdag:
Jeg er for nogle uger siden begyndt til yoga igen hos min yndlings-lærer, Daviid Becker i Emdrup. Yoga-lærere er meget forskellige, og jeg har det nu bedst med en, som både er hård og kan grine. De fleste på holdet kan godt lide at chante, og det er fint for mig – jeg tænker bare på noget andet imens og nyder lyden af deres sang. For lang tid siden har jeg besluttet, at jeg er imod al form for tilbedelse, så jeg synger ikke med.

Onsdag:
I dag er jeg ude at løbe en tur med min hund i skoven. Heldigvis har jeg en hanhund, og det er en god undskyldning at have med, da jeg skal stoppe op hver gang, den skal tisse. Om aftenen forlanger mine børn at få laks til aftensmad, og så er det jo bare om at lystre, når de selv beder om at få noget sundt.

Torsdag:
I dag til yoga laver vi lidt grine-terapi. Det lyder åndssvagt, og er jo ekstremt kunstigt at ligge der og grine af ingenting – men bare man tænker på det, begynder man at grine. Og resten af dagen har man lettere til grin, fordi man allerede er sporet ind på det – og at grine er efter min mening det allersundeste, man kan foretage sig.

Fredag:
Dagen starter så fint med grøntsagsjuice og rengøring. Men så bliver det aften, og jeg sidder til klokken tre om natten og taler med min kæreste og drikker gin og tonic. Til mit forsvar vil jeg sige, at der er citronskiver i...

Lørdag:
Jeg er med mine piger til børnefødselsdag, og så gider man jo ikke være den, der sidder og drikker vand. Vi kom igennem fem forskellige slags kager, og det er så skønt nogle gange at give helt slip og bare tyre kage ned, til man har kvalme.

Søndag:
Min veninde Iben forlanger at gå en lang tur. Da hun er læge, må hun jo vide, hvad der er sundt, så jeg følger gladelig med – desuden elsker jeg at gå tur. Man taler så godt, når man går. Om aftenen går jeg tidligt i seng og læser den nyeste bog fra Fay Weldon. Når man har en hjerne, der hele tiden planlægger derudad, er det sundt at lade sig suge ind i en bog – det sætter en stopper for hjernekværneriet.

LÆS OGSÅ: Madblogger: "Sund mad er enkle råvarer"