Par der skændes
SPONSORERET indhold

"Jeg føler mig ikke god nok, og samtidig kritiserer jeg ham"

Når vi igen og igen kører fast i de samme konflikter i parforholdet, gentager vi ofte uforløste problemer fra barndommen. Vi bliver repræsentanter for hinandens mor og far og kan ende i en dramatrekant, hvor vi sætter os selv og vores partner i offer-, bøddel- eller helteroller. Mød Camilla, som i sit parforhold genoplever barndommens skamfulde følelse af at skulle ”makke ret”.

Af: Rikke Thuesen Foto: Getty Images
30. sep. 2022 | Sundhed | ALT for damerne

"Jeg føler, at jeg bliver manipuleret af min kæreste. At jeg ikke bliver set og hørt, især når vi har diskussioner. Det er som om, han vil have mig et bestemt sted hen, og jeg bilder mig ind, at jeg ved, hvor han vil have mig hen. Når jeg oplever det, så stagnerer jeg. Det lyder måske underligt, men selvom han muligvis har ret, så skal han ikke bestemme."

Camilla er en ung kvinde, der kender til dramatrekanten og de roller, der udspiller sig i modellen: offer, bøddel og helt. Selvom begreberne lyder voldsomme, kan rollerne udspille sig på mange måder også i det små i hverdagens samtaler og udramatiske diskussioner. Camilla er frustreret over at føle sig kritiseret og styret af sin kæreste, og hun vil i terapien se på, hvordan dramatrekanten udspiller sig i parforholdet. 

"Jeg oplever, han bliver frustreret over mig, og jeg føler mig kritiseret over, at jeg ikke makker ret. Så føler jeg mig provokeret, men siger alligevel ”ok, så gør vi, som du siger”.

LÆS OGSÅ: "Jeg er vild med ham, men bliver samtidig så urolig indeni"

Jeg prøver også at hjælpe ham med at stille de spørgsmål, der rammer mig, så rollerne helt og bøddel går hånd i hånd.

Jeg spørger Camilla, hvordan hun oplever kritik.

"Det er meget frustrerende, for så føler jeg mig ikke god nok, og samtidig kritiserer jeg ham og siger, at han er helt forkert på den, og at jeg ikke vil foregive noget og lade mig føre. Jeg får følelsen af, at jeg bare skal makke ret."

Ofte genspiller vi mønstre og roller fra barndommen i vores kærlighedsrelationer. Camillas kæreste indtager derfor måske en rolle fra Camillas barndom, når uoverensstemmelserne udspiller sig, så jeg spørger hende, om hun kan huske tilbage i tiden og genkende oplevelsen, der kunne fremprovokere de samme følelser i hende. Hun tænker lidt.

"Det første, jeg kommer til at tænke på, er en situation, hvor jeg er tre år, min far skælder ud, og mor tørrer kuglepen af væggen. Min far siger, at jeg skal sige undskyld til min mor, men jeg undskylder til far."

LÆS OGSÅ: ”Vores konfliktmønster slider på os begge”

Så du oplever, at mor er helt, far er bøddel, og du er offer?

Camilla nikker.

Og far synes, at du er bøddel, mor er offer, og at han selv er helten?

"Ja, og min mor forsvarer mig ikke," svarer Camilla.

Jeg fortæller, at når den ene forælder skælder ud, og den anden er tavs, så står barnet reelt med to forældre, der har placeret barnet i en rolle som bøddel.

Camilla får tårer i øjnene.

"Ja, og jeg får det sådan: Det er for dårligt, møgunge! Jeg hørte en indre stemme, ”nu makker du ret og siger undskyld”."

Hvorfor ville du ikke sige undskyld til din mor?

"Det var ikke for at gøre mor sur – jeg ville jo ikke ødelægge noget. Og jeg ville ikke vende mig væk fra far. Jeg ville gerne have, han syntes, jeg var ok."

Du får besked om, at du skal gøre det her, og så er din reaktion vrede. Du vil ikke sige undskyld, fordi du føler, det er uretfærdigt?

"Jeg har åbenbart en strategi, som er at sige, at det er andre, der er forkerte, og så holder jeg fast på min mening …"

Camilla kan godt selv høre, at hun er havnet i et uhensigtsmæssigt mønster, og hun vil derfor gerne se på, hvad der kan være en mere hensigtsmæssig strategi.

"Jeg kager rundt i min egen lille boble – en lille pige, der ikke ved, hvad hun skal gøre."

LÆS OGSÅ: "Er en trekant god for parforholdet?"

Den treårige Camilla blev ikke støttet i, hvad der var det rigtige for hende, og nu står hun over for sin kæreste og holder fast i noget gammelt. Når hun mærker, at hendes kæreste synes, hun ikke makker ret, genspiller hun fars og mors bebrejdelser. Hvad mon der vil ske, hvis hun giver slip, spørger jeg hende. 

"Det ved jeg ikke, hvordan jeg gør …"

Jeg anbefaler hende at prøve at sige højt for sig selv: Jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at gøre, og når jeg ikke ved det, så føler jeg mig ikke god nok. Hun får tårer i øjnene igen

"Du har ret. Jeg skal blive i mig selv og sige, hvad der sker inde i mig."

Den strategi tog Camilla med sig fra terapien. Hun fortalte sin kæreste om sine oplevelser, og sammen kunne de begynde at afmontere gamle strategier og arbejde på at møde hinanden i øjenhøjde og ikke udspille dramaer fra barndommen.

Anbefalet til dig