Hanne Strandberg Dahl
SPONSORERET indhold

”Jeg har fået mere ro og frihed i 60’erne”

Hvorfor skal det (næsten) altid forbindes med noget dårligt at blive ældre? Måske det ligefrem kan være fantastisk med lidt flere år på bagen og mere erfaring med livet?

Af:: Sofie Winther Askgaard Foto: Jacqueline Fluri
14. maj. 2021 | Sundhed | Hendes Verden

Hvad husker du bedst fra den dag, du fyldte 60 år?

"Jeg tænkte: "Wow, nu er jeg så gammel, at jeg kan gå på efterløn!”. Men det har da givet mig en følelse af frihed, at jeg kan vælge at smutte fra arbejdsmarkedet nu – at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Men nu arbejder jeg hjemmefra, og så styrer jeg selv min tid, og det elsker jeg. Hver gang jeg fylder rundt, har jeg tænkt, at det var da et meget godt årti, men jeg har fået mere ro og frihed i 60’erne, så selvom det også var godt i 40’erne og 50’erne, er der noget særligt over det her årti."

Hvordan har du det mentalt med at være i 60’erne?

"Det mest bekymrende er, at når jeg bliver ældre, bliver min mor også ældre, og hun bliver 89 næste gang. Men jeg er lykkelig; jeg er sammen med min mand gennem 46 år, og han kan altid få mig til at smile. Jeg var mere usikker, da jeg var yngre, både arbejdsmæssigt, men også på min mand. Ville han finde en anden? Sådan tænker jeg ikke i dag, og der er en stor ro i at have delt hele livet sammen."

Læs også: ”Livet faldt på plads for mig, da jeg blev 40”

Hvordan har du det fysisk i 60’erne?

"Jeg kan mærke, at jeg er blevet ældre, og jeg er begyndt at få nye udbrud af den leddegigt, som har plaget mig, siden jeg var i 30’erne. De sagde, at jeg ville ende i kørestol, men det tror jeg nu ikke; jeg går ture og har mit gode humør. Rynkerne har jeg det fint med, men jeg sætter grænsen ved gråt hår og får lavet lyse striber. Min mor er den eneste blandt sine veninder uden grå hår, fordi hun farver det. Man skal ikke stoppe med at gøre noget ud af sig selv, når man bliver ældre."

Hvad er det bedste ved at være i 60’erne?

"At jeg har ro, selvsikkerhed og erfaring. At min mand stadig elsker mig. Det er fantastisk at sidde her sammen i 60’erne og kunne glæde os over noget, vi sammen har skabt; 3 voksne sønner – og tre børnebørn! Nu kan de jo klare sig selv, så vi har fået en enorm frihed. Vi tager i sommerhuset i Sverige, når vi har lyst."

Læs også: ”Jeg vil bare gerne stoppe tiden her og nu”

Hvad er det værste ved at være i 60’erne?

"Jeg har mistet nogle af mine nære, fordi de er blevet alvorligt syge, og jeg kan da godt se, at der kommer flere sygdomme til, jo ældre vi bliver. Det er trist, for jeg vil gerne være sammen med de mennesker, jeg holder af, til jeg bliver mindst 100 år."

Hvorfor er lige nu den bedste alder?

"Jeg kan gøre, hvad jeg vil! Jeg har ikke frygtet 60’erne, og jeg frygter heller ikke 70’erne, selvom det lyder gammelt. Der sker sikkert nye og spændende ting – måske bliver jeg oldemor? Så jeg glæder mig over hver eneste dag og prøver at få det bedste ud af dem – de kan bare være for korte til alt det, jeg gerne vil nå!"

Anbefalet til dig