Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Anoreksi
Foto: Anne Nørkjær Bang 23-årige Laura Frederiksen håber, at hun, ved at fortælle sin historie, kan være med til at sætte fokus på unge kvinders selvværd og på spiseforstyrrelser.

”Jeg var ikke længere den pige, de kendte”

Anoreksien var 23-årige Laura Frederiksens uhyggelige følgesvend i flere år, inden hun kom i behandling. Hun mener, at man bør tage konfrontationen, hvis man kender én, som man mistænker for at have en spiseforstyrrelse.

Laura Frederiksen var ikke ret gammel, den dag tanken om at hun havde et par "overflødige kilo" flyttede ind i hoved for ikke at forsvinde igen før mange, mange år senere. Faktisk havde hun, lige siden hun var i indskolingsalderen, set på sin krop med bebrejdende øjne, og da hun blev gammel nok, gik hun på den ene slanke- og sundhedskur efter den anden for at få den besværlige krop til at makke ret.

Det var slet ikke unormalt for piger på hendes alder at have det sådan, fortæller hun. Hun kan stadig med næsten skræmmende tydelighed huske, hvor pigerne fra hendes klasse i slutningen af en børnefødselsdag samledes på toilettet, og én af pigerne lærte de andre, hvordan man kunne kaste det op, man lige havde spist. Senere kom de sociale medier til og gjorde det endnu nemmere at dele tips, tricks og "inspirationsbilleder" af tynde modeller med thigh gap og knoklede arme.

LÆS OGSÅ: Fra anoreksi til bulimi: Julia tog 40 kg på i løbet af et halvt år

– Jeg har altid været enormt kropsbevidst og været enormt kritisk overfor min egen krop. Jeg har altid lige "body checket" – hvor stor mine lår var, hvor tyk min mave var. Og Instagram gør det bare så nemt at sammenligne sig med andre og bilde sig selv ind, at man ville få et lykkeligt liv, hvis man så ud som dem. Sådan noget har jeg brugt virkelig meget tid på, fortæller hun.

De tanker, som Laura beskriver, er der sikkert en god del piger rundt omkring i landet, der kan genkende. I en ny undersøgelse fra Børnerådet er det netop kommet frem, at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse. Ligeledes svarer 18 % ifølge Børnerådets undersøgelse, at de ofte eller meget ofte har følt det nødvendigt at følge en streng diæt eller overholde madritualer.  

Drømmerejse med trist udgang
Lauras anoreksi, der nok havde ligget og luret under overfladen i flere år, begyndte for alvor at udvikle sig, da Laura blev omkring 18 år. Hun havde planlagt sit livs rejse til Australien, hvor hun skulle bo med en veninde, men rejsen endte som et mareridt, hvor Laura blev sendt hjem før tid – 40 kilo lettere, afkræftet, syg og med lige så lidt personlighed som et stålgråt slips. Hun havde brugt sin tid på egen hånd, langt fra mor og fars beskyttende blikke og formanende ord, på at træne, sulte sig, tælle kalorier og studere slanke kroppe på Instagram, og hendes adfærd endte med at være så ekstrem, at hendes tyske veninde i Australien ringede hjem til hendes forældre og fortalte om situationen.

– Mine forældre var chokerede. De havde ikke set mig i et år på det tidspunkt, og jeg kan stadig huske deres ansigter, da de så mig i lufthavnen. De sagde ingenting, de stod bare der med åben mund. Jeg var ikke længere den pige, de kendte, siger hun.

Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier

I dag tøver Laura ikke med at sige, at anoreksien tog nogle år fra hende. År, som hun kunne have brugt på at være ung, bygge venskaber op, have kærester og beslutte sig for, hvilken vej hun gerne ville i livet:

– Til sidst kunne jeg nærmest ikke have venner på grund af anoreksien. Jeg havde intet socialt liv – det kunne jeg jo ikke. Jeg brugte så meget tid på at planlægge, hvordan jeg kunne tabe mig og tabe mig endnu mere. Det har taget så meget tid og energi, som jeg kunne have brugt meget bedre, siger hun.

Behandling reddede alt
I dag er Laura Frederiksen et helt andet sted i sit liv. Hun er startet på en uddannelse og har det godt med sig selv. Hun har besluttet sig for aldrig at lave regler for, hvilke madvarer hun må spise og holder sig så vidt muligt væk fra Instagram.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Vi bliver syge af at spejle os i modebranchens idealer

– Jeg har lært så meget i den her proces. Jeg har jo været fuldstændigt disconnected fra min krop og kun levet gennem mit hoved. Nu kan jeg mærke mig selv, og jeg kan føle mig glad, ked af det og vred. Det kunne jeg ikke før, siger hun.

Og dertil var hun aldrig nået, havde det ikke været for den behandling, hun kom igennem efter flere mislykkede forsøg, fortæller hun:

– Da jeg kom hjem fra Australien, havde min mor allerede bestil timer hos en psykolog. Men det gik ikke, det var slet ikke nok for mig, så syg som jeg var. Så søgte jeg ind på Stolpegaarden (offentligt behandlingstilbud, red.). Der gik jeg i 3 måneder, indtil jeg blev smidt ud, fordi jeg havde tabt mig for meget, mens jeg gik der. Og derefter blev jeg så henvist til et privathospital, som hedder Kildehøj. Der gik jeg i to år, og det er det sted, der har gjort mig rask, fortæller hun og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

– Det var dagbehandling, der skulle til. Jeg var der mandag til fredag og også ofte om søndagen. Og det har været noget af det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet, og samtidig noget af det bedste, der nogensinde er sket for mig. Du bliver jo udfordret med din største frygt, nemlig mad. Du får tre måltider om dagen, og for mig var det i sig selv meget, meget overvældende. Det første lange stykke tid var jeg meget modstridende overfor behandling. Jeg var sikker på, at det var alle andre, den var gal med. At de ville gøre mig tyk og grim. Men på et tidspunkt når du til et punkt, hvor du indser, at det, du er ved, at gøre mod dig selv egentlig ikke er okay.

Hun mener, at man bør tage konfrontationen, hvis man kender nogen, som man mistænker for at have en spiseforstyrrelse:

– Du skal konfrontere. Måske vil den spiseforstyrrede blive vred eller tage afstand, hvis du prøver, men det er absolut det bedste, du kan gøre. Forhåbentlig kan du være med til at plante en lille tanke i personen om, at hun har gang i noget dumt. Uanset hvad, har du i hvert fald vist, at du er der og at du bekymrer dig. Det er vigtigt. Ellers kan du tage fat i personens familie og tale med dem om, hvordan de oplever det. Det kan også være en hjælp.

Se videoen med Laura Frederiksen her:

Se, hvad vi ellers skriver om: Anoreksi og Spiseforstyrrelser