Caroline løb halvmaraton uden træning

”Don’t try this at home”, siger de advarende i USA . Og vist er man tosset, hvis man går ud og prøver at løbe 21,1 km uden at træne sig op. Men da min søsters veninde ringer for at spørge, om jeg vil overtage hendes mand Johnnys startnummer til VM i halvmaraton, bliver jeg godt gammeldags fristet. For kan man? Kan jeg?

Jeg har flirtet med tanken før, men planen var selvfølgelig, at jeg skulle i form til det. Og veninden lyder ærlig talt også skeptisk, da hun hører, hvor lidt jeg løber aktuelt. Tre dage senere står jeg i en dunst af nervøst svedende, trippende løbere og med Johnnys startnummer fæstnet med fire sikkerhedsnåle på min løbetrøje, mens jeg lytter til kronprinsens peptalk til 30.000 motions- og eliteløbere. 

Solen skinner fra en skyfri himmel over startområdet, der strækker sig fra Christiansborg Slotsplads hele vejen ned forbi Den sorte Diamant og ud mod Langebro. Det føles næsten blasfemisk at stå her uden nogensinde at have løbet mere end 5 kilometer, omgivet af løbere, der har svedt og kæmpet i uger og måneder for at blive klar. Startnumrene til VM i halvmaraton i København blev revet væk på en time, så ”Johnnys” uheld er blevet mit held. Udtrykket sommerfugle i maven er letbenet − det, jeg føler dér i solen, fuld af lige dele forventning og angst, er en koloni af sommerfugle, der blafrer løs indeni.

// Hold op , hvor det bipper …
Kl. 13.00 går startskuddet, men den er mindst tyve minutter over, da min del af feltet – dem, der ifølge startnumrene skal gennemføre på ca. 1:45, løber over startstregen. Det bipper hysterisk under den store gule portal, og hver eneste løber registreres med et bip via den lille chip på bagsiden af startnummeret. Jeg løber i gruppe 3, som er forholdsvis hurtig, men satser på min egen private tidsplan. Hvis jeg overhovedet gennemfører, kommer det til at tage ca. tre timer at komme fra City til Østerbro via Nørrebro til Frederiksberg og ”hjem igen”. Min løbeglade kollega, der har gennemført adskillige maratoner, har forklaret, at jeg skal sørge for at løbe så langsomt som muligt, ca. 7,5 km/t, så er chancen for at have krudt til alle 21,1 km nemlig størst.

// D’Angleterre
Støt Brysterne-løbet sidste efterår er mit eneste løb til dato, så jeg er en novice i løbekonkurrencer. På de suk, der lyder bag mig, fornemmer jeg dog hurtigt, at der er færdselsregler i et løb. Reglerne går bl.a. ud på, at langsomme løbere – mig – skal holde helt ud til højre. Heldigvis, for det er nemlig i den side, min mand, Mikkel, og mine børn, Andreas og Amalie, står. Lige over for d’Angleterre.

Der er vildt mange tilskuere, der har valgt at bruge solskinsdagen på at heppe og løfte stemningen for os, der løber. Min fod gør desværre allerede ondt efter kun én kilometer. De forfodsindlæg, jeg har købt for at beskytte min ”dårlige” højre fod, skal ud, ellers bliver resten af turen en pest. Kort efter operation ud-med-dyrt-indlæg får jeg øje på min lille familie… og få meter længere nede ad Store Kongensgade står min chef, Tina, og hepper med en kaffe i hånden.

Hyggeligt, jeg får lyst til at spurte af sted for at vise, at jeg godt kan. Men det vil være superdumt og overmodigt, og hvem gider at gå 20 km bagefter? Mikkel har downloadet en supersmart app, så han kan følge mig og forhåbentlig stå klar som moralsk støtte senere på ruten, når jeg får krise. Men indtil videre… fin start.

// 3 km – so far
De første tre kilometer går relativt let, men det har jeg også regnet med. På Østerbro passerer vi bands og dj’s. Musikken er både godt og skidt for mig. Jeg sætter nemlig farten op, lidt som en gammel cirkushest, som min mor plejede at drille mig med som barn. Men eftersom min kondition er utrænet, bliver jeg helt forpustet efter få meter. Dum taktik.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om dine fødder, når du løber

”Når du mangler luft til at tale, får dine muskler også for lidt ilt”, har min kollega forklaret, så jeg klodser bremserne og prøver at fokusere på den herlige folkefest, jeg er en del af. Tykke, tynde, børn og ældre i højt humør, der hepper løs, trutter i diverse nytårshorn eller råber: Go Johnny, go!, når jeg passerer, for det er jo Johnnys navn, der står på mit bryst.

// 5 km
Det klæder København at være i så godt humør, og jeg er selv på toppen. Hvert skridt efter 5-km-skiltet er en personlig rekord. Mine løbeture i Dyrehaven bliver sjældent på mere end tre-fire kilometer på blødt underlag. I dag løber vi 21,1 km på asfalt. Sjovt nok har jeg ikke ondt i min dårlige fod eller andre steder, og de første fem kilometer har ”kun” taget 33 minutter.

I går aftes blev jeg pludselig bange for, at jeg skulle tisse undervejs på ruten og ikke ville kunne finde et toilet, men Mikkel har ret: Man sveder alt ud. Du smider et kilo eller to i væske på et halvmaraton, så jeg sørger for at forsyne mig på det første af rutens seks væskedepoter, hvor frivillige skænker vand og sportsdrik op i papkrus i et rasende tempo. PS: Det er en kunst at cruise igennem væskestationerne og få fyldt på lynhurtigt. Lidt som i Formel 1. De fleste løber og snupper et par papkrus i farten, så man skal sørge for ikke at stå i vejen.

// Ikke sjovt længere
Glem en sluttid på 2:15. Øv. Fra fem til ti kilometer har jeg løbets første krise, og kriserne kommer og går de næste tre kvarter. Jeg ved godt, at min negative indre dialog skal stoppes, og jeg begynder at sludre med hende, der løber ved siden af – og opdager, at adspredelse hjælper. Men puha, det er også hårdt at føre en samtale, samtidig med at jeg koncentrerer mig om at løbe.

Jeg sveder, og mine læber smager salt, når jeg fugter dem. Det har jeg aldrig prøvet før, men min nye løbekammerat bedyrer, at sådan er det bare. Jeg modstår fristelsen til at gå, for jeg er bange for, at jeg ikke kommer i gang igen. Det er, som om de hurtige løbere, der har overhalet mig de første mange kilometer, er forbi. Mit tempo passer bedre til feltet nu. Tre nuttede drenge fra tilskuerrækkerne stikker lappen frem og laver high five i luften.

Kort optur over, at betingelserne for at gennemføre et halvmaraton næppe bliver bedre end i dag. Sol, ingen vind, fladt underlag og support hele vejen. De første kenyanere må være på vej i mål nede ved Christianborg nu. Jeg har løbet 10 km for første gang i mit liv.

// Det kører …
Fra 10 km til 14 km rider jeg på en bølge af mentalt og fysisk overskud. Kroppen gør selvfølgelig ondt, men ikke mere, end jeg kan klare – og jeg har fundet en strategi. En kilometer ad gangen efterfulgt af en kort gå-pause som belønning og så hurtigst muligt i gang igen.

Det bliver ikke bedre af at gå, det forlænger bare pinen – og det gør lige så ondt som at løbe. Nu ved jeg, hvorfor de andre træner i ugevis, og det kunne være sjovt at opleve det her i superform.

// …ikke !
På Frederiksberg møder jeg den uoverskuelige krise, jeg har frygtet. Det er hæsligt. Jeg har ondt overalt, kan ikke mere – og det føles også, som om min hud går amok. Jeg får kuldegysninger, det kribler ubehageligt over hele kroppen. Kan jeg risikere at falde om? Jeg tager en hurtig beslutning, løber ind i en kiosk og køber en ½ liter cola og en skumflipper, som giver mig det sukkerchok, der skal til. Tak og lov!

Kort efter får jeg øje på Mikkel og børnene. Det giver akkurat det mentale løft, jeg har brug for. Jeg har ondt i lysken, virkelig ondt. Og i lårene. Selv mine arme smerter.

PS: En colaflaske er uhandy at løbe med, så efter et par slurke stiller jeg den fra mig.

// 18 km
Krise igen. Blå blink afslører, at jeg ikke er den eneste, der har det dårligt. Efter at have set en udgået løber sidde med iltmaske på omgivet af samaritter, trækker jeg min sidste livline: iPhone og høretelefoner. Jeg bakser med at finde yndlingssangene på min playliste, for det føles, som om jeg har ti tommelfingre lige nu. Efter 400 meter flår jeg lortet ud af ørerne. Musik dur slet ikke.

// Én kilometer tilbage
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kommer fra 18 til 20 km. Sjovt er det ikke. Men da jeg drejer rundt om hjørnet på H.C. Andersens Boulevard og har Tivoli på højre side, ved jeg, at om ti minutter er målet en realitet. Jeg vil så sindssygt gerne løbe stærkt, men benene lystrer ikke, der er ikke flere kræfter. Bare jeg slipper for ydmygelsen og ikke skal gå over målstregen.

// 2:41:20
Da jeg ser Mikkel og børnene lige ved den gule målportal, er jeg stjernelykkelig: i mål og på under tre timer. Medaljen om min hals er mit livs bedste, forhåbentlig den første i en lang række!

// Efterskrift
Kan man løbe et halvmaraton uden at have trænet til det? Jeg kunne, men næste gang bliver det med træning. For hold op, hvor gør det stadigvæk ondt her 72 timer efter.

LÆS OGSÅ: 5 tips til intervaltræning: Sådan slipper du for skader