ekspertråd, din sundhed
SPONSORERET indhold

Karen Hækkerup: „Det er sjovere at se glasset som halvfyldt"

Justitsministeren tager hellere cyklen end ministerbilen, bager sit eget brød og går i svømmehallen med sine børn − fordi det gør hverdagen lidt sjovere.

Af:: Susanne Knutzen
13. feb. 2014 | Sundhed | Fit living

Hvad betyder sundhed for dig?
− Det gør tilværelsen lidt sjovere, hvis jeg får sovet nok, spist sundt og motioneret. Trækker jeg over på kropskontoen, har jeg ingen energi og får svært ved at klare karriere og familieliv.

Hvilken form for motion dyrker du?
− Jeg tager cyklen så tit, det kan lade sig gøre. Der følger en frihed med at cykle, som du ikke får med bilen. Når jeg sidder på bagsædet af ministerbilen, kan jeg ikke lige bede om, at vi holder ind, hvis jeg ser en smuk vase i et vindue. Jeg har dårlig ryg, og derfor styrketræner jeg en del, for min core skal være stærk.

Hvad giver det dig at dyrke motion?
− Det fjerner irritation og følelsen af at være udbrændt − både når det gælder mig selv, mit job og min familie. Jeg er ikke så god en udgave af mig selv, hvis ikke jeg får dyrket motion.

Hvordan finder du tid til at dyrke motion?
− Jeg træner oftest meget tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Er det om morgenen, kan jeg ikke hjælpe med at smøre madpakker og få ungerne sendt i skole, men min mand er heldigvis sød til at tage den tjans.

Hvordan slapper du allerbedst af?
− Når jeg er sammen med mine børn. Vi går f.eks. i svømmehallen. Det gjorde min mor og jeg altid, da jeg var barn. I vandet er der masser af mulighed for at lege, holde om hinanden og bare have det sjovt. Vi tager tit en aftendukkert, hvilket er ret smart, fordi man har en skøn træthedsfornemmelse i kroppen bagefter.

Tænker du over, hvad du spiser?
− Det gør jeg. Det er vigtigt at få de rigtige byggesten for at kunne fungere optimalt. Derfor sørger jeg altid for at få spist basisting som grønsager, proteiner og de rigtige fedtstoffer. Jeg kan mærke, at min krop har det godt, jeg er mæt, og sund mad giver mig energi.

Hvad får dig til at føle dig glad?
− Jeg er generelt et meget optimistisk menneske, som synes, det er sjovere at se glasset som halvfyldt end halvtomt. Jeg bliver glad, når jeg lykkes med noget, som jeg rigtig gerne vil. Jeg nyder processen, men også at nå i mål. Og så er jeg allergladest, når jeg slapper af med min familie og mine venner.

 

Har du en favoritkogebog?
− Jeg laver rigtig meget mad fra Trine Hahnemanns kogebog „365 hverdagsretter”. Den er sæsonopdelt og fyldt med sunde og nemme retter med et tvist.

Hvor elsker du at rejse hen?
− Jeg drømmer om at rejse et sted hen denne vinter, hvor det er varmt, lyst, og der er en pool. Det kunne f.eks. være på De Vestindiske Øer, men det ligger desværre ikke lige i pipelinen, men forhåbentlig lykkes det en dag. Min sidste ferie gik til Sardinien, hvor strandene var billedskønne.

Hvornår springer du over, hvor gærdet er lavest?
− Alt er selvfølgelig relativt, men jeg elsker at bage mit eget brød, og jeg kan godt finde på at tage en økologisk brødblanding nogle gange i stedet for selv at lave det hele fra bunden.

Hvad elsker du at spise?
− Min mormor og min mor lavede altid citronfromage, og smagen og duften tager mig tilbage til min barndom, og det er, som om de stadig er her og er med i måltidet og samtalen, når vi laver det i dag. Jeg kan også lave den uden trevler; det handler bare om, at husblassen skal være kold nok.

Hvis døgnet havde 25 timer, hvad ville du så bruge den sidste time på?
− Jeg vil bruge timen på at slappe af og tænke. Lidt eftertænksomhed er altid godt og brugbart.

Hvad er din største sportspræstation?
− Jeg er gammel fynsk mester i svømning. Det var dog et medleyhold og helt sikkert ikke mig, der trak sejren hjem, men jeg har et diplom derhjemme, og lidt har jo også ret.

Den skøreste kur, du nogensinde har været på?
− Citronsaftkuren, som var en slags fastekur, hvor jeg kun måtte indtage cayennepeber, akaciehonning og citron i en uge. Jeg tror, jeg holdt det ud én dag.

Lige nu læser jeg…
− Jeg er netop blevet færdig med Khaled Hosseinis roman „Og bjergene gav genlyd”. Jeg har tidligere læst „Drageløberen” og „Under en strålende sol” af samme forfatter, og de har alle tre fængslet mig med deres skæbnefortællinger om Afghanistan. Jeg giver dem også ofte i gave, fordi de er så gode.

Lige nu lytter jeg til…
− Phil Collins! Det er en gammel kærlighed, og „A Groovy Kind of Love” er verdens fedeste kærlighedssang.

I mit køleskab er der altid…
− Fromage frais. Jeg spiser det til morgenmad og bruger det til dressinger. Det er sundt, fedtfattigt og har et højt proteinindhold.

I mit køkken finder man aldrig…
− Foie gras. Det bryder jeg mig ikke om, hverken smagen, konsistensen eller produktionsvilkårene.