Maria Højgaard Andersen

Foto: Ronja Ryde

Klumme: Jeg fik mit hjerte knust under en iskold nedlukning

Med et knust hjerte i en iskold nedlukning opdager klummeskribent Maria Højgaard Andersen, at vi alle kæmper med vidt forskellige ting lige nu. Derfor har hun en kærlig opfordring til os alle.

Jeg har fået knust mit hjerte midt under en pandemi, og jeg kan ikke anbefale det. Alle mine normale tricks er taget fra mig.

Jeg har lyst til at tage pænt tøj på, være lækker, tage i byen eller måske tage ud at rejse. Danse hele natten, være latterligt fuld, genfinde visheden om, at det her nok skal gå over. Blive bekræftet, glemme min hjertesorg, komme væk, glemme det hele.

Statsminister Mette Frederiksen sagde, at januar og februar ville blive meget hårde, og det fik hun virkelig ret i.

For mens jeg nåede at forelske mig stormfuldt hen over efteråret og vinteren, så blev den varme, boblende følelse erstattet af sorg og en kold snestorm i årets første måneder, der indhyllede et allerede lukket land i et lag af is.

Stilheden er fuldstændig dræbende.

Både ude på de tomme gader, men også i min indbakke. Klog af skade fra tidligere hjertesorger har jeg opbygget et stærkt og dejligt netværk af gode mennesker, så jeg i tilfælde som dette ikke ville stå helt mutters alene. Alligevel er det det, jeg har gjort; stået mutters alene. Bortset fra de første reaktioner på mit knuste hjerte, har jeg ikke hørt meget fra mine venner. Og det gør én trist, når man i forvejen sidder isoleret og ser How I Met Your Mother for gud ved hvilken gang.

Jeg fortalte om min skuffelse til en af mine gode venner, som altid tjekker op på mig, og han sagde: “Du ved jo ikke, hvad de kæmper med i øjeblikket.” Og det er rigtigt.

For mens jeg har travlt med at stirre bedrøvet ned i min egen navle, så mister folk deres job, deres parforhold bliver testet af at blive tvunget sammen i små lejligheder, børnene driver dem til vanvid med hjemmeundervisning, og andre er bare triste og ensomme – ligesom jeg.

Jeg kom til at tænke på Skam, som jeg selvfølgelig også har genset under lockdown. Ved siden af Nooras spejl, står der: “Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always.”

Så jeg er nu tvunget til at vende blikket indad, og jeg hader det.

Prøver at finde glæde - hver dag

Jeg har altid været rigtig god til at distrahere mig selv fra mine problemer og bare komme videre. Den bedste måde at komme over en, er at komme under en anden, men det kan jeg ikke nu. Eller, det kan jeg godt, men jeg orker simpelthen ikke folks apatiske desperation i en seksuel kontekst lige nu. Desuden er der stor forskel på at møde en tilfældig fremmed i byen, der kan få en til at glemme, at alt gør ondt et øjeblik, og så sjokke ud til Jimmy i ydre Valby, hvis scorereplik var; “Hej du er pæn. Skal vi knalde?” Svaret er nej, Jimmy. Hvis den indsats afspejler din flid i soveværelset, så har jeg noget maling, jeg skal se tørre i stedet.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg bliver hjemsøgt af andres falske orgasmer"

Så jeg er i mit livs bedste form, da træning er en eller anden form for flugt. Jeg dyrker yoga og mediterer. Jeg er begyndt at male. Mit liv føles i øjeblikket som en blanding mellem et åbent fængsel og en form for rehab. Jeg arbejder om dagen, tager hjem, spiser, træner, dyrker yoga, mediterer, maler, ser tv, går i seng. Forfra igen i morgen. Jeg downloader datingapps og sletter datingapps.

Men jeg er også begyndt på noget, jeg ikke troede, jeg havde overskud til i min situation. Jeg er begyndt at tjekke ind hos alle de mennesker, jeg kan komme i tanke om, som måske ikke har det fedt under denne her pandemi. For netop fordi folk kæmper, så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at hjælpe. Så kan jeg bruge min rastløse energi til noget fornuftigt.

Jeg prøver at finde glæde hver dag. En kop kaffe. En gåtur med en veninde. Et par yogabukser, jeg ikke får købt alligevel. Et varmt bad. Et kram fra min hund.

Jeg tager en dag ad gangen, for ellers bliver jeg vanvittig. Samtidig prøver jeg at planlægge ting i fremtiden, som jeg kan glæde mig til, når det her skidt er slut. Jeg skal hjælpe min veninde med at ordne hendes nye hus. Jeg skal til bryllup. Jeg skal til Tessa-koncert.

Så hvis du har overskud eller bare er rastløs, ligesom jeg er, så tjek op på dine nærmeste. Også selvom du føler, du lige har gjort det, eller du er i tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt. Vi har brug for hinanden lige nu. Vi skal alle sammen ud af det her i live (både bogstaveligt og billedligt talt). Be kind. Always.

Om klummeskribenten

Maria Højgaard Andersen er 30 år gammel. Hun blev single under coronakrisen. Hun har en professionsbachelor i journalistik fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole. Tidligere tv-tilrettelægger og redaktionsassistent. Er nu ved at uddanne sig til kleinsmed.

Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona, Psykologi, Kærestesorg og Kærlighed